Kinaturen

Vi bestilte vores tur til Kina, allerede i oktober 2007, da var der 3 pladser tilbage og vi fik de to. Selve rejsen begynder med, at Svend og Lily henter os kl. 00.30 tirsdag nat d. 5/3 2008, det er lidt for tidligt, når det kun tager 5 min. at køre til stationen og toget først kører kl. 01.26, så vi er lige hjemme hos dem og få en kop the, fordi de synes, at det er for koldt til at vente på stationen, i kulden og blæsten. Vi kom nu til at vente alligevel, for toget er 20 min. forsinket, da vi kommer til stationen og det var en kold fornøjelse at vente, vil jeg bare sige, for der var ingen opvarmet ventesal, men et koldt glasbur.

Det er et bumletog, vi er med, som standser ved alle stationsbyer Århus, Skanderborg, Horsens o.s.v. hver gang med et DING DONG og højlydt annoncering af næste station. Så hvis man skulle være så uheldig at være faldet i søvn, så falder man nærmest ned af sædet, ved den opvækning, men det lykkes slet ikke at falde i søvn, så der er grus i øjnene, da vi når Kastrup lufthavn, til tiden, så de har indhentet forsinkelsen, som Bane Danmark får skylden for, sporarbejde.

Det første vi møder her er en annoncering af, at der er strejke i Tyskland, jord- og sikkerhedspersonellet, og det vides ikke om vi kan komme afsted. Vi blev hentet over i en anden kø til ombookning, men kommer alligevel afsted med vores fly, om end med lidt forsinkelse, men de ved stadig ikke om vi kan komme videre fra Frankfurt. Det viser sig, at det kun er indenrigsruterne, som er aflyst. Det er selvfølgelig slemt nok for dem det går ud over. Vi har 4 t. ventetid i Frankfurt. Vi køber et foccaciabrød m/kylling og avocado, til frokost må det blive, det er meget lækkert. Jeg får vand og Bjarne en øl.

De frådser ikke med stolene her, så efter en kop kaffe, sætter vi os dejlig lunt ovenpå en radiator. Her sidder vi i vejen for personalet, som fortæller os, at vi gerne må sidde i bording rummene, når de ikke er i brug. Hvem kunne vide det, men der er masser af stole.

Da vores fly kommer på tavlen, opdager vi, at vi skal over i en anden terminal. Puh der var langt at gå over og nu kommer jeg i tanke om, at jeg egentlig havde besluttet at min håndbagage skulle have hjul under. Nå, det glemte jeg, så nu må jeg slæbe i stedet. Vi kommer afsted til tiden.

Lige nu sidder jeg i flyet til Beijing/Peking. Jeg begynder at blive euforisk, fordi jeg er træt. Jeg har ikke sovet siden jeg stod op i går morges kl. 8.30 og klokken har nu passeret 17.15 onsdag aften.

Jeg håber, at jeg kan sove, når vi har fået middagen, som de har annonceret. Det varer 9 t. inden vi er fremme. Middagen var dejlig kylling og jeg blev svimmel, af det glas rødvin og den enkelte baily jeg fik.

Jeg må have sovet, for lige pludselig var de ved at servere morgenmad og jeg måtte vække Bjarne, så han har heldigvis også fået sovet.

Jeg sad ved siden af en vældig sød tysk pige, som skulle til Beijing og arbejde. Hun var vældig interesseret i mit patchwork, som jeg sidder og syr på, og ville gerne have lov til at vise det til kollegaen, som sad på den anden side af gangen. De havde begge måttet køre med tog fra Dortmund til Frankfurt p.g.a strejken.

Ankomsten til Beijing sker planmæssigt og udramatisk. Vi har fået foræret 6 t. undervejs. Solen skinner. Vi bliver modtaget af rejselederen Christian, som er svensker og en kinesisk guide Kevin. Det hedder han ikke rigtigt, men alle kinesere, som arbejde med turister har taget sig et vestligt klingende navn, som de bruger i arbejdssammenhænge.

Lufthavnen er flot, men ikke som Singapores, med de mange orkideer, den tror jeg ikke, at der er nogen, som kan overgå.

Lige pludselig står der en kineser ved siden af mig, som tager min håndbagage ud af hånden på mig og vil bære den op ad trappen, han/ hun bærer allerede Bjarnes, samt for en mere. Ved toppen af trappen vil den også have penge for det, viser det sig. Jeg giver 1 yuan, det er sikkert for lidt, for jeg gav 2 yuan for en flaske vand i lufthavnen, men jeg blev fanget på det ene ben ellers havde jeg sagt nej. Jeg kan ikke lide at blive taget ved næsen.

Vi kører med bus til hotellet . Vi skal bo på 20ende etage. Der er udsigt til et meget trafikeret gadekryds.

Vi har fået at vide, at vi ikke må drikke vandet eller bruge det til at børste tænder i, men der vil stå 2 gratis flasker vand på værelset, der står nu et prisskilt om halsen på dem 30 yuan pr. flaske.

Vi kan lige nå at soignere os lidt inden vi skal mødes med de andre i lobbyen og ud at spise frokost og derefter videre til Sommerpaladset. Vi er 19 i alt, 3 enlige og 8 par.

Ved frokosten havde vi alle vores første forsøg, med at spise med pinde, det er ikke så nemt, som det ser ud til. Heldigvis har vi også fået en gaffel og der er en porcelænsske i suppeskålen Jeg kan godt forstå hvorfor kineserne er så fingerfærdige, når jeg tænker på, at de skal lære helt fra små at håndtere spisepindene.

Her spiser man ved runde borde, hvor der i midten er en rund glasplade, som kan køre rundt, på den placeres maden og så kan du dreje den ønskede ret om til din plads, så du kan øse noget over på din egen tallerken, som er på størrelse med en desserttallerken. Der er the, som drikkes af øreløse kopper. Vi vil alle smage den kinesiske øl, den er på 0,6 l, den smager for øvrigt godt, den er mere rund og blød i smagen og har slet ikke den bitterhed, som den danske. Der er mange forskellige retter og grøntsager, samt ris og suppe, alt sættes på den runde plade og hvis der ikke er plads nok på pladen, så stabler de bare fadene, som pyramider. Maden ser tiltalende ud og smager virkelig godt. Desserten er vandmelon.

Efter frokost var vi ude at se Sommerpaladset. Det er imponerende, med sine bemalinger og figurudsmykninger. Den store kunstigt anlagte sø, hvor kejserindens marmorbåd ligger (den er nu af træ) med en ø hvortil der går en lang bro og på øen ses en pavillon. Vi vandrer hele vejen af den 700 m lange trækolonade, som er bemalet med et væld af smukke billeder og ud af skjulte højtalere klinger den fineste musik, den siges at skulle fremme kærligheden/forelskelsen. Bemalingen trænger nogle steder til at blive restaureret.

Kl. er 16.30 og vi er tilbage på hotellet, det er efterhånden svært at holde sig vågen, manglen på søvn og tidsforskellen gør sig for alvor gældende nu, men vi holder ud til kl 19, hvor der er middag på hotellet .

Aftensmaden var delicious også øllet, en ny slags, der igen har en dejlig rund, blød smag. Øllene her er store 0,6 l. så det kræver sin kvinde at komme gennem en øl.

Nu skal der soves, mindst 7 kvarter i timen.

Fredag d. 7/3

Vi har lige spist morgenmad. Der var et helt eldorado af forskellige retter bl.a. ris, nudelsuppe og en masse andre kinesiske retter, som jeg ikke kender, dem får jeg heller aldrig prøvet, for det kan jeg ikke spise om morgenen, selvom det ser lækkert ud. Der også alt hvad hjertet begærer til en kontinental breakfast og mere til. Jeg nøjes med min mysli m/mælk, juice, et ristet brød m/spejlæg og bacon, samt kaffe, det sidste er de ikke så gode til at lave, så jeg må have mælk i. Det er soyamælk de bruger til kaffen. Til slut frisk frugt, her er det vandmelon og appelsin.

Bussen henter os kl. 8. Igen har vi dejlig solskin. Vi kører først ud og ser, hvordan Cloisonne (emaljebelagte kobberting) bliver lavet. Det kan være lige fra små fingerbøl til kæmpestore vaser , fade, og figurer bl.a. drager. Arbejdsforholdene er primitive, men det ligner ikke akkordarbejde og der er lyst og varmt i rummene. Især han, som brænder tingene i den 1200 grader varme ovn, må have det varmt, men han har både beskyttelseshandsker og ærmer på og bruger en lang tang til at håndtere de varme ting med.

Jeg køber et fingerbøl til samlingen og får en lille vase af Bjarne. Vi må tænke på pladsen i kufferten og vægten.

Det er utrolig smukke ting og meget kinesiske i stilen.

