Onsdag d. 5 april 2006. Det er der endelig afgang på drømmerejsen, som har været planlagt i et helt år. Jeg har pakket inde i hovedet den sidste måned, for hvad tager man med, når der er efterår både i Australien på New Zealand. Hvordan er temperaturen så ? Der er ikke andet at gøre end at være forberedt på al slags vejr og alle temperaturer, næsten.
Vi rejser en dag før planlagt, fordi vi ikke tør stole på, at SAS vil bringe os frem til tiden, enten på grund af strejke eller aflysning af fly. Så vi vælger at tage en overnatning fremfor at komme for sent til vores fly.
Svend og Lilly er så venlige at køre os til  Århus lufthavn og de vil komme og hente os igen, ved hjemkomsten. Medens vi er væk vil de holde øje med vores hus.
I lufthavnen møder vi Erik (Bjarne´s kompagnon) og Tove, samt to af deres børn og svigerdatter, de er på vej til Bali. Tove har fået det forkerte pas med, så hun må lige en tur hjem og hente det rigtige. Heldigvis var vi alle i god tid, så hun nåede det. Vi siger god ferie til hinanden i Kastrup. De skulle sove på, hvilepladserne i lufthavnen og vi skulle overnatte på Bed & Breakfast ca. 1 km. Fra lufthavnen, så vi gik derhen, det var nu lidt hårdt, selvom jeg kun havde håndbagagen.
Det er spartansk, men pænt og rent. Vi er sultne, fordi vi har spist allerede kl. 16, så vi går på jagt efter et spisested i området og fandt Al Capone 5 min. fra, hvor vi bor.
Medens vi står og studerer spisekortet udenfor, kommer en mand, der på vej ind af døren siger, at her får man byens største bøffer og bedste mad. Det havde han helt ret i. Jeg fik en salat og Bjarne en pizza, dertil delte vi en ½ l. vin, med 1 glas til mig og resten til Bjarne.
Vi går en omvej hjem.
Torsdag d. 6 april. Vi har sovet godt og spist den selvbetjente morgenmad, som er udmærket. Der er ingen luksus, men man kan blive mæt.
Vi traver tilbage til lufthavnen, hvor vi mødes med Jens og Karen. Vi får alle checket ind, samt kommer igennem sikkerhedskontrollen uden problemer, bortset fra mit armbånd, som sætter alarmen i gang også her, den gjorde det også i Århus.
Foran os har vi 12 t. flyvning. Vi har selskab af en 12 års dreng, hvis forældre sidder på Business Class. De er på vej til Australien for at besøge hans storebror, som er udvekslingsstudent. Grunden til at han er havnet på Economy Class er, at han først ikke ville med på turen og da han endelig sagde ja, var der ikke flere billetter  til Business Class.
Vi flyver med Singapore Airlines, hvor servicen er i top og jeg sidder og bliver helt misundelig, på de små nipsgenstande til stewardesser , især over de smukke dragter, som de har på, ellers får jeg riet en hel del patchwork på pap. Sytøj, som jeg har taget med, netop for at kunne sy, på flyveturene. De søde stewardesser vil gerne vide, hvad jeg sidder og laver.
Vel ankommet til Singapore, traver vi til Terminal 2, hvor My Planet (rejseselskabet) har booked værelser til os på Transithotellet, bare for at finde ud af, at vi er blevet booked til terminal 1, der står forkert i vores papirer. Altså traver vi tilbage igen.
Singapore lufthavn er et overvældende eldorado af orkideer, hvor er de smukke, så jeg farer rundt og tager billeder, selvom jeg er meget træt. På hotelværelset er der kun et sæt håndklæder, så det må jeg lige brokke mig over, inden jeg går på hovedet i seng. Heldigvis varer det ikke mere end 2 min. inden håndklæderne bliver bragt.
Efter 8 t. checker vi ud fra transithottellet, forfrisket af lidt søvn og et bad. Vi finder et lille spisested  og spiser  brunch, må det vist blive, men tidsfornemmelsen er gået i udu, efter at have mistet 6 t. kl. er 14 lokaltid og vi skal flyve videre kl. 20.30, hvilket betyder, at vi skal booke ind senest kl. 19.30 og igennem sikkerhedscheck.
Singapore lufthavn er kæmpestor, så tiden går hurtigt, med at se på butikker, som der er mange af.
Jeg køber et sæt med 3 lommetørklæder, som er lavet af stof magen til stewardessernes dragter.
Jeg har bestemt mig for at købe stoffer, der er specielle for turen til at lave et mindetæppe af.
Vi får os en pizza slice og en salat til mig ( jeg  forsøger så godt jeg kan at overholde mit kostprogram), inden vi checker in, på en lille Italiensk restaurant. På væggen har de lavet et kort over Italien med køkkenredskaber.
Denne gang udløser mit armbånd ikke alarmen. Hvorfor mon ?
Flyveturen til Sidney på 10 t. er mere turbulent og endnu engang mister vi tid, denne gang dog kun 2 t. Undervejs passerer vi ækvator, men i flyene har de ikke samme traditioner, som på skibene, så der er ingen dåb med Kong Neptun og prøvesmagning af underlige madblandinger. I stedet får vi lækker mad og en god service af de søde stewardesser, som er lige så nysgerrige efter hvad jeg laver, som på det sidste fly.
Jeg får også set ”Mrs. Henderson ” på den lille tv skærm, som er på sædet foran mig, men jeg får meget lidt ud af lyden, fordi den skal høres på høretelefoner og jeg kan ikke høre ordentlig på grund af motorstøj fra flyet. Jeg fik dog så meget ud af det, at jeg har lyst til at se filmen ordentlig, for den er faktisk god.
Lørdag . 8 april Vi ankommer til Sidney kl. 7.15 lokaltid og tager en stor taxi fra lufthavnen, som er lille i forhold til Singapore, til hotellet, der ligger i gå afstand fra havnen og Sidney Operaen.
Vi kan ikke få vores værelser før kl. 12, så vi går på sightseeing ud til Harbour Bridge og Operahuset, på vej tilbage, til The Rock Marked, får vi lige en omgang brunch på en lille cafe.
The Rock Marked er en blanding af turistting og meget fint kunsthåndværk og hjemmelavede specialiteter af forskellig art. Jeg har ingen kontanter, så for første gang, tror jeg, er jeg på marked uden at købe noget, fordi jeg ikke vil låne penge, selvom Karen siger, at jeg bare kan låne af hende.
Vi er efterhånden godt møre og Jens der er forkølet har fået det værre igen. Vi vender tilbage til hotellet, hvor vores værelser heldigvis er færdige lidt før tiden. Nu skal der soves, mindst 7 kvarter i timen, indtil kl. 15, hvor vi mødes igen.
Vi går ned til Operahuset, denne gang tager vi med på en guidet tur, så vi kan se huset indeni. Jens er blevet hjemme på hotellet, for at pleje sin snottede næse, men han har jo også været der før.
Det er et fantastisk bygningsværk, både udvendig og indvendig, det ligger smukt, som en velkomst, når man ankommer til Sidney ad vandvejen. De dele af bygningen, som ikke blev gjort færdige i første omgang, fordi Utzon rejste hjem i vrede, har hans søn været nede og gøre færdig.
Så vidt jeg kan se, har det ikke været ret meget, som har manglet.
Utzon rejste hjem, fordi en ny regering smækkede pengekassen i, så der ikke var penge til at lave arbejdet, som Utzon ville have det gjort. Det skal siges, at på det tidspunkt, var budgettet overskredet med 400 %. Jeg er dog sikker på, at pengene for længst er kommet ind og lidt flere til, i form af turistindtægter.
Jeg ville meget gerne have set en opera eller hørt en koncert der, men desværre, så sluttede sæsonen d. 31 marts og balletten og teatret tog over fra 1 april frem til september. Vi er ikke til ballet og vores engelske er ikke godt nok til at følge et teaterstykke.
Så den oplevelse må gemmes til næste gang, hvis vi er så heldige at komme her igen.
På vej hjem fra operahuset, kommer vi forbi en gadeartist, som optræder med at balancere og jonglere med kædesave og macheter, på en barnecykel, som er sat fast på toppen af en lang stang. Det viser sig at være fire publikummer, som står og holder stangen på plads med remme. Det opdager jeg, da en af holderne vil gå og artisten overtaler en anden publikummer til at tage hans plads. Det er imponerende, men det morsomme er al hans snak, for han taler i et væk, så det er umulig at gengive. Det er ved at være mørkt, så vi kan næsten ikke se ham mere. Hernede bliver det mørkt i løbet af 15 min. Vi må hjem og se om Jens har fået det bedre, af at få lidt mere søvn.
Jeg får lige købt et tørklæde med aboriginalmønster på til mit mindetæppe.
Aftensmaden indtager vi på en noget speciel restaurant, ikke langt fra hotellet. Her køber man sit kød og steger den selv på grillen, dertil er der salatbar, frugt og brød. Vi købte en flaske rødvin, men vi måtte gerne have taget vores egen vin med hjemmefra. Det må man åbenbart alle steder hernede.
Nu er det sovetid, for vi skal tidlig op i morgen og på tur til The Blue Mountains.
Søndag d. 9 april. Vækkeuret ringer kl. 6, men det er en hel lettelse, at kunne stå op, for jeg har været vågen siden kl. 2. Det indre ur kører stadig efter dansk tid. Vi gør os klar og spiser en superlækker morgenmad kl. 7, hvor der er alt hvad hjertet kan begære også frisk frugt. Vandmelonen smager, som er den dyppet i sukker. Vi kan slet ikke købe noget derhjemme, som smager på samme måde.
Vi går ned til McDonalds (de er da også alle steder), hvor der er opsamling. Vi er lidt spændte, for vi har bestilt turen til The Blue Mountains over Internettet, hos et firma, som hedder Wundertours.
Der er masser af turbusser, men ingen fra Wundertours. Der er dog en af de andre guider, som åbenbart kender firmaet, for han siger, at de kommer sikkert snart. Det gør han, så vi kan ånde lettet op.
Vi kører ud af byen, mod The Blue mountains, som slet ikke er blå, får vi at vide. Navnet skyldes de mange eukalyptustræer, der har et stort olieindhold, som fordamper i varmen  og det giver en blå dis hen over træerne.
Det første stop på turen er ved en dyrepark, hvor vi kan se alle de særlige Australske dyr og fugle. Der er kænguruer, som er så tamme, at man kan klappe dem. Ligeledes koalaer, som vi kan fotografere hinanden ved siden af, men det gør vi ikke for jeg synes egentlig, at det er synd for dem, for det er tydeligt, at de er natdyr, de sover alle sammen undtagen dem, der bliver fotograferet.
Vombatten er det ikke anbefalelsesværdig at klappe, for så kan det godt være man mister en finger, nok heller ikke krokodillen.