Christian beklager, at hotellet har ændret politik, så vandet ikke er gratis alligevel, men vi kan købe vand i bussen og her får vi 3 fl. For 10 yuan. For øvrigt kan man godt børste tænder i vandet bare det er kogt.

Derefter går turen til Ming gravene, hvor der ligger 13 kejsere fra Ming dynastiet begravet. Vi ser den jordiske del af begravelsespladsen, hvor der er en udstilling af de ting, som kejserne fik med sig i graven. De havde endnu ikke udgravet den himmelske del af gravene, hvor kejserne lå begravet, sammen med de 16 af deres konkubiner, som havde fået den ære at følge hver enkelt kejser i graven. Pladsen og bygningerne er utroligt smukt opbygget. Hele området er bygget op over Fing shui principperne om harmoni.

Fra Ming gravene kører vi mod Den kinesiske mur. Der er tæt trafik så det går langsomt med at komme ud af byen. Det letter lidt på trafik tætheden, da vi kommer udenfor byen.

Udsigten gennem byen er højhuse, men mange steder langs vejen er der træer eller de er i gang med at plante træer. Jeg kan ikke lade være med at tænke på , hvor smukt det må blive , når alt bliver grønt eller blomstrer. Lige nu er alle træerne nøgne og det meste af den lave beplantning er dækket med presenninger, for at beskytte mod frosten, som de har haft, indtil en uge inden vi kom.

Vi spiser frokost på et hotel inden vi skal op at spadsere på muren. Igen er det lækker mad vi får og det går lidt bedre med at håndtere spisepindene. Her er der en butik med de officielle souvenirs til olympiaden, som er fem forskellige figurer, som er valgt til Kinas maskotter , en for hver ring. De er meget søde, de minder meget om Stich fra Lilo og Stich.

Turen, fra hotellet op til Muren, går forbi en masse souvenirs butikker, som alle stort set sælger det samme og alle vil gerne sælge deres ting. De virker aggressive, på den måde at de stikker deres ting næsten op i ansigtet på en og nævner en pris, ofte 1 dollar, men de rykker trods alt ikke i tøjet, som jeg har hørt, at man gør i visse andre lande bl.a. Tyrkiet og Indien.

Muren er et imponerende bygningsværk, at tænke sig, at den i begyndelsen kun var en jordvold. Det var først under Ming dynastiet at der kom mur omkring jordvolden. I forhold til længden af Muren, 6000 km, så er det kun en lille stykke vi ser og går en tur på. Muren følger bjergkammen, så den går op og ned, temmelig stejlt. Det er hårdt arbejde at komme op ad trappen til toppen af muren og lige så hårdt arbejde at gå på den. Jeg har også alt for meget tøj på, fordi guiden havde sagt, at der kunne være koldt på Muren, så vi skulle klæde os varmt på. Heldigvis kan jeg tage min jakke af.

Fra Muren er der en fantastisk udsigt over landskabet, som her er bjergrigt. På klippesiden er der sat et stor figur med de fem olympiske ringe under Beijing 2008 og ved siden af ordene ONE WORLD ONE DREAM, øverst er der nogle kinesiske skrifttegn, som jeg desværre ikke kan tyde. Jeg synes, at de kinesiske skrifttegn er smukke.

Jeg må opgive at følge Bjarne, det sidste stykke op til tårnet i det fjerne, der er simpelthen for stejlt, til at jeg tør byde min hofte det. Jeg venter sammen med en anden fra selskabet, hvis mand også tager turen til tårnet alene. Da Bjarne vender tilbage, vil han lige tage turen til den anden side, som er endnu mere stejl, end det første stykke han gik alene.

I stedet går jeg ned og sætter mig i det skønne solskin, ved mødestedet, som er en cafe og får mig en kop kaffe, den smager nogenlunde.

Vi kører tilbage til Beijing. Trafikken her kl. 15 om eftermiddagen er ikke så heftig, så vi er på hotellet omkring kl. 16.30.

På vej igennem byen har Christian udpeget nogle af de olympiske bygninger for os bl.a. stadion, der ligner en stor ellipseformet samling af rør, med hul i midten, svømmehallen, en stor firkant af bobleplast, set udefra. Det er de mest markante bygninger, som vi har set.

Der er lige lidt tid til at fordøje de mange nye indtryk og skrive i min dagbog, inden vi mødes til middag kl. 18.30, som er lækker endnu engang og det går lidt bedre med pindene.

Trætheden og søvnen melder sig tidligt. Sengene er gode, så vi sover godt.

Lørdag d. 8/3

Vi har lige indtaget endnu et dejligt morgenmåltid. Vejret er noget tåget her til morgen, men solen kan anes igennem tågen (smogen ?). Solen kom ikke frem, den tabte kampen mod tågen, så det har været noget koldt i dag. Godt at jeg havde taget min varme Færø jakke med.

Vores første besøg til morgen var ved Himlens tempel. I parken rundt om templet er der et helt fantastisk folkeliv, der spilles musik, som nogle danser til, nogle spille badminton, ovenikøbet med en ketcher i begge hænder, der spilles en slags fjerbold med fødderne, laves gymnastik med vimpler, de er dygtige. Nogle står og spiller sammen på instrumenter, som er mig ukendt, enten alene eller i orkestre af forskellig størrelse. Der er mange, som laver tai chi, en langsom form for kung fu. Kung fu er forbudt i Kina. Der laves akrobatiske øvelser. Alt sammen fuldstændig ugenert af vi nysgerrige turister. Der er en, som står og laver kalligrafi på fliserne, med en meget stor pen og vand. På balustraden hen til indgangen, til selve tempelpladsen, sidder de og spiller kort, mahjong eller domino.

Det er smukt, fordi alt virker så harmonisk og alle er dybt koncentreret om det de deltager i.

Templet er en meget smuk rund bygning, i tre etager, i farverne gult, blåt og grønt, som repræsenterer kejseren, himlen og jorden. Den eneste, som må bære/bruge gult er kejseren.

Efter tempelbesøget var vi inde og se, hvordan de væver silketæpper, væg eller gulvtæpper og vi fik vist nogle meget smukke billeder broderet med silketråd, samt skærme, som bliver broderet fra begge sider af to brodøser, hvordan de så bærer sig ad med det. Vi får fortalt, at de skal være meget gode veninder for at kunne gøre det.

De mindste tæpper, i fineste kvalitet, på 30 * 40 tager det 1 ½ år at væve. De største tæpper tager det en familie, 10 år at væve. Uddannelsen til brodøse tager 10 år, fordi de skal lære at tegne først, inden de lærer broderiet. Det er ulige fladsting de broderer med.

Her ønskede jeg virkelig, at jeg var meget rig, så jeg havde råd til at købe bare et billede og et tæppe. Billederne er ufattelig flotte og smukke. Tæpperne er også flotte og det er helt fantastisk at se, hvordan farverne skifter i lyset, samtidig er de lækre at røre ved.

Fra tæppefabrikken kører vi til Den Himmmelske Freds plads, den får vi ikke meget at se af, for der er Folkekongres og det meste af pladsen er afspærret og der er masser af militær og politi. Vi kan lige gå i kanten af pladsen hen til indgangen til Den forbudte by. Her hænger det eneste tilbageværende offentlige portræt af Mao, det var også herfra han udråbte Folkerepublikken. Alle kinesere, der bærer på tasker, som er større end en almindelig dametaske, får tasken undersøgt. Vi turister får lov at passere, selvom vi går med rygsække.

Da jeg vil tage et billede af kongresbygningen og Maos Mausoleum, er jeg ikke i tvivl om, at politimanden fortæller mig, at det er forbudt at fotografere, selvom jeg ikke forstår hvad han siger. Det lader jeg så være med.

Den Forbudte by er virkelig smuk, i de samme farver, som Himlens Tempel, som jo også var kejserens tempel. Det er international kvindedag i dag, så alle kinesiske kvinder har gratis adgang, så der er rigtig mange mennesker.

Der er 9999 rum i Den Forbudte by, så det er et meget stort område, der har været arbejdsplads for flere tusind mennesker i sin tid. At der lige præcis ikke er mere end 9999 rum skyldes, at kun guderne må have 10.000 rum og kejseren er kun guds stedfortræder på jorden. Vi ser den del, som også under kejseren var den offentlige del og bryllupshuset og hans have.

Vi spiste frokost i en restaurant i Den Forbudte By, den ville ikke have været der på Kejserens tid.

Faktisk kom kejseren kun udenfor Den Forbudte By, når han tog til Sommerpaladset eller Himlens Tempel.

Vi sluttede af med at gå igennem kejserens have, hvor der allerede er blomstrende kirsebærtræer. De er i fuld gang med at restaurere hele Den Forbudte By, så den kan stå nymalet overalt, når olympiaden begynder d. 8 august. 8 er lykketal for kineserne, så at olympiaden begynder 08 08 08, ser de, som et tegn på, at den bliver vellykket.