Næste stop er frokost, som indtages ved bredden af en sø, hvor der er flere, som leger med fjernstyrede både. Her kunne jeg såmænd godt have blevet liggende et par timer, for solen skinner og det eneste, som høres er fuglenes sang, men skal videre. Vi kører igennem flere små landsbyer, som alle har deres egne specialiteter eller særpræg enten i form af kunsthåndværk eller forskellig andre produkter. Jeg er overrasket over, hvor mange mennesker, der bor ude i bjergene, for der er mange små landsbyer, som vi kører igennem. Udenfor landsbyerne ser bevoksningen tæt og uigennemtrængelig ud. Det er helt sikkert et område, hvor man nemt kunne fare vild, hvis man bevæger sig udenfor vejen.
 Vi gør holdt ved et udsigtspunkt, hvorfra vi kan se tre bjergtoppe, der bliver kaldt The three Sisters, men der er også en fantastisk udsigt over landskabet og her kan vi rigtig se den blå dis over træerne.
Ved det næste stop, står den på bushwalking ned ad bjergsiden, på en masse trapper og ganske vist op igen med et kabeltog, men jeg tør ikke
 udfordre min venstre hofte. I stedet tager jeg en tur med en svævebane, hvor der er glas i gulvet, så man kan kigge ned på trætoppene. Uh! Der er langt ned. Bjarne tog med på bushwalkingen og siger, da vi mødes igen, at det var klogt af mig at lade være med at gå med, for det ville have været for hårdt for mig.
Det næste stop er vinsmagning, men det bliver ikke til meget smagning fra min side. 3 forskellig rødvine og  der var kun en af dem, som faldt i min smag. De andre havde jeg ikke lyst til at smage på, efter to, som efter min mening smagte grimt.
Sidste stop på ture er ved den Olympiske by, men området er så stort, at det ikke er ret meget, som vi kan se, på det korte stop, kun indgangen og springvandet udenfor. Det er også ved at være mørkt, inden vi når færgen 5 min. derfra er det helt mørkt. Vi sejler hjem til færgeterminalen, som kun er 10 min, gang fra vores hotel. Under hele sejlturen er der en fantastisk udsigt ind over den lysende by og Operahuset.
Vi spiser hos Doyles, på Jens og Karens anbefaling, og får deres berømte fish and chips, der virkelig er lækre, og det kan slet ikke sammenlignes, med de fish and chips, som jeg har smagt i Danmark og England, dem kan jeg ikke lide.
Mandag d. 10 april. Kl. er 8.15 og vi venter på, at Jens skal blive færdig, så vi kan komme ned og spise morgenmad. Jeg må hellere huske min trøje i dag, i går måtte jeg op og hente den, fordi jeg frøs, fordi der blæste en kold vind indad døren ud til terrassen. Døren skulle stå åben, så man kunne sidde udenfor og spise morgenmad, men hvem har lyst til at sidde i en kold vind og skygge. Nå, men alle mine bekymringer blev gjort til skamme. Døren var lukket og der var en anden mere serviceminded tjener.
Jens skal arbejde og Karen tager med ham. Bjarne og jeg har bestemt os for at tage med en sightseeing bus, hvor man kan hoppe af og på, som vi har lyst. Vi går til det nærmeste stoppested, men må lige have fat i nogen kontanter på vejen, da de ikke kan tage visakort.
Sidney er en blanding af nyt og gammelt, som de fleste storbyer, men virker meget åben, med store grønne arealer.
Vi hopper af inde ved hovedstrøget, fordi jeg gerne vil finde en af de 4 patchworkbutikker, som jeg har adresse med på. Den første har ikke noget særligt, den anden er lukket og den tredje er der ingen, som kender gadenavnet på, så nu har jeg kun en tilbage, men den må jeg besøge i morgen, hvis den findes, jeg begynder at tvivle.
Det næste sted vi hopper af, er ved Powerhouse Museum, for science og design. Det er et meget interessant museum, med mange spændende ting bl.a. Poul Henningsens lampe Koglen er udstillet. Der er også en tro kopi, af det berømte ur i Strassbourg Domkirke, som vi har set, på en ferie i Frankrig.
Vi hopper på bussen, det sidste stykke hen til hotellet. Vi er lige på Internet cafeen og sende en mail til børnene, det er utrolig smart, at man kan sende til dem alle på en gang. Vi skriver jo alligevel det samme til dem alle, at vi har det godt og er kommet frem.
Det er utrolig så træt man kan blive af at trave rundt på et museum, men det er først, da jeg sætter mig ind i bussen, at det går op for mig.
Vi har en rigtig hyggelig aften, sammen med Jens og Karen på en Italiensk restaurant, hvor vi spiser. Tjeneren taler et  imponerende godt dansk, udfra at han har lært det ved at have boet et ½ år i København.
Tirsdag d. 11 april. Planerne for i dag er lidt svævende, fordi jeg stadig gerne vil finde en patchwork butik. Vi begynder dagen med at vandre ud til hovedgaden, vrøvl, vi spiser selvfølgelig morgenmad først, mod Skytower, et meget højt tårn, hvor der helt sikkert er en fantastisk udsigt oppe fra. De andre tager en tur op i tårnet, medens jeg vandrer ud til den adresse, som jeg har.
Øv, butikken eksisterer ikke mere, i hvert fald ikke på den adresse, for der er bygget et meget stort og flot hus med en bilbutik. Nå men solen skinner og det er dejligt vejr, så jeg vandrer tilbage til Queen Victoria Building, hvor jeg skal mødes med de andre, Det er en meget smuk gammel bygning, både udvendig og indvendig, som indeholder en masse butikker og cafeer. Jeg har masser af tid, så jeg oser rundt om i butikkerne, men prisklassen er lidt for høj til min pengepung. Det lykkes mig dog at finde et par lommetørklæder, med aboriginalmønster på.
Da jeg mødes med de andre står valget mellem en tur med en monorail og en sejltur. Monoraillen er et tog, som kører på en skinne i 2den sals højde. Sejlturen er på den måde, at vi kan hoppe af og på, som vi vil. Valget falder på sejlturen, så vi vandrer til havnen.
Det første sted vi står af, er ved Watson Bay, hvor vi køber en sandwich til frokost. Karen og jeg får dyppet fødderne i vandet. Det bliver det nærmeste jeg kommer på at bade, selvom der er 27 grader og vandet er dejligt, men jeg har ikke badetøjet med. Det ligger i kufferten på hotellet.
Vi fortsætter med næste skib til Taranga Zoo, hvor indgangen er oppe på klipperne, så vi skal med en svævebane op. Den zoologiske have er lidt svær at finde rundt i, til trods for at vi har et kort.
Vi får set at de fodrer koalaerne og her finder vi ud af, at der er mange arter af eukalyptus, for koalaerne fortrækker bestemte arter, som de spiser først. Jeg synes nu, at alle grenene ligner hinanden, men koalaen kan sikkert lugte og smage forskellen.
Vi er efterhånden godt møre, så vi vælger det sidste af zoo fra og tager svævebanen ned til færgestedet igen. Vi når lige at få en kop kaffe, så kommer tjeneren og vil have vores bord og stole, for han skal lukke nu og have ryddet op inden han skal hjem. Han tager færgen, som kommer medens vi står og venter på vores Captain Cook Cruise skib. Det var måske den sidste færge, der sejlede, siden han havde så travlt med at nå den.
Da vi står af skibet for sidste gang, vil de andre ind til Skytower og se en film, som de har betalt for, men ikke nåede at se, fordi de skulle mødes med mig. Jeg vil ikke med, fordi det næsten er mørkt og så synes jeg ikke, at der er så meget ved at stige op i et udsigtstårn. Jeg kan selvfølgelig se byens lys, men det kan jeg også fra hotellet, som jeg i stedet går hjem til. Undervejs kommer jeg forbi en patchwork butik, som jo desværre har lukket for kl. er blevet 6 pm og det er helt mørkt. Underligt, hvis vi var gået den vej i morges, på vej ind til hovedgaden, så var vi kommet forbi butikken. Nu, blev det i stedet først efter lukketid, at jeg fandt butikken. Det var altså ikke i Australien, at jeg skulle købe patchworkstoffer, for vi skal flyve videre i morgen formiddag.
Aftensmaden indtager vi på en fiskerestaurant og jeg får en lækker grillet tun med salat og pommes fritter til.
Vi pakker, så vi er klar til afgang i morgen tidlig. Vi skal flyve kl. 9.50.
Onsdag d. 12 april. Taxien henter os kl 6.30, så vi må spise morgenmad i lufthavnen, når vi har checket in, da der ikke serveres morgenmad før kl 7 på hotellet.
Karen har det ikke godt, hun har ofret sin aftensmad og kan ingenting spise, hun har det rigtig skidt. Det er måske den fisk hun spiste i aftes, som hun var den eneste, der fik. Vi andre fik tun. Bjarne er blevet forkølet, så det går godt. Os der kan spise, får lidt morgenmad, inden vi går gennem sikkerhedschecket, ja, ja det armbånd, men jeg vil ikke tage det af bare fordi den udløser alarmen næsten hver gang.
Vi kommer afsted med 1 t. forsinkelse, fordi der mangler noget bagage, men det henter de på turen til Christchurck. Det første vi gør er at checke in på hotellet, som ligger nabo til lufthavnen. Derefter går vi hen for at hente vores lejede bil. Her har de ikke travlt, for det tager 1 ½ t. inden vi får bilen. Jeg tror, at de havde glemt os, for der skete først noget, da jeg tabte tålmodigheden og spurgte om vi skulle vente længe endnu.
Jeg har fået skrabet en masse turistbrochurer til mig, som jeg lige skal have kikket på. Det gør jeg altid, når jeg kommer til et nyt sted. Det kunne jo være, at jeg fandt noget nyt og spændende, som jeg ikke vidste hjemmefra.
Vi er alle trætte, så vi spiser på hotellet. Den unge pige, som modtager vores ordre, må have misforstået noget, for selvom vi alle fire har bestilt det samme, nemlig kylling og jeg en portion grøntsager, så får vi ikke det samme, da maden endelig kommer. Jens og Karen får det vi har bestilt og Bjarne og jeg får en pizza med kylling + mine grøntsager, som er så stor en portion, at den kan række til mindst to. Jeg brokker mig selvfølgelig og det ender med, at Bjarne og jeg spiser gratis p.g.a. fejlen.
Ved nærmere eftertanke går det op for mig, at jeg burde have opdaget, at noget var galt, da jeg var nød til at bestille grøntsager, fordi de ikke hørte med til retten. Jeg havde jo lige siddet og hørt Jens og Karen blive spurgt om de ville have salat eller grøntsager.
Min eneste undskyldning er træthed, fordi mit indre døgn og det døgn jeg lever i lige nu, ikke er helt i overensstemmelse. Nå, men det endte med et gratis måltid, selvom det ikke var hensigten.
Hun er nu også uheldig, den unge pige, for medens vi sidder og spiser, serverer hun forkert for et andet hold også, som brokker sig højlydt.
Torsdag d. 13 april. Det er dejligt solskinsvejr, men der blæser en kold vind. Det er Laura´s fødselsdag, hun fylder 1 år. Det er en lille smule underligt, at vi ikke kan komme til mit barnebarn fødselsdag og at tænke på, at hun ikke engang var født og dårligt nok tænkt på, dengang vi planlagde rejsen.
Vi spiser morgenmad på hotellet. Bagefter går Jens og Karen hen for at hente deres bil og Bjarne og jeg tager på sightseeing i Antartic Center, et museum over det videnskabelig arbejde, som har foregået og stadig foregår på Sydpolen. Jeg finder også ud af, at Sydpolen er et kontinent med klipper under, i modsætning til Nordpolen, som er en svømmende iskalot.
Her prøver vi at køre i et af de bæltekøretøjer, som de bruger på Sydpolen, fordi den kan køre, selv ved meget lave temperaturer, selv vand kan den køre i og den kan klare en stigning på 40 %. Det er noget af en køretur. Vi har sikkerhedsseler på og det må siges at være nødvendigt, ellers havde vi alle ligget og rodet rundt i bunden af kabinen, som ikke er udpræget magelig, snarere tværtimod.
Vi er også inde i et rum, hvor de kan lave en storm, så man får en fornemmelse af hvor koldt og barsk klimaet er på Sydpolen, for de videnskabsmænd/kvinder, som er der. Inde i rummet tager vi billede af hinanden på en snescooter.
Vi mødes med Jens og Karen i forhallen til museet. De har set museet tidligere, da de er garvede rejsere, som rejser flere gange om året. Det er vist nok fjerde gang de er i New Zealand.
Nu går turen videre mod Wanaka. Det første stykke af vejen er fladt landbrugsland. Vi stopper i Geraldine for at købe ind til frokost d.v.s. det lader jeg de andre om, fordi jeg har fået øje på en patchwork butik, som jeg lige må besøge. Det lykkes også at finde lidt stoffer, som er specielle for New Zealand til mit mindetæppe.
Vi spiser frokosten på en picnic plads ved vejen, under et stort egetræ, der er plantet i 1953 i anledning af Dronning Elizabeth II´s kroning. Da vi kører derfra er der en bilist, som dytter efter os, så vi skulle nok have holdt tilbage for ham.
Næste stop er ved  The Church  of the god sheppard, en meget lille kirke, men her er der en fantastisk udsigt ud over Lake Tekapo, som man kan sidde i kirken og nyde gennem et stort panorama vindue, medens man hører på præstens prædiken. Der en hyldest til den, i New Zealand, så uundværlige hyrdehund, i form af en statue.
Kort tid efter, at vi er kørt fra kirken, kan vi høre en politibil med udrykning bag os. Vi kører ikke for stærkt, så vi holder godt ind til siden og forventer, at den vil overhale os, men nej, den bliver bag os. Så Bjarne stopper og står ud af bilen. Betjentene spørger, hvorfor Bjarne ikke stoppede med det samme og de fik at vide, at vi ikke troede, at det var os de ville tale med. Vi forventede at de ville overhale os, også hvis det var os de ville tale med, ligesom i Danmark.
Det viste sig, at de stoppede os, fordi der var nogen ved kirken, som havde bemærket, at vores ene bagdæk var fladt og havde sagt det til betjentene. Så det må siges at være en fin service, at de sørger for, at vi bliver stoppet. De anviser os en plads, hvor vi kan skifte hjul, uden at skulle stå midt på vejen, som er smal i forhold til at være en hovedvej, så svarer den til vores almindelige landeveje.
Vi kom til at tænke på ham, som havde dyttet efter os, det var helt sikkert for at gøre os opmærksom på det flade dæk, men vi forstod det bare ikke dengang.
Godt vi fik det ordnet, det faktisk farligt at køre med et fladt dæk, selvom bagdækket ikke er så kritisk. Bjarne undrede sig over, at han ikke kunne mærke det på bilen, men den var selvfølgelig ny for ham, så han kendte den ikke, som sin egen, hvor han helt sikkert ville have mærket, at noget var galt med det samme. Så dækket har nok været flad hele tiden, medens vi har haft bilen.
Næste stop er ved en plads, hvor der er et toilet. Her er der udsigt til Mt Cook, den højeste bjergtinde i New Zealand. Det er lidt underligt, at stå i strålende solskin og se på de sneklædte bjergtinder. Karen siger, at det er første gang, at de kan se toppen, de andre gange, de har været her, har toppen været indhyllet i skyer.
Vi gør holdt ved Tin Shed butikken, som er et stort bølgeblikshus, hvor de sælger fåreskindsjakker/frakker, uldstrik strømper, vanter og bluser, af både fin og grov kvalitet. Jeg kommer til at købe en bluse, for de er altså lækre, de tynde bluser af rent uld.
Vi stopper ved en lille cafe, hvor det er meningen, at vi skal spise, men den er desværre lukket, så vi fortsætter til Wanaka og spiser i stedet hos ”Finchy”, der ligner en engelsk pub.
Vi har problemer med at finde vores Bed & Breakfast, fordi det er mørkt nu, så Jens ringer og får anvisning på, hvordan vi skal finde det. Det er et par søde piger, som har stedet og de vil gerne snakke, men vi er alt for trætte.
Der er ikke indlagt centralvarme i huset, så der er et varmetæppe i sengen, som skal tændes for, hvis man ikke vil fryse. Det er lidt underligt.
Fredag d. 14 april. Næste morgen, siger Bjarne, at han har frosset hele natten og det er ikke så godt for hans snottede næse. Det viser sig, at hans varmetæppe ikke har været tændt. Vinduerne driver af vand, så jeg smækker dem op, så vi kan komme af med noget af fugten. Det er solskin.
Vi får serveret et meget lækkert morgenmåltid og så er det afsted til airshow. Der har faktisk været frostvejr om natten for der er is på bilerne, som stadig står i skygge.
Der er kø det sidste lange stykke af vejen til airshowet, men det går alligevel ret hurtigt med at få parkeret bilen.
Der er masser af spændende fly at se på, uden at jeg behøver at være ekspert. Vi er inde og se museet, som er i forbindelse med flyvepladsen, der kunne man bruge mange timer, hvis man skulle have alle detaljer med, for der er biler, fly, motorcykler, legetøj, garn, strik, haveredskaber bl.a. en trillebør m/motor på hjulet og en masse andre skøre ting bl.a. bagagerummet til en bil, som er lavet til sofa.
Vi booker en flyvetur med en Catalina (vand og landflyver), så vi skal op at flyve kl. 16.
Vi spiser vores medbragte mad på parkeringspladsen mellem alle fårehømmerne, som heldigvis er tørre.
Efter frokosten vil mændene gerne se på flere motorer, men Karen og jeg har set, at der er masser af boder, med andet end motorer, så dem vælger vi i stedet at kikke på.
Jeg har stadig ingen kontanter, så da jeg ser en bank, vil jeg lige hæve lidt penge på mit visakort, men nej, de veksler kun udenlandsk valuta eller rejsechecks. Så er jeg lige vidt. Nå, det viser sig, at det ikke er noget problem for alle boderne kan tage visakort. Jeg får nu ikke købt noget. Vi skal jo herud i morgen igen.
Flyveturen med Catalinaen er larmende og ikke særlig komfortabel, men der er en imponerende udsigt heroppe fra ud over landskabet. Den lander og letter på Wanaka søen og vi bliver fulgt af en DC3 er, som dog ikke lander på søen. DC3eren kan man også komme ud og flyve med. Det gør vi nu ikke. Det er nu mest mændene, som er ved at falde i svime over flyveturen og flyene.
Det vil selvfølgelig være anderledes at flyve, hvis man sad i pilotsædet og styrede flyet, men jeg ved ikke om jeg ville have mod til det.
Jeg synes derimod, at den store trucker, som står på pladsen, der er indrettet til beboelse, ser lige så spændende ud, som flyene.
Vi går ned til byen for at spise. På vejen får vi kikket lidt på vinduer d.v.s. Karen og jeg. Vi kommer forbi en butik med strikkegarn, som Karen gerne ville have besøgt, hun strikker meget, men alle butikker er lukket undtagen restauranter og supermarkedet. Ejeren af supermarkedet kan forvente at få en bøde for at holde åben, for det må han ikke langfredag, ifølge New Zealandsk lov. Det er kun Queenstown, som har dispensation p.g.a. turisterne. Det synes de, er meget uretfærdigt i Wanaka, fortæller vores værtinde.
Lørdag d. 15 april. Vi står tidligt op og spiser morgenmad, i håb om at undgå køen, for der vil komme mange flere mennesker til airshowet i dag. Det lykkes næsten, for der er først en lille kø på parkeringspladsen.
Jeg ved ikke så meget om flyene, men det er flot og imponerende at se, hvad de kan lave med flyene, det bliver ekstra flot med bjergene, hvor nogle er sneklædte, som kulisser.
Madkøen er frygtelig, det tager over 2 t. i kø for at få noget mad, som ikke engang er særlig god, så jeg ender med at smide det meste af det ud.
Vi kører i kø hele vejen fra lufthavnen til byen og bliver budt på kaffe af Caroline, den ene af vores værtinder, da vi endelig er hjemme. Igen i dag går vi til byen og spiser. Bjarne vil ingen aftensmad have, fordi han har ondt i maven, så han nøjes med 2 gl. rødvin, så da vi skal betale regningen er der kun 3 mints (ligesom dem vi kan købe i Danmark) på tallerknen med kvitteringen. Det er åbenbart kun spisende gæster, som gør sig fortjent til en mint, når de betaler regningen. Det synes jeg nu er lidt smålig. Herude får vi en mint, når vi betaler regningen. Egentlig lidt mærkeligt, for den tager jo smagen af det måltid, som man lige har spist.
Vi går hjem og pakker, for vi skal videre i morgen.
Søndag d. 16 april. Igen står vi tidlig op, til solskin. Vi spiser, pakker bilerne og siger farvel til vores værtinder. Klog af skade køber vi sandwichs allerede da vi kommer, for at undgå madkøen, men den ser ikke ud til at blive lige så slem i dag. Vi forlader airshowet kl. 13  og kører mod Te Anau. Vi kører igennem et landskab, som er flot, imponerende, storslået og majestætisk, det spænder i farverne med flere nuancer over gråt, brunt og grønt med strejf af rødt og gult. Vi kører først igennem en dal, hvor de majestætiske bjerge over os får en til at føle sig lille og næsten tabe vejret.
Undervejs kommer vi forbi parkering og serviceområdet til et motorløb. Hegnet omkring området er behængt med brystholdere, hvad der så end menes med det. Skørt ser det i hvert fald ud. Desværre, når jeg ikke at tage et billede.
Kort før Queenstown er vi på besøg i en gammel guldgraverby Arrowtown, hvor mange af de gamle huse er bevarede, men nu er det turisterne, som ligger guldet.
Jens og Bjarne får afprøvet deres køreegenskaber på den meget snoede vej, med et par broer, som er så smalle, at der kun er plads til en bil af gangen.
Vi kommer gennem, et meget kuperet, landbrugsland, hvor der er syn for, at New Zealand har 80 mill. indbyggere, hvoraf kun de 4 mill. er mennesker, resten er får, køer og hjorte.