Pause. Det er stadig svært at holde sig vågen i pausen indtil middagen, men vi får selvfølgelig også travet mere, end vi gør derhjemme.

Vi bliver hentet af bussen kl. 17.30 og kørt ind i nærheden af Den Himmelske Freds Plads , hvor vi spiste middag. Igen en lækker middag, kun suppen er lidt tynd i dag.

Der var to, som bestilte kaffe, som til deres store overraskelse er kold, da den serveres. De søde serveringspiger et totalt uforstående overfor, hvad problemet er. De pegede bare på billedet af den kaffe, som de havde bestilt. Jeg tror Kevin redder trådene ud. De får i hvert fald deres penge igen. Kaffe er luksusvare i Kina og meget dyr.

Jeg reddede mig for øvrigt en tømmerlus, der gik hul på, da jeg ville flytte min stol tættere på bordet, var sædet løst og jeg fik lige et lille stykke skind i klemme, da jeg satte mig ned igen. Det var ikke særlig slemt, det mest irriterende var, at det blødte, så det var svært at holde på pindene.

Efter middagen ser vi en Peking opera forestilling, som er en blanding af sang, musik, mime og akrobatik. Det er rigtig flot, men selve historien går hen over hovedet på mig, selvom der er en skærm, hvor teksten er oversat, men hvis jeg skal se på skærmen, så kan jeg ikke se på scenen. Så jeg nøjes med at forstå det jeg kan udfra mimespillet. Det er en fantastisk oplevelse under alle omstændigheder.

Der stod forskellige små kager, nødder og mandariner på bordet, da vi kom, samt en tekop med teblade i. Lige før forestillingen skal begynde kommer der en kineser med en kande, der har en meget lang tud og hælder vand i tekopperne. Det er en hel akrobatik forestilling, at se ham håndtere kanden med den lange tud og få vandet til at ramme ned i kopperne.

Søndag d. 9/3

Vi spiser morgenmad 1 t. senere i dag, det er bestemt ingen fordel, for fadene er ved at være tømte og de kan ikke følge med, til at fylde dem op. Nå, men det lykkes da at få morgenmad alligevel, det tog bare lidt længere tid.

I dag var vi til den gamle bydel i Beijing/Peking også kaldet Hutonger. Vi bliver kørt rundt i bydelen i cykeltaxi, men der holder biler parkeret i gaderne. Gaderne er meget ujævne, fordi de har været/er gravet op, da de er ved at lægge naturgas ind, fordi de ikke længere må fyre med kul, af hensyn til miljøet. Gaderne er meget smalle og her er ingen gadeskilte, så skulle vi færdes alene, kunne vi lynhurtigt fare vild. Vi besøger et pensionistægtepar, hvis to børn ikke længere bor hjemme. Han har arbejdet for staten. Hvad konen har lavet får vi ikke at vide. Efter Europæisk standard vil hjemmet blive betragtet, som fattigt og primitivt, men de er helt bestemt ikke fattige (de har mindst 2 TV, selvom det ikke ligefrem ser ud til at være rengøring de spilder tiden på. Huset er bygget op omkring en Gårdsplads/have, hvor der er plads til et par frugttræer, en vinstok og blomster (træpæoner). Husene omkring gårdspladsen er indrettet sådan, at sønnen bor mod øst, datteren mod nord og forældrene mod syd efter daoistiske traditioner. De har vand indlagt, men de har ikke selv et toilet, de bruger de offentlige toiletter, som er i alle Hutong områder. Der er en masse byggerod i hele området, dels på grund af naturgassen, men og fordi de er ved at renovere området og bygge nye Hutonger, efter de gamle traditioner, nu er de bare på 2 etager i stedet for en . De nye får også eget toilet.

Vi bliver hele tiden tilbudt forskelligt så som rolex ure, gucci tasker, postkort, Tshirts, caps og pamini sjaler. De er skrappe til at køre med deres cykeltaxier, vores taximænd, for det lykkes dem at komme uden om de værste huller i vejen og det må være en kunst, når man ser hvordan vejene ser ud.

Efter besøget i den gamle bydel kører vi til Trommetårnet, som i gammel tid slog timeslagene på trommer d.v.s. dengang var det kinesiske døgn på 12 t. Altså gik der 2 kinesiske timer på en europæisk time. Tiden blev annonceret med trommeslagene, forskellige for hver time. Nu om dage slår de kun kl. 11. Vi nåede lige at komme op i tårnet til tiden. Det er en hård tur op ad de 45 cm høje trin (der er 55 trin). I betragtning af, at kineserne er små, så har de lavet nogle høje trin op til tårnet, men det har måske noget at gøre med onde ånder, som ikke kan gå op ad så høje trin.

Nu går turen videre til kopimarkedet, som politiet ikke kan finde, til trods for at det er en 5 etager høj bygning. Du milde, det er overvældende, det er for meget. Ja og så er det irriterende, at man ikke kan se på noget uden at der straks står en og tror, at man har tænkt sig at købe det.

Vigtigt herude, man skal huske at "prutte" om prisen, for de forlanger mindst 50 % for meget, hvis ikke 90 %. Jeg køber en bluse, som hun påstår er kashmir, den får jeg for 1/10 del af det hun forlangte, ligeledes min jakke, som er af kinesisk tilsnit og pænt syet, den får jeg for 1/3 del af den oprindelig pris forlangte pris. Det er vores julegave jeg bruger.

Vi slutter af med at købe et sæt af de olympiske maskotter, som fødselsdagsgave til Laura, mit barnebarn.

Vi er på egen hånd med frokost i dag, så vi vælger at spise på K.F.C. (Kentucky fried chicken), af sikkerhedsmæssige grunde, dels fordi der ikke er risiko for at bestille noget forkert eller mere end vi kan spise og jeg regner med at hygiejne er en del af deres koncept. Nu må vi se om der sker noget. Det gjorde der ikke.

Vi vælger at tage med bussen tilbage til hotellet, selvom vi havde snakket om, at der var ikke længere end vi kunne gå, men vi havde fået nok af kopimarkedet, fordi det er umuligt bare at gå og ose, som i Danmark. Der er ikke noget ved at ose med skyklapper på.

Det var også helt rart bare at slappe af på hotelværelset indtil bussen hentede os og vi skulle ud at spise peking and. Det er almindelige ænder, som steges på den måde, at der sprøjtes vand ind under skindet, så skindet ved stegningen bliver særlig sprød. Det serveres skåret i tynde skiver, med tynde pandekager til, tyk soyasauce og noget grønt løgsmagende, tynde strimler. Det smager udmærket, men jeg foretrækker vores hjemlige and. Snapsen, som skal drikkes til, fordi and er fed mad, er 55% og lidt likøragtig. Hvorfor peking and er en særlig fin spise og populær, forstår jeg ikke, for jeg synes, at der er meget andet af det mad, som vi hidtil har fået, som smager fuldt ud lige så godt om ikke bedre.

Ved hjemkomsten til hotellet fik vi os en kop kaffe, sammen med noget af den andre fra rejseholdet. Det er i det hele taget et rigtig hyggeligt og rart rejseselskab, vi er sammen med. Vi er danskere, nordmænd og svenskere.

Det er imponerende at se, hvor rent der er alle steder, der ligger ikke affald og flyder, på gader og stræder eller langs vejene, som i vores hjemlig andegård.

Mandag d. 10/3

Vi har lige spist morgenmad og solen skinner, men der er en kraftig tåge/smog til morgen.

I dag skal vi videre til Xian. Vi bliver hentet på hotellet kl. 10 af bussen. Vores kufferter skulle vi stille udenfor døren kl. 8.30 så sørgede hotellet for, at de kom til lufthavnen og med flyet. Vi skal kun sørge for vores egen håndbagage.

I lufthavnen tager vi afsked med chaufføren, som har kørt rundt med os hele tiden og Kevin, den lokale kinesiske guide, de får hver 50 yuan i drikkepenge.

Det går let med sikkerhedscheck og booking. Vi får frokost i flyet, som smager ganske udmærket, men er lidt stærkt krydret, efter min smag. Flyet er stort, til min overraskelse, og fuldt. Danske indenrigsfly er pygmæer ved siden af.

Vel landet i Xian bliver vi modtaget af en ny lokal guide Richard og en ny buschauffør. Vores bagage bliver hentet af hotellet.

Vi kører med bussen til Den store vildgås pagode, et buddhistisk tempel. Ved pagoden ser jeg for første gang tiggere, da vi står af bussen. Det er ellers forbudt at tigge i Kina.

Pagoden er imponerende flot, med sine smukke Buddha statuer, udsmykninger, og blomster. Der er et parkanlæg rundt om, som jeg gerne ville have tilbragt mere tid i, end vi havde. Her ser vi for første gang buddhistiske munke i deres orange dragter.

Vi var inde og se et kalligrafimuseum, hvortil der var knyttet et kalligrafisk værksted, som også lavede de smukke kinesiske billeder, som bliver malet på bambuspapir. Vi fik et lille foredrag om kunstarten. De ville også meget gerne sælge os nogle af deres billeder.

Derefter besøgte vi den gamle bymur rundt om Xian, som omslutter hele den indre by, som en stor firkant, den er 12 km lang og bred nok til 2 biler. Den er meget velbevaret . Vi kommer ikke hele vejen rundt, men der hvor vi går rundt, er der museum over forskellige gamle forsvar/krigsvåben, som ikke alle ser lige logiske ud, med hensyn til hvordan de bruges. Der står også et par gamle bærestole. Al trafik til den indre by skal igennem de fire porte, som er i muren, et i hvert verdenshjørne.

Herfra går turen videre til vores hotel. Det er virkelig flotte værelser og her snyder de ikke med, at drikkevandet alligevel koster penge, som på det sidste hotel. Også her kan kogt vand bruges til tandbørstning, det kan måske også drikkes, men vi vover det ikke.

Vi kørte fra hotellet kl. 18.30 hen til det sted, hvor vi skulle spise middag. I dag er det anderledes. Det er buffet, med en blanding af kinesisk og europæisk mad, samt et stort dessertbord/kagebord og der er både kniv og gaffel. Vi sidder ved almindelige borde. I dag må vi undvære den sædvanlige dessert vandmelon eller appelsinstykker, der er heller ingen the. Kagebordet er overvældende, det lykkes mig kun at smage på halvdelen og kun ved at taget meget små stykker. Kagerne var lækre.

Tirsdag d. 11/3

Jeg har fundet sandalerne frem. I går da vi ankom var der høj solskin og 22 grader. Der ser ganske vist tåget ud eller også er det smog, men det sidste tror jeg ikke på, for det var der ikke noget af i går.

Morgenmaden er også her et sandt eldorado af retter.

Bussen henter os kl 8.30 og vi kører først ud til en jadefabrik, hvor vi først får vist og fortalt om de forskellige typer jade. De betragter selv, den gennemskinnelige, som den bedste, det er i hvert fald den dyreste og den har næsten samme hårdhedsgrad, som en diamant, nemlig 8, hvor diamantens er 10. Jaden har mange flere farver end jeg vidste, udover mange nuancer i grønt, så er der også lilla, lyserød, lyseblå, rød og rødbrun.

Jeg har ikke superlativer nok, til at beskrive alle de smukke ting, der er her i jade. Det er ganske enkelt bare smukt. Der er fra næsten legemsstore figurer til små miniature ting og selvfølgelig smykker.

Fra jaden kører vi ud til terrakottahæren eller kejsergraven, som det jo egentlig er. Området vi kører igennem ud til udgravningerne fyldt med frugttræer, det er granatæbletræer, hvis frugter bønderne sælger langs vejen om sommeren. Ærgerligt, at det ikke er sommer og æbletid, selvom solen nu skinner fra en skyfri himmel.

Museet af flere utroligt smukke, moderne bygninger, som er lavet over/omkring udgravningerne, dels til udstilling og til at dække udgravningsområdet, samt et thehus i gammel stil.

De har endnu ikke gravet det hele ud. Hidtil har de kun fået gravet terrakottahæren ud. Det er virkelig et puslespil at samle de soldater, som er gået i stykker. Det er imponerende, alle soldaterne har forskellige ansigter, som om hver enkelt soldat har stået model til sin egen lerfigur, vel at mærke i fuld størrelse. Hestene også.

De mangler stadig at grave kejserens grav ud. Kineserne ønsker ikke hjælp til udgravningerne, de vil selv. Det forstår man jo godt, når man ved, hvor Ægyptens historiske minder forsvandt hen.

Man undrer sig, når man står og ser på den markering, som er lavet, det sted, hvor bonden gravede sin brønd og fandt en del af en terrakottasoldat. Bare 1 m. til den ene side, så havde han slet ikke ramt graven. Man skulle tro, at det var meningen, at graven skulle findes, lige på det tidspunkt i 1974.

Den gamle bonde sidder i dag og signerer bøger, som kan købes om terrakottagravene.

Vi spiste frokost på restauranten ved museet. En af deltagerne, en nordmand, vovede en kinesiske snaps trukket på slanger, de var i snapsen endnu. Uh!.

Efter rundgangen til alle afdelinger af udgravningen og udstillingerne, mødtes vi i tehuset. Her smagte jeg en gensing te og Bjarne en drageblods te. Servitricen holdt lige en gratis teceremoni for os, hvor vi smagte en chrysantemumthe. Jeg kunne godt lide både gensing og chrysantemum teerne, men ikke drageblodsteen.

Efter at vi er kommet tilbage til hotellet, går vi en tur hen ad gaden. Det var egentlig trommetårnet jeg ville se, men vi kommer den forkerte vej fra hotellet, så vi nøjes med at nyde gadelivet, som der er masser af. Foran de små butikker sidder nogle og snakker, andre sidder og spiller kort, en reparerer knallert, foruden at der er masser af gåenden og kørende trafik

Her i byen bliver trommerne brugt, så hver anden time lyder der en trommesolo, som vi kan høre på hotelværelset.

Jeg må beundre kineserne. Det er helt ufattelig hvad de er i stand at stable på en cykel og stadig køre med den.

Vi er lige kommet hjem fra den mest fantastiske oplevelse. Middagen var excellent og i dag fik vi serveret varm risvin, det ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal mene om, personligt synes jeg ikke, at det smager særlig godt. Jeg kan bedre lide teen og øllet.

Showet ,Tangdans, efter middagen var et sandt orgie i smukke bevægelser, farver og vellyd fra musikken. Det var ganske enkelt ubeskrivelig flot og smukt.

Nu er det sengetid og i morgen er det afgang til Guilin.

Onsdag d. 12/3

Vi har lige spist morgenmad og skal lige straks have sat kufferten udenfor døren, så hotellet kan sende den til lufthavnen. Kl. 10 bliver vi selv hentet. Denne gang går det lige så nemt, som sidst at komme ombord på flyet.

Frokosten i flyet er ikke noget at skrive hjem om, men det er da mad. Ingen frugt denne gang.

Ved ankomsten til Guilin får vi en ny guide Emily og en ny chauffør, som først kører os til Rørfløjtegrotten, en stor drypstenshule. Køreturen derud er af veje, som godt kunne trænge voldsomt til at blive repareret. Vi er lige ved at falde ned af sæderne eller havne i bagagenettet, så meget hopper bussen. Det første vi møder, da bussen holder stille er et mylder af mennesker, som vil sælge souvenirs og postkort, dem kan man godt blive meget træt af. Det er vigtigt at undgå øjenkontakt, for det er tilsyneladende et ja til en handel, og så er de endnu sværere at slippe af med.

Der er mange trapper op til indgangen til grotten, men det lykkes mig da, at ase derop.

Grotten er fantastisk flot, med nogle helt fænomenale former, men drypstenene har ingen farver, som de franske vi har set, sikkert fordi der ikke er så mange mineraler i kalkstenene. De har i stedet sat farvet lys på drypstenene, hvilket give en helt fantastisk virkning.

Turen tilbage til bussen er endnu et spidsrodsløb igennem sælgerne, i lighed med turen op.

Hotellet har tidligere været ejet af Holiday Inn kæden, men hedder nu Bravo. Det er ikke så luksuriøst, som i Xian, men de har svømmepøl og jeg har ingen badedragt med.

Der er varmere her 25 grader, træerne er grønne. Nogle af rododendronerne er allerede afblomstrede, ferskentræerne blomstrer. Alt det kan vi se på nærmeste hold, da vi går en tur i parken langs Lifloden.

Parken ser ud til at være samlingsstedet for unge mødre og bedstemødre med små børn. Også her er der liv i gaden i lighed med Xian. Det er i dette område meget af Kinas ris dyrkes. De kan høste 2 gange om året, fortæller guiden.

Allerede på køreturen med bussen i dag ser vi bjergene, som kaldes sukkertopbjergene, fordi de ligner grønne sukkertoppe, imellem sukkertoppene er der rismarker og hver eneste lille hjørne jord er udnyttet.

Det er også i dette område, at vi kan få slanger, rotter og andre underlige ting at spise, fortæller guiden. Så det skal blive interessant at se hvad vi skal have til middag.

Middagen var rigtig god, uden underlige overraskelser, så vidt jeg kunne se og smage.