Ved ankomsten til Te Anau har vi svært ved at finde et sted at bo, fordi der er skoleferie, og da vi endelig finder et sted, kan vi kun få det for en nat. Det er en streg i regningen.
Nå foreløbig får både Karen og jeg vasket noget tøj og vi får noget at spise, så må vi jo se om det ikke lykkes at finde et værelse i morgen nat også.
Mandag d. 17 april. Det er tidlig morgen og jeg har lige været i bad. Jeg går til vinduet for at beundre udsigten over søen. Jeg kan ikke engang se søen, fordi der er tåge, så jeg håber virkelig, at solen kommer frem og brænder tågen bort, så vi kan få lov til at nyde de pragtfulde udsigter vi er blevet lovet, af Jens og Karen, på vej til Milford Sound.
Det tøj, som ikke kan tåle tørretumbleren er heldigvis tør, så det kan ryge i kufferten også, ellers havde jeg været nød til at tørre det på bagsædet i bilen
Hotelportieren er så venlig at hjælpe os med at finde et andet værelse, så vi kan roligt spise vores morgenmad. Jeg kan godt lide, at der er frisk frugt til morgenmaden. Efter morgenmaden er tågen til alt held lettet, så vi kører af sted i det fineste solskin. Første stop er ved Mirror Lake, som vi kommer til via en kort vandretur gennem regnskoven. Søen er virkelig et spejl og den eneste forstyrrelse af vandet er nogle små dykænder, som laver uro på vandspejlet.
Næste stop er ved en helt eventyrlig udsigt ned over et flodløb, langt under os og taget af den tætte regnskov. I toppen af et træ ved vejen, sidder et par kea papegøjer og ser meget forelskede ud.
Næste stop er ved et toilet, hvor vi også skal smøre os med insektmiddel, mod de stikkende sandfluer, det stinker rendt ud sagt af hekkenfeldt til og er meget ubehagelig og have på huden. Karen får noget på et smykke, en beholder med guld i, som hun har fra Alaska, så hun får vældig travlt med at skylle smykket af, fordi insektmidlet kan smelte plastic. Føj for katten og det har vi frivillig smurt på huden.
Der er en lille fugl, som bliver ved at hoppe rundt om os og pike forskellige steder på bilen, hvor der er gummi, den er absolut ikke bange for mennesker, men den er så hurtig, at det er svært at få et billede af den, men det lykkes.
Vi kører gennem en heftig regnbyge lige før tunnelen gennem bjerget, som blev bygget i tidsrummet fra 1935 – 1953, før den tid var der kun adgang til Milford Sound via søvejen. På den anden side af tunnelen er der solskin igen og vi kan se ned over en meget snoet bjergvej, som fører til havnen med turbådene.
Medens vi står og venter på at komme ombord, på turistbåden, er jeg alligevel taknemmelig for det stinkende fluidum, for de stikkende små uhyrer sværmer omkring en gruppe japanere, som står foran os. Naturen er fantastisk og fortjener alle de superlativer man overhovedet kan komme i tanke om.
Sejlturen på Milford Sound er bare smuk. De majestætiske bjerge med sne på toppen og vegetationen, som klynger sig til bjergsiden, et utal af vandfald, den ene flottere end den anden og det dybt mørkeblå vand. Det maner til stilhed og eftertanke, men ikke for japanere, for de snakker i et væk, munden står ikke stille i 2 sek.
Vandfaldet på billedet hedder Brudesløret.
 Det er måske ikke så underligt, at der er mange vandfald, når der falder 6 meter regn om året. Ja, det er 6 m. og ikke mm. Milford Sound er blevet kaldt ”verdens ottende vidunder” af en, som jeg ikke kan huske navnet på, men jeg vil helt klart give vedkommende ret, selvom vi ingen delfiner eller pingviner ser, men kun sæler, så er naturen overvældende smuk og dramatisk.
Det regnede på det meste af turen hjem, tror jeg nok, men jeg sad og småblundede, sikkert p.g.a. den balsamiske friske luft og alle de overvældende indtryk, af den helt fantastiske natur. Vi har været meget heldige med vejret, siger Jens og Karen for de har hidtil kun set det i regnvejr. Der må være held ved Bjarne og jeg, for de havde heller aldrig set toppen af Mt Cook, uden skyer om og i solskin.
Tirsdag d. 18 april. Vi har alle lige spist morgenmad og nu sidder vi med en pakket bil og venter på vores rejsefæller, inden turen går videre til Queenstown, hvor vi skal sige farvel til Jens og Karen i morgen, hvor de rejser videre til Hawaii, for 4 dage og derefter hjem på arbejde.
Vi kører tilbage gennem landbrugslandet igen. Nu går det op for mig, at nogen af de meget langhalsede får, vi havde set på vejen ud, er lamaer.
Undervejs tager vi en afstikker til broen, hvor de første gang lavede Bungy Jump fra, en gammel jernbanebro over en flod. Vi når lige at se en, som hopper. Ingen af os føler trang til at udfordre skæbnen, selvom jeg kan læse, at den yngste, som har hoppet var 10 år og den ældste 94 år, så alderen er altså ingen undskyldning. Desværre må jeg så tilstå, at jeg er en kryster.
Den næste afstikker er til en vingård og osteri, hvor vi får en rundvisning og smager deres 3 forskellige vine. Uf jeg kan ikke lide nogen af dem, de er alt for skarpe i smagen. Jeg kan bedst lide en blød og rund vin.
Vi spiser frokost i deres restaurant og får en ostetallerken, mum for nogen lækre oste de har.
Det sidste stykke af vejen, til Queenstown kører vi langs Wakatipu søen.
Nu, skal vi bare finde et sted at bo. Igen er det svært at finde et sted. De første steder vi spørger er alt optaget, så vi ender på et temmelig dyrt hotel og når lige at få deres sidste to ledige værelser. Bjarne og jeg får det med den flotte udsigt over søen og Jens og Karen får udsigten til skraldespandene. Det er da kun retfærdigt, for de rejser så tit, synes vi. Det er meningen, at vi vil blive i to nætter, men til den her pris, så nej. Vi må se om vi kan finde et andet værelse i morgen.
Foreløbig går Karen og jeg ud og bruger vores shoppegen, medens Bjarne plejer sit helbred og Jens arbejder via Internettet.
Queenstown  er en rigtig turistby og det virker, som om den er fyldt op med japanere lige nu. Det er den nu ikke, for medens vi står og kikker på bamser, som Karen samler på, så er der en ung mand, som tiltaler os, han er udvekslingsstudent fra  Klaksvig på Færøerne og han syntes vist bare det var rart lige at få lov at tale andet end engelsk, men jeg kom jo selvfølgelig til at tænke på Joanita  og den barnedåb, som vi var til på Færøerne.
Butikkernes udvalg af varer begynder at ligne hinanden, så det er på tide vi vender næsen mod hotellet, så vi kan få fundet et sted at spise. Vi havner på en italiensk restaurant, som hedder ”Fat Catz”, hvor der er fyldt med katte i alle afskygninger og på væggen hænger der kattebilleder og en masse børnetegninger af katte. Det er et rigtig hyggeligt sted med god mad til rimelige priser. Det kan bøde lidt på hotelprisen.
Onsdag d. 19 april. Morgenmad på hotellet, derefter går Bjarne og jeg på turistkontoret, i håb om, at de kan finde et andet værelse til os. Det kan de og væsentlig billigere end det vi har og incl morgenmad, det skal blive interessant at se hvad den vil bestå af i morgen.
Bagefter tager vi en tur op i højderne med en svævebane, hvor der er en hel eventyrlig udsigt over byen og søen. Der er mulighed for at tage en tur med en slags bobslæde på hjul, ned ad en meget snoet betonbane på bjergsiden. Vi nøjes med at kigge, også på paragliderne eller de, som hænger i en faldskærm efter en båd.
Vel nede fra højderne igen, følger vi Jens og Karen til lufthavnen og får snakket med udlejningsfirmaet om det flade reservedæk, vi har. Vi får bare reservedækket fra bilen, som Jens og Karen havde lejet.
Vi siger farvel og god rejse og på gensyn til Jens´s 65 år fødselsdag på Svinkløv badehotel d. 11 maj.
Ja, nu er vi så på egne ben eller hjul. Vi kører først tilbage for at finde vores motel, det var ikke så svært og værelset er klar. De har en gratis bus, som kører ind til byen hver time og tilbage igen vi misser den første, så vi vælger i stedet at gå ind til byen, det tager 20 min langs søen.
Vi er ikke til alt det ekstreme, som der er mulighed for, selvom Jens anbefalede, at vi skulle tage en tur med en jetboat. I stedet tager vi en sejltur med et gammelt dampskib ”Earnslaw” . Det er hyggeligt og afslappende. Lyden af motoren minder mig om min barndoms fiskerbåde på Hjarbæk fjord. Bjarne får mulighed for at kigge nærmere på motoren, som han synes er spændende.
Bagefter går vi på turistkontoret og får dem til at finde et værelse til os ved Fox Glacier, så vi ikke skal til at lede efter et værelse, når vi kommer frem og det måske er mørkt.
Vanemennesker, som vi er, går vi på ”Fat Catz” . Servitricen kan huske os og spørger efter vores venner. Det synes jeg er imponerende, for hun må se mange mennesker hver dag. Da vi bestiller pizza og salat til mig, kan hun også huske, at jeg ikke skal have dressing på.
Torsdag d. 20 april. Morgenmaden er en positiv overraskelse, der er alt hvad hjertet kan begære af både varmt og koldt plus specielle retter til japanere, noget af  det ligner sushi, mon de spiser det til morgenmad.
Vi pakker bilen og kører mod Fox Glacier . Vi kører først igennem det kendte bølgede landbrugsland, med de brune og grå farver og videre op langs Lake Wanaka, som er 75 km lang. Et godt stykke efter søen, skifter landskabet karakter og bliver til regnskov, meget brat. På vores kort kan vi se, hvis der er særlig interessante steder, i hvert fald, hvis det har et navn.
Vores første stop er ved et vældig flot vandfald, som ligger 5 min. gang fra vejen gennem regnskoven. Det er heldigt, at der er lavet stier, ellers ville vi være nød til at medbringe en machete, så tæt er skoven.
Næste stop er ved en bro, hvor vi kan se floden strømme vildt ned gennem kløften over nogen voldsomt store sten. Vi holder frokost stop ved Haast passet, som er en bro over en meget dyb og bred kløft. En souvenir butik tiltrækker sig min opmærksomhed, så efter et besøg i supermarkedet, som bedst kan sammenlignes med Alta derhjemme, men med et meget mindre udvalg af varer. Vi vil gerne have noget frugt og vi kan vælge mellem æbler og meget grønne bananer, så det bliver æbler. I souvenir butikken finder jeg et fingerbøl lavet af abeloneskal.
Vi snakker om, at vi bør tage insektmiddel på nu, fordi det næste stræk er kystvejen langs Det Tasmanske hav, hvor der er stor risiko, for at møde de små stikkende uhyrer, men ingen af os har lyst til at smøre os med stadset.