Efter middagen gik vi en tur i parken sammen med tre andre fra selskabet. Det er mørkt nu, men der er et skønne vejr, rigtig sydlandsk. Nå, det er jo også det sydlige Kina.

Det var meget smukt at se lysene over byen, ved broerne over floden og i parken. Broerne er de rene kunstværker, selv bænkene i parken er helt specielle, formede, som grise (grise er lykkedyr i Kina) og drager.

Vi kom forbi en flok meget dygtige tai chi gymnaster.

I parken kan vi rigtig se, hvordan kineserne passer på deres gamle træer, ved at sætte støtter under grenene. Støtterne er lavet af cement, men er lavet så de ligner træstammer.

Sengetid. I morgen skal vi ud at sejle på Li floden

Torsdag d. 13/3

Det regner til morgen og er meget tåget, øv, øv, øv.

Også her er der et overvældende udvalg af retter til morgenmaden. Kaffen er en oplevelse for sig, den er så stærk at hårene rejser sig på hovedet, det hjælper ikke engang at komme mælk i.

Efter morgenmaden bliver vi hentet af bussen, som kører os ud til båden. Det tager ca. ¾ t. igennem det smukke landskab, som dog kan ses, trods regnen og tågen.

Vores pladser er øverst på båden, i en slags vinterhave. Der er overdækket, så der er læ for regnen og vinduer hele vejen rundt, så der er gode udsigtsforhold. Her er der 4 mands borde. Hvor der underneden er lange borde til 12 personer.

Sejlturen af Lifloden tage 4.30 t. . Vi kommer forbi fiskere, som fisker med net, andre med skarv. Et sted står de en og vasker tøj i floden. Vandbøflerne, som kun arbejder 2 mdr. om året, når rismarkerne skal pløjes.

Det er ærgerligt, at der er så tåget, for det tager meget af udsynet til den smukke og specielle natur, der er, med alle de grønne sukkertoppe og rismarkerne.

Bådene, som de lokale sejler med, er lavet af bambus. 7 – 8 tykke bambusstænger er surret sammen og så har de en lille motor på, enkelte stager sig afsted. Et par stole på og familien kan være med på båden eller tømmerflåden, som det mest ligner.

Der er ikke meget vand i floden og den er også meget smal nogle steder, så kaptajnen skal holde kursen præcis, hvis vi ikke skal komme til at hænge fast på flodbredden.

Vi får en lækker frokost ombord. Det er imponerende, at de kan lave mad til så mange mennesker, i det lille udendørs køkken, som er i agterenden af båden.

Vi står af båden i Yangshuo County, som er backpackerbyen i området. Vi får lige taget et billede af en skarvfisker, med hans helt specielle dragt på, som ligner en slags kjortel vævet af bambus og har en varm brun farve.

Vi får lidt tid på egen hånd, så vi kan gå på opdagelse i byen eller i det hav af turistbutikker, der er hele vejen fra havnen og op igennem hovedgaden (som er gågade) i den gamle bydel, som sælger silketørklæder ?. T shirts, silkekimonoer ? og en masse andre turistting. Der er også mange meget fine ting bl.a. små flasker, hvor motiver er håndmalet indeni, hele små landskaber. Imponerende, at de kan. Kalligrafi og vandfarve billeder, med den fine streg, som kendetegner kinesisk tegning.

Kl 3 samles vi igen og kører fra torvet, i golfvogne, ud til bussen, som holder i udkanten af byen, fordi den ikke må køre ind i byen.

På vej tilbage til Guilin besøger vi et perlecenter, hvor vi får vist og fortalt, hvordan de producerer ferskvands- eller saltvandsperler og hvor i verden de produceres. De produceres kun 2 steder nu i Kina og i Japan, Irans produktion er gået i stå p.g.a. krigen. De dyreste er de japanske.

Vi får "lært", hvordan vi kan kende forskel på plasticperler og de ægte perler. Det er de store perler, som produceres her og ikke de små, hvor der kan være 7 eller flere i en musling, medens der kun er en af de store perler i muslingen.

Vi er først tilbage på hotellet kl. 17.45. Vi skal mødes igen kl. 19 og med bussen til spisestedet, hvor vi indtager endnu et lækkert måltid.

I morgen skal vi videre til Hangshou.

Fredag d. 14/3

Vi står op ½ t. før vi vil blive vækket, fordi vi så kan nå at børste tænder efter morgenmaden, inden vi skal sætte de store kufferter ud til kl. 9. Heller ikke indenrigs i Kina, må vi have toiletsager med i håndbagagen, det skal bæres fuldt synlig og i begrænset mængde, så det er nemmere at have det i den store kuffert.

Vi har egentlig fri indtil vi skal til lufthavnen, men vi har meldt os til en tur, med den lokale kinesiske guide, hvor vi vil høre og se om de/den traditionelle kinesiske behandlinger og medicin.

Det er en læge, som fortæller om de forskellige former for kinesisk behandling. En tai chi mester viser os tai chi og vi må gerne være med, men det viser sig hurtigt, at det kan vi slet ikke finde ud af, det kræver øvelse. Tai chien tiltaler mig, fordi den er langsom og kræver kontrol og balance.

Derefter fortæller lægen om naturmedicinen og vi får en oversigt over de forskellige piller og hvad/hvordan de virker.

Jeg er lige ved at købe nogle piller mod min tinnitus og dårlige skulder, indtil jeg opdager prisen for piller til 2 mdr., så bakker jeg ud. Det er bondefangeri.

Der er en af de andre, som får skuldermassage, det ville jeg godt have haft, og en som prøver at få sat en slags glaskopper, som bliver varmet op, på skuldrene. Jeg har set det i en udsendelse med Troels Kløvedal.

Et svensk ægtepar når at købe nogle af pillerne, som de eneste. Hun siger også, da vi kommer ud i bussen. Vi har betalt for jer alle sammen.

Vi er tilbage på hotellet kl. 10.45. Vi bliver hentet kl. 11 og kørt til lufthavnen og videre med fly til Hangshou. Vi får frokost i flyet. Jeg må sige at kvaliteten er for nedadgående med hensyn til flymaden. Denne gange er der ingen dessert, hovedretten er fisk eller kød og 2 glas drikkelse.

Igen bliver vi modtaget af en ny guide Robert og en buschauffør. Denne gang skal vores bagage med samme bus, som os til hotellet. Vi er fremme ved 16 tiden.

Vi bor i nærheden af en stor sø, hvor der er en park omkring. Vi går derhen, for at se på folkelivet. Parken er meget smuk med blomstrende magnolier, kameliaer, smukke træer og en masse andre blomster, som jeg ikke kender. Vi møder et af de andre par, som vi slår følge med ud langs søen og tilbage til hotellet.

Vi når lige en kop te inden vi skal ud og spise kl. 19. Endnu engang får vi serveret et lækkert måltid mad. Det kommer jeg til at savne, når vi kommer hjem.

Lørdag d. 15/3

Solen skinner til morgen, dejligt. På dette hotel er der ikke så meget forskelligt til morgenmaden, men der er stadig rigeligt til, at det er umuligt at smage på det hele. Lysten mangler nu også til nogen af retterne her på morgenkvisten.

Vi kører først over til søens anden bred, hvor parken er endnu større end på vores side. Vi går igennem parken , som er meget smuk, hen til pladsen, hvor vi skal stå på båden, til en sejltur på søen. Det er synd, at det ikke er blomstringstid for træpæonerne, for dem er der masser af. Der er også masser af påfugle, nogle af dem er helt hvide. Det lykkes kineserne ved at klappe af påfuglene at få en af hannerne til at rejse halen, imponerende.

Sejlturen på søen varer 40 min. Det er dejligt at sidde i solen og nyde udsigten ind over byen og ud over søen. Vi kommer forbi 2 brudepar, som er ved at blive fotograferet.

Efter sejlturen kører vi ud til et meget stort Budda tempel, hvor der er utallige Budda statuer inde i templet i mange forskellige størrelser. Den største er 16 m. høj. Der er Budda statuer/relieffer i massevis hugget ind i klipperne langs stien op til templet, de bærer præg af at være gamle, slidte som de er af vejr og vind. Det er et imponerende tempel, som bærer historiens vingesus med sig. Ligesom alt det andet vi indtil nu har set i Kina. Der er mange mennesker her, mest kinesere.

Vi køber vores første og sikkert eneste kinesiske is, selvom den smagte godt, den ødelagde ikke appetitten til frokosten, som igen er lækker.

Turen går videre herfra, til en teplantage. Igennem et område, hvor der er plantet tebuske på hver eneste plet ledig jord. Det er grøn the de dyrker her. Teen plukkes i tre sæsoner forår, sommer og efterår. Den bedste kvalitet er forår og den beholder kineserne selv, ligesom franskmændene beholder deres bedste vine selv. Sommer og efterår er den te, som eksporteres.