Alligevel står vi ud af bilen ved et særlig flot udsigt over havet. Vi er højt over havet og det blæser en del. Det er måske grunden til, at vi slipper godt fra vores letsindighed. Ved det næste stop bliver vi i bilen, da vi er meget tæt på stranden, så vi nøjes med at beundre havets bølger gennem bilvinduet.
Midt i regnskoven kommer der flade plateauer med landbrug, hvor de få marker der er, har tydelige afvandingskanaler. Det må betyde, at der falder en del vand i området.
Det er strålende solskin og indtil nu har det været varmt nok til T-shirt, så min kuffert er pakket forkert, jeg har alt for mange varme bluser med. Det er godt, at vi kan få vasket undervejs.
Vi får lige et par byger på det sidste stykke af vejen. Vores værelse er en positiv overraskelse, med spa bad, så det må jeg lige prøve, når vi har fået aftensmad.
Vi booker en helikoptertur ud over gletchen i receptionen til i morgen og så håber vi ellers, at vejret arter sig, så vi kan komme op at flyve. Vi kan ikke få morgenmad på motellet. Receptionisten mener, at vi vil blive meget skuffede over hendes kogekunst, men der er cafeer i byen.
Hele køreturen i dag har været en fantastisk oplevelse, sikken en natur, med den ene flotte udsigt efter den anden, i en grad, så jeg totalt løber tør for Ih erne og Åh erne.
Fredag d. 21 april. Vi kan ikke få morgenmad på motellet og vi har ikke fået købt noget. Vi har ellers kaffe og den obligatoriske ¼ mælk. Vi kører hen og spiser, der hvor vi fik aftensmad i aftes. Hvor er det dejligt at prøve, hvordan det er, hver dag at sætte sig til bords og få maden serveret, selv opvasken bliver klaret.
Vejret er rigtig skidt i dag, for skyerne hænger meget lavt og det regner med jævne mellemrum. Det er bestemt ikke flyvevejr.
I stedet går vi en tur rundt omkring en lille sø Lake Matheson. En travetur på 1.30 t gennem regnskoven, der er præhistorisk, helt fra den tid, hvor der levede dinosaurer. Regnskoven er så tæt her, at det ville være nødvendigt med både machete og sav for at komme igennem, hvis ikke der var lavet stier til os turister. Der er bregner og andet krat i underskoven. Næste etage er en slags bregnetræer og nogen andre med røde bær på. Øverste etage er forskellige slags meget høje træer, hvoraf en af dem hedder kaura. Flere af træerne har mos på enten en grøn trevlet hængende slags eller en flot sølvgrøn, den sidste slags ser vi også på hegn og andre træting, som står udendørs Vi kan høre fuglene, men ikke se dem. Søen er i den ene ende så stille, at den er et spejl, hvor vi kan se bjergene Mt Cook og Mt Tasman spejle sig med deres sneklædte tinder.
Det er stadig ikke flyvevejr, så i stedet kører vi så tæt på gletchen, som vi må og traver det sidste stykke til foden af den. En tur på ca. 1 t. Det har regnet på hele turen, så jeg er virkelig taknemmelig for min julegave,  et Helly Hansen regnsæt.  Trods regnen, er det ikke koldt ,det gør det forunderligt at stå og se op på den kæmpestore iskolos, med træer på begge sider og vandet strømmende ud fra  bunden. Der burde jo være hundekoldt, når der er så meget is.
Bagefter kører vi ud af en anden vej, hvor vi efter 5 min travetur nedad en sti, igennem tæt regnskov, har en flot udsigt ud over Fox Glacier og vi kan se at skyerne hænger meget lavt nede over gletchen, så i en helikopter ville vi være inde i skyerne. Vi er heldige, at nå den sidste tur i tørvejr, kun med dryp fra træerne.
Vi kører hjem og får os en kop kaffe. Der er altid kopper, en elkedel, kaffepulver og the breve på værelserne herude og man får udleveret en ¼ l. mælk ved ankomsten.
Nu regner de virkelig voldsomt, så vi var vist heldige, at vi nåede vores tur til gletchen i moderat regnvejr.
Vi går over i receptionen for at høre, hvordan chancerne for flyvevejr er til i morgen og de er desværre ikke gode, men det er ikke til at vide, for vejret skifter brat herude. Vi beslutter, at vi ikke vil vente på et evt. flyvevejr, så vi kører ind til turistkontoret, for at få bestilt et værelse i Vestport, men den unge mand på kontoret er ikke videre hjælpsom. Han kan kun bestille et værelse, hvis vi kan fortælle ham, hvilket motel han skal bestille det på. Det er lidt svært at finde ud af, da han ingen kort har, så vi kan se hvor motellerne ligger. Vi ender med at gå og vi er da heller ikke mere end kommet ud af døren før han låser. Nå men så må vi bare håbe, at vi finder et, når vi kommer frem, der er i hvert fald masser af moteller, hoteller og bed & Breakfast, ser det ud til i hver eneste lille by.
I stedet går vi hen og spiser. Efter aftensmaden var det meningen, at vi ville besøge en glow worm cave (sankt hans orms hule) 20 min gang fra byen, men det regner så meget nu, at vi dropper det.
I stedet tager vi hjem til spa badet og det er virkelig dejligt til de fortravede muskler.
Lørdag d. 22 april. I dag går det videre mod Vestport efter morgenmaden på Cafe Neve, hvor vi har spist alle vores måltider.
Vi kører skiftevis gennem regnskov og det bølgende landbrugsland, med får, køer, hjorte og lamaer. Det sidste ser vi ikke så mange af.
Der er utrolig mange broer og jeg har lagt mærke til, at de alle har et nr. Det højeste nr., som jeg kan huske at have set hidtil er 7804, men om det fortæller hvilket nummer i rækken af broer det er hvad numret betyder, ved jeg ikke.
Vi er nu kommet ned i et lavere område igen og kører langs kysten, hvor træerne bærer præg af vinden, på samme måde, som ved Vestkysten derhjemme, det er bare en anden slags træer her. Vi kommer over en flod, hvor der ikke er ret meget vand lige nu, men det er tydeligt at se, hvor bred og svulmende floden vil være, når der er masser af vand, sikkert om foråret.
Vores første stop er ved en gammel guldgraverby, som nu er museum. Her er alt, som det var dengang, med kirke, skole, fængsel med gabestok og fodlænke med jernkugle på, butikker, værksteder, boliger, en lille jernbane med damplokomotiv, et kineserkvarter, fordi mange, som arbejdede i og omkring guldgravningen var kinesere. Vi forsøger at blive rige, men det eneste, som jeg kan konstatere er, at jeg aldrig vil få tålmodighed til at være guldgraver. Så hellere være kineser og have købmandsbutikken eller en anden butik.
Billedet er af den kinesiske købmand´s  butik og have
Her spiser vi resterne af vores aftensmad, som var pizza og den var så stor, at vi ikke kunne spise op. Noget overraskende for os, pakkede de bare resten af pizzaen ind, på restauranten, og gav os det med, som var det den naturligste ting i verden at gøre. Forunderligt, det ville ikke være sket i Danmark.
Vi kører videre gennem en strækning med havet på den ene side og regnskoven på den anden og derimellem er der lige plads til en strimmel landbrug, men her ses mere tydeligt, at det er regnskoven, som er blevet ryddet, for at gøre plads til landbruget.
Vi er lige et vend ude omkring et flodudløb, hvor der måske er chancer for at se delfiner. Vi ser ingen, men det blæser temmelig meget, så det kan måske være svært at se dem for bølgerne. Vi går en lille tur hen af den barske meget stenede strand, med spredte bunker af iland drevne træer, som er helt gråhvide af saltvandet. Jeg har på fornemmelsen, at det vil være meget farlig at bade her. Det er heller ikke en strand, som umiddelbart indbyder til at ligge og dase i solen.
Det næste stop er ved Punakaiki (pandekageklipperne). Det er helt fantastisk hvad naturen kan lave. Det ligner virkelig store stabler af pandekager. Samtidig vælter bølgerne igennem huler i klipperne, så vandet står i vejret. Her er rigtige palmer, som står med frø. Det er så forunderligt at se, at superlativerne ikke slår til.
Vi afslutter besøget med en kop long black coffee, som det er lige spændende at få hver gang, for er den drikkelig eller er det en af de kopper kaffe, som får håret til at rejse sig på hovedet en og helt udrikkelig, efter min mening. En short black coffee kan jeg slet ikke drikke, for den er så stærk, at jeg slet ikke kan få den gennem halsen.
På strækningen fra Pandekageklipperne og til Vestport står der lige pludselig et skilt, at vi skal passe på pingvinerne på vejen, men vi ser desværre ingen pingviner.
Det er ikke noget problem at finde noget at bo i, ved Vestport er der masser af ledige motel værelser.
Jeg finder en adresse på en italiensk restaurant på Palmerston Road, hvor vi bor. Den må vi kunne finde, så vi vandrer ind af gaden mod byen. Bjarne begynder efterhånden at tvivle på, at restauranten findes og spørger om jeg er helt sikker på adressen, da kan jeg heldigvis se deres skilt i det fjerne. Roaden var længere end jeg havde regnet med. Pyt, så får vi også lidt motion.
Der er spa bad, så det benytter jeg mig lige af . Det kan man altså godt blive forfalden til. Vores morgenmad er leveret og står klar vi skal bare lave kaffen og riste brødet.
Søndag d 23 april. Det har regnet heftigt i nat og medens vi spiser morgenmad, men vi når heldigvis at pakke bilen tørvejr mellem bygerne. Vi er lige henne og tanke benzin, fordi der ingen tankstationer er de næste 100 km. Tænk hvis det var i Danmark. Vi kører mod Kaikoura, i regnvejr, langs floden Buller Gorge, som er den første flod, vi ser, der virkelig er fyldt med vand. De mange andre vi har set, har været små strømme gennem meget brede flodlejer, bortset fra den med de store sten.
Vi har floden på den ene side og bjergsiden på den anden, hvor der er flere små vandfald nedover. Et sted hænger klippen helt ud over vejen og lige på den anden side, har der været et stenskred.
Vi gør holdt ved en hængebro over floden lavet af metal den er så smal, at man er nød til at gå efter hinanden. Ved siden af er der en vire, som bærer stole man kan komme over floden i. Jeg er ikke helt tryg ved tanken om at gå over, for der er langt ned til vandet og selvom broen er lavet af metal, ser den spinkel ud. Jeg samler alt mit mod og går over bag Bjarne, det er meningen at vi vil gå tilbage igen, men jeg vil lige op og have taget billeder og da det regner går jeg op under det halvtag, hvorfra stolen sendes afsted for at beskytte mit kamera.
Den unge mand som passer stolene, spørger om vi skal have en tur. Vi siger, at det har vi ikke betalt for. Jeg tror han keder sig, der er ikke meget at lave måske p.g.a. regnvejret, måske er det ved at være lavsæson. I hvert fald tilbyder han os en gratis tur, det synes vi ikke, at vi kan være bekendt at sige nej til. Bjarne sætter sig i en stol først og fortæller at det er ligesom at sidde i de små motoriserede paraglidere. Jeg er nu glad for at stolen sidder fast på en vire, så jeg ikke selv skal styre. Det går i susende fart tilbage igen med en ordentlig svingtur, da stolen bliver bremset. Det var nu meget sjovt at prøve det og helt sikkert ikke farligt.