Det tager 8 t. at tørre 1 kg te, som kun er de nye lysegrønne skud. De tørrer teen ved at bevæge den rundt med hånden i et metalkar med varme under. Jeg tvivler dog på, at al teen bliver tørret på den måde stadigvæk, for det er en langsom metode, som kræver mange hænder, men dem har de selvfølgelig også nok af, med en befolkning på 1 1/2 milliard.

De har nogle meget smukke blomster teer. De er smukke, fordi blomsterne folder sig ud, når de bliver overhældt med det varme vand.

Efter tesmagningen går turen tilbage til byen og De 6 harmoniers pagode, som ligger højt over byen, omgivet af en park. Pagoden er 13 etager høj, så jeg skal ikke nyde noget af, bare at forsøge at gå op til øverste etage. Det er jeg sikker på, at min venstre hofte vil protestere voldsomt imod. Det irriterer mig, men jeg bliver nød til at tage hensyn til det. Vi nøjes med at vandre en tur rundt i parken.

Vi går ned af trappen til mødestedet og går over til en butik, som vi troede var et supermarked, men det var bare endnu en turistbutik. Her fandt vi ud af, at vi havde sparet 280 yuan på vores 1 kl. te.

Da alle er samlet igen, kører vi tilbage til hotellet, hvor der er en kort pause, inden vi skal afsted til middagen.

Efter middagen kører vi ned til søen, hvor vi skal se et lysshow. Det er en blanding af lys og ballet (vil jeg kalde det). Det foregår ude på vandet, det ser ud, som om danserne går på vandet. Sceneriet bliver belyst af skiftende farver. Alt foregår til den skønneste musik. Det er fantastisk flot. Det kan ikke beskrives med ord, det skal opleves.

Inden sengetid, får vi os en kop te, til den skønneste godnatmusik på fløjte, et eller andet sted udenfor hotellet.

Søndag d. 16/3

Endnu en afgang. Denne gang skal vi køre med bus fra Hangshou til Shanghai. En tur på ca. 3 t. kørsel afhængig af trafikken.

De har for øvrigt en god trafikregel her. Du er kun ansvarlig for det, som sker foran dig og du har altid ret til højresving, da skal både kørende (cykler, knallerter o.l.) og gående trafik holde tilbage for dig eller med andre ord passe på sig selv. Rødt lys ser ud til at være vejledende her, når det gælder forgængere og kørende trafik, undtagen biler.

Det er tid til morgenmad nu, inden afgangen fra hotellet. Vi er fremme i Shanghai kl. ca. 15.

Undervejs så vi for første gang et biluheld og det var kun buler, men det kostede alligevel lidt trafikprop.

Biler er rationerede i Shanghai, på den måde, at der kun frigives et bestemt antal nummerplader om året og en nummerplade skal købes, før du kan købe bilen, den kan koste helt op til 55.000 kr. samtidig med at bilerne er lige så højt beskattede, som i Danmark, så der må være nogen kinesere, som har rigtig mange penge, for det er ikke billige biler, der kører på vejene.

Der er ingen rationering af biler i Beijing, så reglerne er altså ikke ens i hele Kina, de kan bøjes.

I øvrigt er det politiet suverænt, som bestemmer, om du har overtrådt love eller regler, det er også dem, som bestemmer straffen, som kan være fra 2 mdr. til 2 års arbejdslejr. Kun dødsstraf skal for en dommer. Der er dødsstraf for at fælde træer. Det må virkelig kræve et ubestikkeligt og objektivt politi at være både den udøvende og dømmende magt. Gad vide om det er muligt.

Vi holder tissepause ved en tankstation. Her kunne vi i fødevarebutikken købe tilberedte andefødder og grisetæer. Der var også en del frugter og nødder, som jeg aldrig har set før .

Det næste stop på turen var frokosten, som var på en mongolsk restaurant. Her puttede vi selv ingredienserne vi ønskede i en skål og gik hen og fik det tilberedt på grillen/panden, hvor tre kokke stod med store spisepinde og vendte maden, først nr. 1, som sendte det videre til nt. 2 og den 3die gjorde det færdigt og kom den tilberedte mad i skålen, med et elegant sving. Dertil var der et salatbord, et frugtbord og ris og nudler, samt suppe.

Ovenpå restauranten var der en butik med kashmir tøj, som vi lige kunne nå at besøge. Her ønskede jeg virkelig, at jeg var en str. Slimline kineser, for det var svært at finde en bluse i min str., som er 42 i Danmark.

Næste stop er The Bund i Shanghai, som er en 1 ½ km strækning langs vandet, der har været englændernes/europæernes promenade, da de sad på magten i Kina, forbudt for kinesere. Langs promenaden ligger de gamle kolonihuse.

Der er alt for mange mennesker her, efter min smag. De fleste kinesere. Guiden advarer mod lommetyve. Der sælges alt mulig bras af gadesælgere og der er mange tiggere. Det her, er ikke et sted, som jeg har brug for at komme igen.

Da vi har fået os installeret på hotellet, får vi os lige en kop te, inden vi går en tur i den gamle bydel. Det er fascinerende at se den gamle bydel, med alle dens små butikker og værksteder, som er åbne ud mod gaden, de er ikke meget større end en lidt stor garage og med døre, som ligner garagedøre, når de er lukket ned.

Hvis fødevarebutikkerne lå i Danmark ville de blive lukket af sundhedsmyndighederne og de små spisesteder med. Fisk, kød, fjerkræ, grøntsager og alle andre fødevarer ligger udstillet i fri luft på gaden. Kun de levende fisk går i baljer/akvarier med vand.

Jeg er stadig imponeret over hvad kineserne er i stand til at læsse på en cykel og endnu mere kan de få plads til, hvis der er lad på cyklen, de forsvinder næsten selv under læsset.

Middagen i aften var anderledes, på den måde, at der var 4 forskellige supper, imod de andre måltider, hvor vi kun har fået en suppe. Vi fik heller ikke te i dag. Der er i det hele taget ikke så mange retter, men det der var smagte udmærket. Den ene af supperne udløser megen munterhed, fordi den var overraskende, vi får alle sammen de særeste ansigtsudtryk, når vi smager på suppen, der var sødlig og med nogle små, runde, hvide, klistrede og tyggegummiagtige boller i.

Hjemkommen efter middagen, henter vi kameraet for at tage op på 26 etage. Vi vil prøve, om vi kan tage nogle natbilleder ud over byen, med alle dens lys. Der er nogle meget flotte belysninger på mange af højhusene. Vi får taget billeder og bagefter hygger vi os i baren, sammen med fem andre fra selskabet.

Mandag d. 17/3

Der er overskyet til morgen, men det ser ud til at den lovede regn udebliver. Morgenmaden er en bedre kvalitet her, end på det sidste hotel bl.a. er baconen mere mager og toasten har mere gods i sig.

Bussen henter os kl. 9 og kører os ud til en silkefabrik, hvor vi ser hvordan de spinder silketråden, som består af mellem 10 og 16 tråde eller rettere kokoner. Tråden i en kokon kan være mellem 900m til 1,5 km. Lang. Kokonerne lægges i varmt vand så silkesommerfuglen dør, den må ikke nå at klække, for så dur silketråden ikke længere. Kokonerne ligger i et lille vandbassin på spindemaskinen. Det ser nemt ud at fange begyndelsen på tråden og samle den i et bundt og føre dem op i spindemaskinen og så kører det hele af sig selv, de skal selvfølgelig holde øje med at der hele tiden er det antal tråde til den tråd, som de spinder lige nu. Det er svært at se silketråden med øjet, men kameraet kan fange lyset i tråden. En silketråd er trekantet, det er derfor, at den kan skifte farve i lys.

Nogle af kokonerne er dobbelte, fordi to larver har spundet sig sammen i en kokon, de kan ikke bruge til tråd, da de 2 tråde er filtet så meget sammen, at de ikke kan skilles, de sorteres fra. Der står en og åbner dem og tager sommerfuglen ud og trækker kokonen over en lille træbue, en 3 – 4 stykker ovenpå hinanden, derefter tager hun dem og trækker dem på en dobbelt så stor bøjle, igen en 3 – 4 stykker ovenpå hinanden. Derefter tørres de og sendes videre til 4 piger, som står i hvert sit hjørne af en madras. Pigerne trækker det filtrede silke ud over madrassen, det er det, som bliver til dyner. Hvor mange lag der skal lægges på, afhænger af den vægt, som dynen skal have. Dynerne købes efter både vægt og størrelse. De kan købes med enten bomuldsbolster eller silkebolster. Vores er 150 * 210 cm. Og vejer 1,5 kg. Der er pragtfulde at ligge med. Det var lidt svært at tro, at noget, som er så let, kan lune så godt.