Vi holder ind ved Spring Junction og spiser frokost, som er en dal midt i regnskoven, med kvæglandbrug. Vi klarer lige det sidste stykke gennem regnen og regnskoven, i det fjerne ser det klart ud. Ganske rigtigt, vi kører fra regnskoven ud i solskinnet og nu er vi tilbage ved de brune bjerge på østkysten, hvor vi ser en masse af de 76 mill. Indbyggere.
Det sidste stykke af vejen 55 km er ekstra snoede, så hvis de 55 km er i fugleflugtslinie, så er vejen mindst 3 gange så lang.
Vi er fremme i Kaikoura og har fået et sted at bo. Vi har bestilt vores sejltur til Whalewhatching og vores færgebillet til Nordøen.
Jeg har fået vasket tøj, det var også ved at være op over. Nu venter jeg bare på, at det sidste skal blive tørt, så vi kan komme ud og spise.
Mandag d. 24 april. Efter morgenmaden har vi formiddagen til sightseeing, inden vi skal ud at sejle. Jeg har fundet en patchwork butik, som jeg absolut må besøge og tålmodige Bjarne følger troligt med. Jeg finder nogle rigtig gode N Z stoffer til mit erindringstæppe, som jeg så småt er begyndt at planlægge i hovedet og lige nu samler jeg bare materiale.
Vi vender tilbage til motellet efter noget varmt tøj til vores whalewhatching tur. Vi samles i et rum, hvor vi kan sidde og se film med hvaler. Vi bliver hentet af en bus og kørt ud til havnen og går ombord i en båd, som vel svarer til en af de store både med motor, som vi kan finde i vores lystbåds havne. Jeg synes, at den er lille af at være havgående og jeg begynder så småt at fortryde, at jeg ikke tog en søsygpille. Vi får at vide, at der er 2 m høje bølger og vi skal sidde ned, når båden sejler. Jeg har ingen fornemmelse, hvor langt vi er til havs, men vi har sejlet i ca. tre kvarter, da vi ligger stille første gang. De har et lytte apparat, så de kan høre hvalerne under vandet og de kan høre en hval nu, så vi får lov at gå udenfor. De 2 m. høje bølger ser ikke ud af meget herude, de ligner almindelig dønninger. Der flyver en masse albatrosser rundt om os i forskellige størrelser. Jeg vidste ikke, at der er så mange forskellige arter af albatrosser, lige fra dem med det helt store vingefang, som kan flyve ude i et halvt år ad gangen og ned til almindelig mågestørrelse. Dog er bølgerne store nok til at skjule albatrosserne, for hver gang jeg er lige ved at tage et billede, så forsvinder den under en bølge. Vi flytter et par gange, fordi hvalen åbenbart flytter sig under vandet, den kan være neddykket i 45 min., hver gang skal vi ind og sidde af sikkerhedsmæssige grunde. Det kræver tålmodighed at vente på hvalen endelig dukker den op, en spermhval, den ligger i vandoverfladen og blåser, efter ca. 15 min. dykker den lodret ned og halen står lige i vejret, det får jeg billede af  og når at nyde synet. Den var bare stor, halen. Turen har taget 4 t., da vi er tilbage i havnen igen. Jeg blev ikke søsyg, som jeg var nervøs for. Vi bliver kørt tilbage til udgangspunktet.
I land igen henter vi bilen og kører ud til en strand, hvor der er en sælkoloni. Det er utrolig, en af sælerne ligger næsten helt ude på parkeringspladsen. Vi kunne såmænd godt have klappet dem, men det er vilde sæler og det er strengt forbudt og der skal også holdes en vis afstand, mindst 10 m står der på et skilt, men det er nu svært.
Det bliver tydeligt, at afstanden trods alt er vigtig, da et par unge piger går meget tæt på en sæl, for den rejser sig øjeblikkeligt og flygter ud i vandet.
Der er lavvande, så vi går en tur på noget, der i farve ligner mudderbanker, men det er hårdt at træde på, så det er flade, men forrevne klipper. Det er spændende at se de meget forskellige former for tang, vandplanter og snegle, som er blevet fanget på klipperne, da vandet har trukket sig ud. De levende snegle sidder meget fast på klipperne, så fast, at hverken vi eller fuglene kan løsne dem. Jeg finder tomme sneglehuse og flotte sten og vanen tro fylder jeg lommerne, de er heldigvis ikke så store. Jeg er også nød til at tænke på både vægten og pladsen i kufferten.
Da vi kan se at både mørket og vandet er på vej, vender vi næsen mod parkeringspladsen igen, for det er ikke klogt at blive fanget herude i mørket, der bliver så mørkt, at vi ikke vil kunne se, en hånd for hånd for os og slet ikke,  hvor vi sætter fødderne og så er det umuligt at gå på de forrevne klipper. Da vandet også er på vej ind og der er meget høje stejle skrænter langs vandkanten, så vil vi ikke kunne komme tilbage uden at få meget våde fødder, måske mere end det.
Vi spiser samme sted, som i går, fordi maden er god og vel tilberedt, og det er nemmere end at lede efter et nyt sted.
Tirsdag d. 25 april. Vi vågner op til regnvejr og det regner hele vejen til Picton, hvor vi skal med færgen til Wellington på nordøen. Vi er så heldige at se en delfin svømme langs færgen. Vi bliver på dækket i lang tid i håb om at se flere, men det bliver kun til den ene.
Færgen er forsinket så det er næsten mørkt inden vi kommer i land, men vi finder nemt en parkeringsplads i en næsten tom parkeringskælder, det er gratis at parkere fordi det er helligdag, som vi havde siddet og fundet ud af på færgen. Nu skal vi bare på turistkontoret og have dem til at finde et motelværelse. Vi tager elevatoren op d.v.s. det gør vi ikke alligevel, for den rokker sig ikke ud af stedet og da vi vil ud igen er dørene hermetisk lukkede. Jeg trykker på hjælp knappen og får fortalt at vi sidder fast i elevatoren. En venlig mandsstemme spørger hvor. Jeg gentager og får at vide, at han sidder i Christchurk, som ligger på sydøen mange, mange, mange kilometer væk. Heldigvis kan jeg huske hvad bygningen hedder og at der er et bibliotek i bygningen. Jo. så ved han godt hvor vi er og han skal nok sende en mand og lukke os ud, så er han væk. Nu kan vi så stå og tænke, hvornår, men der går ikke mere end et kvarter højst, selvom det var et meget, meget langt kvarter. Det er bygningens sikkerhedsvagt og han undskylder meget, at elevatoren ikke kan bruges, når de har lukket. Vi er bare taknemmelige for at komme ud.
Turistkontoret har selvfølgelig også lukket og det er mørkt nu. Altså må vi selv til at finde et sted at bo. Det gør vi, et rigtigt backpackerhotel, hvor der skal betales depositum for nøglen. Da vi ser værelset bliver vi lettere chokerede, det er primitivt, der er en dobbeltseng i hjørnet, en pære i loftet, dog med en skomagerskærm på og en kommode. Toilet og bad er ude på gangen og der er ingen håndklæder, der er dog sengetøj på sengene. Og vi har betalt for 2 nætter. Håndklæderne skal lejes. Vi brokker os over værelset og siger, at vi kun vil have det for en nat, men hun må ikke betale penge tilbage, men vi kan låne håndklæderne gratis.
Stadig lettere chokerede går vi ud for at finde noget mad. Ved nærmere eftertanke, så er det jo ikke så slemt, det er jo ikke anderledes end når vi er på camping og vi har en seng at sove i og der er rent. Der er mulighed for Internet, der er faktisk et stort fælleskøkken og fælles opholdsstue til rådighed, hvis man, selv vil lave mad. Der er et opslag om, at man skal huske at sætte navn på sit mad ellers bliver det smidt ud. Det har nok hjulpet, at vi fik noget at spise, for vi ender med at sige, at vi alligevel bliver begge nætter, som vi jo også havde betalt for. Håndklæderne er stadig gratis til låns.
Onsdag d 26 april. Der er meget stille om morgenen, så det er ikke noget problem at komme i bad, men det er rent ud sagt, noget gammelt l…, der er pænere på de campingpladser vi plejer at bo på. Vi spiser morgenmad, det samme sted, som vi spiste aftensmad i aftes. Der står godt nok på døren at de først åbner kl. 10 og kl er 8.30, men der er masser af mennesker i restauranten.
Vi går til Te Papa museet efter morgenmaden, på vores vej kommer vi forbi turistkontoret og vi bliver enige om, at vi lige så godt kan booke et værelse nu til i morgen ved Turangi søen. Det tager lidt tid, fordi vi også her selv skal vælge et sted, som vi vil bo, men her har de kort, så vi kan se hvor motellerne ligger.
Det er meget forskelligt fra det ene turistkontor til det andet, hvordan deres service er. Et sted er, som her, et andet sted fortæller vi bare vores krav og så finder de et motel. Gad vide om det også er sådan hjemme i Danmark. Vi har et værelse nu, så vi fortsætter til Te Papa. Undervejs kommer vi igennem en skulpturpark. Jeg forsøger at tage billede af det, men det er umuligt, at få helheden med, for det er lige som om alle figurerne hører sammen. De er store og står op lang en stor bred trappe over jernbanen, på den brede bro og igen ned langs trappen, på den anden side.
På Te Papa museet er der udstillinger om den lokale indfødte befolkning Maorierne og deres kultur, der er udstilling om New Zealands natur og geologi om bl.a. Jordskælv og vulkaner, kultur og historie. Der er en særudstilling om ”Lord of the rings”, som er optaget i New Zealand, den er utrolig spændende, fordi den fortæller, hvordan de har optaget filmen og alt det som er blevet lavet af kostumer, andet tilbehør, udstyr og sminkning. Hvordan de løste problemet med størrelses forskellen mellem menneskene og hobbiterne.
Jeg fik helt lyst til se filmene igen og måske læse bøgerne igen. Det er mange år siden, at jeg læste bøgerne, det var lang tid før filmene blev lavet. Sjovt nok havde jeg på et tidspunkt en medhjælper, som malede filmens figurer og spillede med dem. Så bøgerne har været populære allerede før filmene blev lavet, men nok for en mere snæver kreds dengang.
På øverste etage, hvor der er en udstilling om sølv, guld og mineraler møder vi en ældre mand, som gerne vil snakke, han fortæller om, hvordan der blev fundet guld på hans fars jord og hvordan han selv har gravet guld ved Coromandel og viser os nogen mineraler, som han åbenbart skal have vurderet. Han snakker i et væk, pludselig siger han, at han havde fået 10 min. af sin kone til at se udstillingen, om guldgravning på 6te sal, da havde han stået og snakket med os i over en 1/2 t. Jeg gad vide, hvad konen sagde, da han kom tilbage. Jeg håber for ham, at hun er tålmodig.
Vi er hele dagen på museet, som er noget af det mest spændende jeg har set og flot. Det er mørkt, da vi kommer ud kl. 6 pm, så vi finder et sted at spise, før vi gå tilbage til vores primitive hummer. Vi benytter os lige af Internettet inden vi går til sovstrup.
Torsdag d. 27 april.  Vi går ud og spiser morgenmad inden vi pakker bil og checker ud. Jeg vil gerne se en gammel trækirke. The Old Sct Paul kirke. Det lykkes at finde vejen, bare for at finde ud af, at den først åbner om 1 t. Heldigvis er der en, som bemærker vores søgen, der har adgang til kirken. Han giver os lov til at komme ind og se kirken , som er bygget helt af træ og med nogle meget fine mosaikruder. Den er fredet og i dag bruges den kun til bryllupper, begravelser og koncerter.
Vi kan rigtig mærke nu, at der er meget varmere på nordøen, så jeg har fortrudt, at jeg ikke har taget en nederdel med. Jeg håber at jeg kan finde en, billigt et sted.
Vi er ude på landet nu, men det er tydeligt, at der bor flere mennesker på nordøen for de små byer ligger tættere og der er mere trafik på vejen. Langs vejen er der boder med frugt og grønt, som er lige så store, som en grønthandel derhjemme.
Der skal også være noget til Bjarne, så vi er omkring et bilmuseum. Det jeg lægger mest mærke til, er de biler, som er sjove, flotte eller anderledes end almindelige biler, der er bl.a. en lastbil fra 1926, hvor ladet var lavet til beboelse, den havde kørt verden rundt. På siden af den står skrevet alle de lande og byer, den havde været, også i Danmark, i København
Vi spiser frokost på en lille hyggelig cafe, ikke så langt fra museet. Herfra kommer vi til at køre bagefter et rigtig dollargrin, med en cowboy ved rattet og en hestetrailer efter, men hvis der er en hest i traileren, så er den meget lille.
Solen skinner og det er pragtfuldt, efter de sidste dages megen regn.
Næste stop er ved et Air Force museum, som for mig er mest spændende, fordi der er noget, som jeg må pille ved og trykke på, så sker der noget bl.a. går landingshjulene op i et fly, hvis man trykker på den rigtig knap og ned igen, også kun, hvis man trykker på den rigtige knap.
Næste stop er ved en DC 3 flyvemaskine, som er indrettet til cafe, den står lige ud til vejen, med klodser under hjulene og en trappe op til døren. Her får vi en kop cappuccino og en blåbær muffin. Det bliver cappuccino for eftertiden, undtagen den kaffe vi kan lave på værelset af pulverkaffe. Jeg har opgivet long black, fordi den for det meste er udrikkelig, smagt med mine smagsløg.
Inde i flyet er der billeder af de skuespillere, fra Lord of the Rings, som har besøgt dem og et lille skilt, hvorpå der står ”Livet er kort, tag desserten først”.
Det er et mildere landskab, vi kører gennem, men stadig meget kuperet i grønne bakker og dale. Det sidste stykke af vejen til Turangi, hvor vi kører langs tre aktive vulkaner, kan vi ingenting se, fordi det er blevet mørkt. På motellet er der heldigvis en restaurant, så vi skal ikke ud at lede efter et sted at spise og der er også mulighed for morgenmad.
Fredag d. 28 april. Vi vågner op til kraftigt regnvejr, så der er ikke den store lyst til at gå ud, derfor snøvler vi over morgenmaden, som vi har fået leveret ved døren.
Stoppet her er mest, fordi det var for langt at køre fra Wellington til Rotorua i et stræk, når vi vil have tid til at gøre ophold undervejs.
Efter morgenmaden tager vi regntøjet på og går ned til byen og på turistkontoret for at finde ud af, hvad de har at byde på og for at booke et værelse i Rotorua.
Turangi ved Lake Taupo er et eldorado for lystfiskere, og der kan fiskes enten i floden eller på søen. Det kan også lade sig gøre at gå en tur rundt om floden, fordi der er hængebroer, som vi kan gå over. Turens længde bliver bestemt af, hvor vi går over floden. Vi foretrækker gåturen, så det gør vi efter frokost, selvom det stadig regner, men ikke så meget.
Jeg beundrer den tålmodighed, som lystfiskerne lægger for dagen, de står ude i floden og kaster deres liner ud igen og igen. Vi så ikke nogen, som fangede noget.
Når vi sådan går rundt, kan jeg rigtig se, hvor mange forskellige planter og træer, der er, både nogen jeg kender, men også en masse jeg aldrig har set før. Jeg får helt lyst til at lave et herbarium, men da nogle af planterne er giftige, så jeg må nok hellere holde nallerne for mig selv, dog kommer jeg til at plukke en blomst, som ligner en stor lyserød snerle. Da Bjarne spørger om nogen af træerne er timian, fordi de ligner store timiantræer, må jeg lige konstatere, om det er timian, de lugter ikke, som timian og om 72 t. vil jeg vide om det var noget, som jeg ikke kunne tåle. Da jeg stadig er i live, er det ikke de timianlignende træer, som er giftige.
Billedet er taget udover floden, som vi gik rundt om og giver kun et pauvert indtryk af , hvor storslået den New Zealandske natur er.
Det er holdt op med at regne, så nu måtte regntøjet gerne ligge på værelset, for det er varmt og turen er mere op og ned af bakke end jeg troede. Det er alligevel dejligt at komme ud og få rørt sig, for vi sidder mange timer i bilen, selvom vi gør mange stop undervejs.
Efter turen laver vi os en kop kaffe  og nu regner det igen, så den står på afslapning med en bog. Da det bliver tørvejr igen, tager vi lige en rundtur, ned omkrig byen og får købt nogen æbler og vand, så kan vi også samle appetit til aftensmaden. Det er meget forskelligt om vandet i vandhanen er til at drikke eller der er tilsat klor, så det smager af hekkenfeldt til, men det kan heldigvis ikke smages i kaffen. Der er den mest fantastiske aftenhimmel, da vi kommer hjem, som jeg lige når at tage et billede af.
Lørdag d. 29 april. Vi vågner til strålende solskin og fuglesang. Det er skønt. Vi spiser, pakker bil og kører videre. Vi er kun lige kommet udenfor byen, da jeg opdager, at jeg har glemt min jakke på værelset, fordi jeg stod og nød solen, lige før vi gik over og afleverede nøglen. Sikken et held, at vi ikke var kommet så langt, inden jeg kom i tanke om det, Det ville have været meget træls, hvis vi skulle have kørt mange kilometer tilbage for at hente jakken.
Vi kan se tre faldskærmsudspringere komme dryssende ned fra himlen, hvilket er en af de populære aktiviteter herude. På Lake Taupo kan vi se en vandskiløber, ligeledes en af de populære aktiviteter, som der også er masser af muligheder for at dyrke, med de store søer de har.
Det første stop er ved Huka Fall, der er et vandfald, som ser ud til at være ideel til riverrafting. Det er en meget bred flod, som falder 11 m gennem en snæver kløft, hvilket giver et buldrende vildt uroligt vand, som måske er for voldsomt til riverrafting, trods alt. Der er i hvert fald ingen, som riverrafter ned ad det voldsomt urolige vand, der er ml. 10 – 22 grader varmt afhængig af om det er sommer eller vinter.
Det næste stop er ved et geotermisk område, kaldet Crater of the moon, navnet er misvisende, for mig bekendt er der ikke særlig varmt på månen, vist snarere tværtimod. Her er gratis adgang, men donationer modtages gerne til vedligeholdelse af stien til vandreturen igennem området. Det damper, syder, bobler  og hvæser medens vi vandrer rundt og vi kan tydeligt mærke varmen under fødderne, selvom der er lavet en træbro, som vi går på. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor kloge maorierne er, når de altid har været i stand til at bruge den varme, til at lave mad med. Det er ikke ufarligt at bevæge sig rundt i området, hvis man ikke holder sig til de mærkede stier. Jordskorpen kan være så tynd nogle steder, at man kan falde igennem, ned i kogende mudder eller vand. Kun de, som er lokalkendte kan bevæge sig udenfor de afmærkede stier.
Fra et højt punkt er der udsigt over området og det er fascinerende at se dampen stige op mellem alt det grønne.
Kort efter vores vandretur bliver vi indhentet af regnvejret, men det er heldigvis kun en kort byge. Vi kommer forbi en mark, hvor der tydeligvis er varmt vand til køerne. Gad vide om de sætter pris på det.
Det næste stop er ved Tai-a-po, som er et andet stort geotermisk område. Her koster det penge at komme ind. Tai-a-po er endnu større end Crater of the moon og endnu mere fantastisk. Her er en vandretur på 3 km rundt i området, som fører os fra det ene fantastiske syn til det andet. Det er helt ubeskriveligt, så fantastisk her ser ud
Der er klart kogende vand, vand i forskellige farver, som mælk, gul, orange, grønt, irgrønt og mudder. Der er en meget stort mælkehvid flade af aflejrede mineraler, her går to mænd og skrubber og fejer med koste. Da jeg spørger hvorfor, får jeg at vide, at det er fordi regnen har skyllet grus fra stien ud og det skal fjernes igen. Der lugter af svovl, men ikke så meget, at det er ubehageligt. Det småregner under hele turen, så vi prøver at beskytte kameraerne, så meget så muligt, men det er svært at lade være med at tage billeder, selvom et almindeligt kamera, som vores, aldrig vil kunne tage billeder, som kan yde området fuld retfærdighed. Det er så fantastisk og forunderligt, nærmest ubeskriveligt.
Vi er heldige at nå ud i bilen, inden det står ned i stænger. Vi fortsætter til Rotorua og finder vores motel. Vi er så mættede af indtryk, at vi begynder at vrøvle. Det er kaffe og afslapningetid, inden vi finder et sted at spise aftensmad, ikke så langt fra, hvor vi bor.
Søndag d. 30 april. Vi vågnede op til et noget mistænkeligt vej, der kom da også en lille byge.
Jeg kunne ikke få hårtørreren til at virke. Det siger jeg til ejeren, da han kom med morgenmaden. Han ville lige se efter om HFI relæet var slået fra, det var det ikke siger han så  jeg får lige undervisning i hvordan hårtørreren skal tændes og bruges. Han gjorde præcis det samme, som jeg havde gjort, men nu tændte den forunderligt nok. Jeg er helt sikker på, at det HFI relæ har været slået fra, men jeg kan jo være ligeglad med, at han ikke vil indrømme det, bare jeg kan få mit hår tørret.
Det første vi gør efter morgenmaden er, at gå på turistkontoret, for at finde ud af, hvordan vi gør i forhold til det, som vi gerne vil opleve. Der lugter virkelig af svovl i hele Rotorua, men det er ikke så slemt, som jeg havde forventet. Jeg havde forventet noget ligesom rådne æg, men så slemt er det slet ikke.