Selve vævningen af silkestoffer så vi ikke.

I butikken er der alt hvad hjertet kan begære i silke, men vi har heldigvis en kuffertvægt at tænke på, selvom silke er let, så vejer det trods alt i kufferten og vi har brugt 3 kg. Silkeundertøj er ikke så billigt i Kina, som tøjet og kimonoerne.

Herfra kører vi videre til frokosten. Fra bussen og hen til restauranten er det virkelig spidsrod mellem tiggere og gadesælgere, det hele koster one dollar og kan fås for 10 yuan, hvis man gider prutte med dem. Det værste jeg indtil nu har set, men nu har jeg lært at gå igennem med skyklapper på d.v.s. helt at undgå øjenkontakt og lave stoneface.

Frokosten er lækker og kun 1 suppe, som sædvanlig, samt te.

Efter frokosten går vi hen til "Chinatown", I sin tid var det der kineserne måtte bo, da Englænderne havde magten. Bydelen er blevet restaureret og er holdt i den gamle kinesiske byggestil. Midt i bydelen ligger en have, som en mandarin under Ming dynastiet fik lavet. Stien ind til haven er zig zaget, for at holde de onde ånder ude. Onde ånder kan ikke gå i zig zag, kun lige ud.

Det er en meget smuk og harmoniske have, men meget speciel, den kan ikke sammenlignes med noget andet end japansk havekunst.

Der er mange forskellige haverum med hver sit smukt dekorerede tehus, hvor der er nogle helt fantastiske figurer på taget. Alle tehusene har forskelligt møblement, lavet i forskellige materialer (trætyper og sten). Der er store guldfiskedamme, med smukt udformede broer over. Et væld af bonsaier lavet af japanske kirsebærtræer. Hen over murene ligger drager, med tre eller fire tæer, det er kun kejserens drager, som må have fem tæer.

Haven virker meget fredfyldt, selvom der er en del mennesker. Det er ikke kinesere, men turister alle sammen. Vores guide fortæller, at det er fordi kineserne ikke vil betale for at komme ind og det penge at komme ind i haven. Alle vandrer stille rundt og taler meget dæmpet. Sikken en dejlig, harmonisk og stille oase midt i den støjende storby, som slet ikke kan høres herinde.

Efter den fredfyldte havevandring er spidsroden hen til bussen virkelig en belastning. Hjemme på hotellet er der tid til en kop te, i håb om at den kan få has på den forkølelse, som jeg har reddet med. Sikkert af friluftanlægget i bussen, som ikke bare gav frisk luft, men også træk.

Vi mødes i lobbyen kl. 17.15 og kører med bussen ud til Dei folket, en af minoritetsgrupperne i Kina, hos dem skal vi spise middag. Der er underholdning under middagen, men jeg ser ikke så meget af det, fordi jeg sidder med ryggen til. Jeg må nøjes med musikken. Maden er utrolig lækker, som det har været de allerfleste steder, hvor vi har spist. Det kommer jeg virkelig til at savne.

Efter middagen kører vi videre, hen for at se et akrobatshow. Hvad skal jeg sige. Det var ubeskrivelig flot og de er eventyrlig dygtige, det er lige så det risler koldt ned ad ryggen på en. Fem motorcyklister i dødsdrommen får hjertet op i halsen. Det er akrobatik i højeste klasse.

Nu er det sengetid. I morgen har vi en fridag på egen hånd.

Tirsdag d. 18/3

Det regner i dag, så vi bruger lidt god tid til morgenmaden. Vi forsøger så småt at pakke kufferter, i håb om at få kiloerne til at passe, i både de store kufferter og håndbagagen.

Det godt at der ikke skal betales overvægt for de kiloer jeg har taget på p.g.a. den gode mad.

Vi har besluttet at gå til Shanghai Museum, selvom det regner, i stedet for at tage en taxi, så ser vi også noget af byen..

Vi traver gennem gaderne med alle de små dagligvare butikker, som slagter, fiskemand, bager, tehandler, købmand og små restauranter. Cykelsmeden, som sidder på fortovet og reparerer cykler og knallerter. Vi snor os frem gennem folkemængden, cykler, biler og knallerter. Vi når frem til Nanjing road også kaldet Pepsivejen, fordi den er fyldt med pepsi reklameskilte. Vi har fået at vide, at den vej fører lige op til museet. Det meste af Nanjing road er en meget bred gågade, hvor det er muligt at få en køretur med en model af en gammel sporvogn eller tog.

Undervejs er der lige en bluse, som springer på mig og Bjarne får set på et kamera.

Kopimarkedet i Shanghai er lukket, i modsætning til Beijing, hvor politiet ikke har været i stand til at finde den 5 etager store ejendom. Men lukningen af kopimarkedet betyder ikke, at det ikke længere eksisterer, nej, nu foregår det bare i sidegader og kældre, så nu står sælgerne bare på gaden med billeder af ure og tasker, som de meget gerne vil sælge til dig, du skal bare følge med. Vi reagerer ikke på tilbudene, så hvordan det videre forløb ville være, ved jeg ikke.

For enden af Nanjing road går vi ned i en fodgænger undergang og subwaystation. Det viser sig at være et helt system af underjordiske gader, med butikker, sikkert kopimarkedet. Vi farer selvfølgelig vild og kommer for langt. Vi havner i Folkets park, det er her, der om lørdagen er ægteskabsmarked har Christian fortalt. I dag er det en dejlig fredfyldt oase, hvor vi slet ikke kan høre storbyens larm. Herinde bliver vi to gange kontaktet af, først 3 unge piger og senere af 2 unge piger, der gerne vil vide, hvor vi kommer fra og da de hører, at vi er fra Danmark, ja, så kender de alt til HC Andersens eventyr. Begge hold vil meget gerne invitere os til en kinesisk teceremoni, men den har vi oplevet allerede i Xian, da vi fortæller, at det har vi prøvet, er svaret Nice talking to you. Vi var åbenbart ikke længere interessante.

Det lykkes endelig at finde museets bagindgang, som vi kommer til ved at krydse en gaden og hoppe over hegnet i midterrabatten.

Museet er gratis, men vi skal alligevel have en billet, som vi skal aflevere ved indgangen til selve museet.

Klokken er blevet frokosttid, så vi vælger at gå i restauranten først og spise frokost. Det er billigt og lækker mad samtidig.

Museet er interessant. Der er udstilling af deres møntsystem, som er verdens første. Deres traditioner med stempler/segl, som er meget gammel. Keramik, som de lavede lang tid før nogen andre i verden havde fundet ud af at bruge ler til krukker. Der står en skål på museet, med et blåt abstrakt mønster, som lige så godt kunne være lavet i dag, men den er bare lavet 245 år før Kristi fødsel. Deres kalligrafi, som jeg ikke kan læse, men hvor er de smukke og elegante skriftegnene. Broncekunst, klædedragter, møbler, masker og jadeudstillingen var desværre ved at bliver renoveret. Ja, de havde det hele og kunne det hele, medens vi stadig rendte rundt og var stenaldermennesker. Hele eftermiddagen er væk inden vi får os set om og jeg er meget træt i benene.

Det er holdt op med at regne, da vi kommer ud fra museet. På vej tilbage til Nanjing road bliver vi igen kontaktet af et par piger, der fortæller den samme sang, som de to andre hold vi havde mødt. Nu, slår mistanken ud i lys lue, de er lokkeduer for et eller andet, som vi dog ikke ved hvad er, fordi vi har sagt nej, men jeg ønsker heller ikke at få det at vide.

På det sidste stræk, tilbage til hotellet, er der pludselig en, som kommer skocreme på min ene sko. Jeg opdager det først, da han siger Shoeshining til mig, men jeg skal ikke have pudset sko, så jeg går bare videre , han bliver ved. Jeg må blive vred, før han forstår, at jeg virkelig mener mit nej. Sådan noget irriterer mig, for jeg havde ikke bedt om at få pudset mine sko.

Hjemme på hotellet igen får vi os en kop te og kan nå at slappe lidt af, inden vi skal mødes med de andre til afskedsmiddag.

Vi havde en vældig hyggelig afskedsmiddag, hvor Christian vores guide deltog, det har han ikke gjort tidligere, da har han og den kinesiske guide spist for sig selv. Den norske professor holdt en morsom afskedstale. Hvor han lagde ud med at hans lektioner normalt var på 45 min, men han nok skulle forsøge at fatte sig i korthed.

Vi hører fra et andet par og deres søn, at teceremonien var en dyr affære. De unge mennesker havde lagt ud med at ville have 600 yuan pr person, men de fik sig forhandlet ned til 48 yuan. Det var selvfølgelig dyrt for en kop te, det er ren bondefangeri, men heldigvis skete der ikke andet.

Det er vores sidste nat i Kina.

Onsdag d. 19/3

Det er tørvejr i dag, men hvordan det ellers er kan jeg ikke mærke herinde på værelset. Der var fuldt hus, da vi kom ned til morgenmad. Der var hverken pladser, kopper, glas eller kaffe. Vi fik pladserne af et andet par fra selskabet, som var færdige med deres morgenmad. Det lykkedes efterhånden at få skrabet en gang morgenmad sammen, sådan lidt efter lidt. Inden vi var færdige med at spise var spisesalen næsten tom igen, så vi har åbenbart lige ramt en flaskehals ved 8 tiden, så personalet ikke kunne følge med til at fylde op.

Vi siger farvel til nordmændene og svenskerne, som skal rejse før os.

Vi vil bruge vores sidste dag på Teknisk museum, der kan vi ikke gå til, så vi skal finde ud af at bruge subwayen.

Vi endte med at gå op og tage subwayen for enden af Nanjing road, fordi vi ikke kunne finde nedgangen til den station, som havde regnet med at køre fra. Vi fik købt billetter 4 yuan pr stk. og vi kom det rigtige sted hen. Station er 5 min gang fra museet.

Science and teknologi museet er et fantastisk flot bygningsværk. Her er det ikke gratis at komme ind, det koster 60 yuan pr pers, men det er billigt i.f.t. mange andre steder. Hvis vi havde været 70 år, så havde vi fået pensionistrabat.

Det er et utroligt spændende museum og hvis vi havde kunnet kinesisk, ville det have været endnu mere spændende, for så kunne vi have set de forskellige film, der var mulighed for, i både 3 D og 4 D.

Vi spiste en lækker og billig frokost i restauranten. Betalingen foregik på den måde, at man købte et kort på et beløb. Kortet betalte man så med, ved den disk man ønskede at købe mad ved. De penge, som ikke var brugt på kortet, fik man tilbage. Det ser ud til, at de fleste besøgende på museet er kinesiske skolebørn, men det passer jo meget godt med at kineserne ikke vil betale entre for det var gratis for børn og studerende.

Museet havde mange afdelinger, det omhandlede alt fra satellitter, Atomkraft, genteknologi med planter og dyr, forurening og bekæmpelse af samme, menneskekroppen, helbred og dyr i forskellige verdensdele og tidsaldre.

Dertil var der to store områder med praktisk indlæring ved leg og masser af oplysende computere, samt en afdeling med robotter bl.a. en robot, som sad og spillede på klaver. Der var lige et par kineserpiger, som sang karokee til. Et andet sted var der 4 robotter, som havde skruetrækker og svensk nøgle på, der dansede ballet til musik.

Vi var meget trætte i benene og mætte af indtryk, da vi gik til subwayen. Der var ingen til at sælge billetter, dem skulle vi trække i en automat, hvor alt stod på kinesisk. Nu var gode råd dyre, der var pokkers langt at gå hjem til hotellet herfra, alternativet var en taxi. Heldigvis var der en sød kineserpige, som så vores dilemma og hjalp os med at få trukket billetter.

Vi viste, at der var en station nærmere vores hotel end den vi stod på ved, på udturen til museet, men da kunne vi ikke finde den. Det gjorde vi så på tilbageturen, hvor vi stod af ved Nanjing station. Nedgangen til subwayen var i indgangen til et hotel. Hvem kunne vide det andet end lokalbefolkningen, men der har sikkert også været et tegn, som vi har overset.

Da vi skal ud fra stationen vil vi gå ud gennem en låge ligesom vi gjorde ved museet, hvor vi bare var fulgt efter en kineser, men nej, vi må ikke gå den vej. En sød kineserpige viser os, at vi bare skal gå den modsatte vej i tælleapparatet, ved at stoppe kortet i en sprække, da vi gik ind blev kortet aflæst ved at vi lagde det ovenpå et læsefelt.

Det gik op for os, at den kineser, som vi havde fulgt efter ud af lågen havde snydt, så det havde vi altså også. Vi vidste bare ikke at vi kunne have brugt den billet, som vi købte på udturen igen, den var ny at se på. Den billet, som vi købte til hjemturen var slidt, så vi snakkede om, at de blev genbrugt, men kunne i første omgang ikke finde et sted at putte kortene hen (billetterne ligner telekort)

Jeg havde fundet mit gensingte i dag, på vej til subwayen , i en lille butik. Jeg fik pruttet mig til en pris, da jeg købte det. På vej tilbage til hotellet bestemte vi, at vi ville købe en pakke gensingte mere, til gave. Indehaveren huskede vores aftalte pris fra om formiddagen. Nå, men vi ser jo også fremmede ud, så det er måske ikke så svært at huske kunder, der ikke ligner de sædvanlige.

Bjarne havde en mønt i overskud og ville betale lidt ekstra for teen med mønten, men nej, det ville hun ikke modtage, så vi fik lige en lille pose ekstra te med.

Da vi kommer tilbage til hotellet duer vores nøglekort ikke. Det bliver hurtigt rettet i receptionen. Vi har lige tid til et hurtigt bad, inden vi skal mødes med de andre i lobbyen og køre til lufthavnen. Vi kan forstå på de andre, at de har haft samme problem, som os med nøglekortet.

Vi bliver hentet af bussen kl. 8. Det er mørkt nu, men der arbejdes stadig flittigt på byggepladserne. I det hele taget virker kineserne, som et arbejdsomt folkefærd. Kina vil sandsynligvis blive den nye stormagt. Dels fordi de er mange mennesker og fordi de kan alt hvad de vil.

Vi skal køre det meste af vejen til lufthavnen med Maglevtoget, bare for at prøve det. Det er et tog, som er førerløs og kører med 450 km i t., men da vi skal køre om aftenen, når det er mørkt, så må den ikke køre mere end 300 km. i t. Vi når lige det sidste tog kl. 9.30. Det kan slet ikke mærkes, at vi kører så hurtigt, kun da vi kører forbi det modkørende tog, da lyder der et ordentlig knald, fra lufttrykket mellem de to tog.

Vi havde ikke spist aftensmad, men det lykkes at finde en sandwich i lufthavnen. Vi når også at købe et par flasker cognac, den ene til vores huspassere. Vi skal først booke ind kl. 11.45 og flyve kl. 00.15.

Det er en meget lang nat i flyet, til München, som varer 12 t., fordi vi hele tiden flyver væk fra lyset. Det er en hel lettelse, da de endelig serverer morgenmad.

Cognacen giver problemer, da vi når München, fordi vi ikke må have den med i håndbagagen, den skal sendes, som bagage, så må vi gerne have den. Vi har kun 35 min til at komme fra en terminal til en anden, plus vi skal igennem sikkerhedschecket en gang til, det er her, at Bjarne bliver sendt til bagageindleveringen med cognacen, ellers er alternativet at drikke den eller hælde den i kloakken. Tiden er knap, så jeg er helt svedt, da Bjarne endelig dukker op igen, for nu er vi 10 min. for sent på den til booking af næste fly. Så vi løber, så hurtigt vi kan hen til gaten, hvor vi bliver beroliget med, at vi nok skal nå det. Rolig I skal nok nå det, hvis bussen ud til flyet er kørt, så kommer der en mere, så vi kan slappe af. Bussen ud til flyet var ikke kørt og nu har lyset indhentet os. Vores rejsefæller så lettede ud, da vi dukkede op. Rart når der er nogen, som bekymrer sig om en.

Bjarne får endelig tid til at fortælle, at det var en sød og hjælpsom medarbejder, som var årsag til, at vi fik "spritten" med hjem, for bagageindleveringen var lukket. Puh! Den slags stress har jeg ikke brug for.

Resten af turen til København forløb fint. Nu mangler vi bare det sidste stræk med toget i stillekupeen til Hadsten. Det med stille, er nu en by i Rusland p.g.a. påsketrafikken er der rigtig mange med toget. Der står en stor flok teenagere på, som bliver stående ud i indgangspartiet, så ingen kan komme hverken frem eller tilbage, da alle har store kufferter med. Pludselig lyder der over højtaleren, at toget kører ikke videre før alle de, som har betalt for pladsbillet får deres pladser, så forsvinder flokken af teenagere fra indgangen. Det var åbenbart deres pladser, som var taget af andre, som ikke ville rejse sig for dem.

Der var et rend frem og tilbage gennem vognen, under hele turen. Konduktøren, så til sidst meget stresset ud. Jeg tror, at han var glad, da han blev afløst i Århus.

Det er rart at komme af toget. Jeg går til bageren efter brød, medens Bjarne skaffer en taxa.

Vi er hjemme igen fysisk efter en helt fantastisk oplevelsesrig tur, men sjælen er ikke rigtig kommet hjem endnu, den har travlt med at bearbejde alle indtrykkene.