Vi mødte en meget hjælpsom ung mand, på turistkontoret, som ville give os gratis billetter til et Polynesian spa, hvis vi købte billetter til det andet vi ville. Vi ville gerne op på en af vulkanerne, men fik at vide, at lige nu var der dårligt vejr deroppe, så der var ingen ture. Vi valgte i stedet, at besøge The burried village, Te Puia, Hell´s Gate og en Hangi middag. Så de næste par dage er besat, plus at vi skal have plads til Polynesian spa, men vi har alle billetterne.
Det første besøg er Te Puia, som er en maori landsby, der har et stort geotermisk område, hvor der er varme gejsere, der springer med 1 – 3 – 5 m i vejret. Der 3 gejsere er lige ved siden af hinanden, det ser imponerende ud, at de damper samtidigt, fordi vandet er kogende. Det vil ikke være klogt at stikke fingrene ind i gejserne, selvom det virker fristende.
Det er dejligt at vandre rundt i området, som virkelig gør en ydmyg overfor naturens forunderlighed. Her syder, bobler, hvæser og koger vand og mudder også. Alligevel er her meget anderledes end Tai-a-po. Her er også maori skulpturer rundt om, som skal  beskytte forskelligt i livet og naturen afhængig af, hvordan skulpturen er udformet. Her er maori huse og håndværk bl.a. et par meget store skulpturer, som er ved at blive skåret ud. De er helt utrolig dygtige til træskærerarbejde. Jeg kan godt lide deres måde at dekorere alting på.
Det næste vi besøger er The burried village, som er en landsby, der er blevet gravet ud. Landsbyen blev begravet under et mudderskred, i juni 1886, forårsaget af et jordskælv. De begyndte at grave det ud i 1930 og er stadig ikke færdige. Forunderligt nok er det maoriernes huse, som er mest intakte, hvorimod de europæisk byggede huse er knuste og det er næsten kun indbo, der er blevet fundet. Jeg kan se, at maorierne har brugt bregnetræerne til at bygge af, både vægge og tag. Træerne er hule rør, men det er alligevel solidt byggeri, for de står endnu. Til trods for, at de er blevet begravet af mudder, som de har været dækket af, i mindst 44 år.
Landsbyen var allerede i 1886  et yndet turiststed p.g.a. de lyserøde og hvide terrasser, som forsvandt ved jordskælvet (der er nogen lignende terrasser i Tyrkiet. Jeg har ikke set dem, men det har Nina, da de var i Tyrkiet, hvor hun sendte et postkort med terrasserne på). Der er en udstilling, som viser, hvordan det har set ud. Det har været smukt.
Det må være ganske forfærdeligt at se sit hjem blive begravet eller sin familie omkomme for øjnene af en, uden at kunne gøre noget, men naturkatastrofer er jo lige forfærdelige, uanset hvor eller hvornår de sker.
Herfra tager vi hjem efter badetøjet og går til Polynesian spa. Jeg må sige, at det er pragtfuld. Der er 4 bassiner med varmt mineralholdigt vand bl.a. svovl, som kan lugtes, men ikke på en ubehagelig måde. Sådan lugter der i hele Rotorua. Det største bassin, som er under et halvtag, er vel 24 – 26 grader. de tre andre, som er med henholdsvis 39, 41 og 42 grader varmt vand, hvor man kan sidde i det varme vand og nyde udsigten over søen. Medens vi sidder og nyder det varme vand, opdager jeg, at mit viking armbånd og ring, ikke har godt af svovlet, for de er blevet helt sorte. Ups, det tænkte jeg ikke på, for jeg går altid med dem. Bjarne siger, at de godt kan pudses op, når vi kommer hjem til Danmark. Da jeg tager armbåndet og ringen af, er huden blevet helt brun og det kan ikke vaskes væk, men skal slides af.  Hvor ville jeg ønske, at vi havde noget lignende i Danmark, for det føles virkelig helsebringende og afslappende, at bade i det varme mineralvand.
Nu skal det gøre godt med en god middag.
Mandag d. 1 maj. Vi vågner op til det dejligste solskin, og vores første besøg er Hell´s gate, også et geotermisk område. Mon ikke vi snart har fået nok af kogende vand, boblende mudderpøle, gejsere af varmt vand, forunderligt farvet vand, dampende jord, der hvæser efter os og planter, buske og træer, som kan gro i den varme, hvor vi mennesker ville omkomme, hvis vi trådte ud i det.
Så vi holder os pænt til de anlagte stier, for det er farligt at træde ved siden af, men det kan det jo også være i livet. Vi har set steder, hvor man kan se, at stier er blevet lagt om, fordi den gamle sti er sunket ned i undergrunden.
Jeg må sige, at Hell´s gate virkelig lever op til forestillingen om helvedes forgård, med store spilkogende gråsorte damme og mindre spruttende og hvæsende huller, samt kogende mudderpøle. Her er nøgne klipper med pletter af gult og rødt. Midt i dette inferno, kommer vi til en grøn oase med en kilde, der fører til en krystalklar dam, med åkander, for derefter at havne i et varmtvands vandfald. Det er ca. 40 grader varmt. Herfra kommer vi ind i et nyt område med svovlstinkende, kogende pøle.
Vi har besøgt 4 geotermiske områder, som har været meget forskellige og hver for sig har været meget store oplevelser, fordi de viser naturens styrke og forunderlighed.
Eftermiddagen bruger vi på at vandre rundt og se på byen. Ose og shoppe lidt. Jeg havde tænkt, at jeg kunne finde en billig nederdel, men nej, tøj er dyrt herude. I hvert fald det jeg kan lide.
Vi har helt droppet en tur på vulkanen, fordi jeg læste i avisen at der lige var omkommet en deroppe p.g.a. dehydrering og dårligt vejr. Det har vi ikke lyst til at risikere.
Om aftenen er vi til Hangi og maori koncert, som er en maorifest, hvor vi ser et lille hjørne af maoriernes kultur og traditioner, samt spiser en middag tilberedt, efter de gamle traditioner, i de varme kilder.
Vi bliver hentet på vores motel af en bus og kørt til Te Puia. Vi bliver budt velkommen og en af selskabet bliver udnævnt til chef og han skal sige goddag på hele gruppens vegne. Maorierne siger goddag ved at give hinanden hånden og trykke næserne mod hinanden, som tegn på, at det er venner, som mødes. Et andet tegn på, at vi kommer i fred, er et lille bregneblad, som bliver lagt på jorden og chefen skal så samle den op, hvis han ikke gør det, er det tegn på fjendskab.
Maorierne (mændene) danser en velkomstdans for os, de er meget bemalede, både i ansigtet og på kroppen. Det ser voldsomt ud, så jeg kan godt forstå, at de nøjes med at male mønstrene på i dag. Tidligere var mønstrene tatoveret på. Den sidste tatoverede maori døde først i 1900 tallet. Dansen skal vise, at de er stærke og farlige at have til fjender. Kvinderne står i baggrunden.
Det er ved at være mørkt, så billedet er blevet noget sløret. Det som blinker på huset, er indlagt abeloneskal. Det er mødehuset i baggrunden og det er meget rigt dekoreret indeni.
Vi bliver inviteret ind i deres mødehus. Vi skal tage skoene af først, fordi deres mødehus repræsenterer menneskekroppen for dem og derfor skal der vises respekt.
I mødehuset optræder både kvinderne og mændene med deres sange og danse, samt viser deres våben frem. Efter koncerten går vi over i et andet hus og spiser middag, hvor ikke alle retterne er maorimad, men vi får at vide hvilke retter, der er deres traditionelle mad. Det er ualmindelig veltillavet og smager godt. Ved kun at tage en lille portion af hver ret lykkes det mig at smage på det meste.
Efter middagen bliver vi bedt om at synge en sang fra vores hjemland, til gengæld for, at de har delt deres kultur med os. Vi er flere nationaliteter, men Bjarne og jeg er de eneste danskere, så vi må synge alene. Vi sang ”Vi er ikke som de andre” fordi det var den eneste sang, som vi i farten kunne komme i tanke om, men pyt, der var alligevel ikke nogen, som forstod, hvad vi sang. Ligesom vi heller ikke forstod maoriernes sprog, selvom vi fik en engelsk oversættelse.
Det virker tiltalende, fordi jeg synes at det giver ligeværdighed. De er ikke bare en slags aber, som optræder, men mennesker, som deler deres kultur med deres gæster, der til gengæld giver en lille bid af deres kultur til.
Tirsdag d. 2 maj. Vi vågner op til et mistænkeligt vejr og motelværten fortæller, at vi kan vente regnvejr, men så har vi heldigvis vores regntøj, som vi har haft meget glæde af på turen.
Vi kører videre til Auckland i dag. Vores sidste destination på rejsen.
Vi kan se noget, som ligner et slot fra vejen, så vi kører ind for at finde ud af, hvad det er. Det er et legetøjsmuseum. Vi vælger ikke at besøge det. På vej ind til slottet finder vi ud af, at byen har de mest forunderlige store reklameskilte på husene. De er lavet af bølgeblik. Der et hus med 2 halve biler, en morris mascot, der er skåret over og sat på huset, samt en giraf, en elefant og en abe, et andet hus har en bi, der er en blomst på et tredje hus. Turistkontoret er formet, som et får og lige ved siden af, er et hus formet, som en hyrdehund. Vi får travlt med kameraerne, for alle butikker har et bølgebliks reklameskilt, som relaterer sig til det butikken sælger. Man bliver i godt humør af bare at se på de skilte og huse.
Det næste stop gør vi, for at besøge ”Hobbitton”, som er der hvor de optog scenerne, fra hobbitternes by i filmen Lord of the rings. Vi troede, at vi bare kunne køre dertil, men det viste sig at ligge langt inde på en privat grund. En meget stor fårefarm, som lige har lidt kvæg også ca. 300 stk. Den eneste måde at komme dertil på, er at deltage i en af guidede ture med bus ind til området. Det er, det eneste optagelsessted, hvor der er efterladt noget, alle andre steder er alt blevet fjernet, som blev bygget op til filmen.
Det tog 9 md. At bygge det hele op, bl.a. byggede militæret en vej ind til optagelsesstedet, til de tunge køretøjer, som skulle derind. Alt skulle holdes hemmeligt, så alle havde tavshedspligt en medarbejder, som tog et enkelt billede fra stedet, fik sin afsked på gråt papir. Der blev købt en planteskole med tre medarbejdere, som skulle sørge for, at alt hvad det hed planter, blev holdt friske og i orden. De fine grøntsager i hobbiternes haver, var det ikke klogt at forgribe sig på, til et billigt måltid, for så blev det deres sidste, fordi de var sprøjtet med noget meget giftigt stads, som holdt dem friske at se på. Der blev indkøbt et stort egetræ for 70.000 kr. ja, det er rigtigt, det blev skåret i stykker og fik fjernet alle bladene og transporteret ind og blev samlet og stillet op igen bag Bilbos hus, så blev der indkøbt flere tusinde kunstige egeblade i Japan og ansat 3 studerende til at lime bladene på egetræet. Alt sammen, fordi at bladene ikke ville kunne vifte i vinden på den rigtige måde, hvis det blev computer animeret.
Der er stadig en have med blomster i og husene er der endnu, dog uden de pæne facader, men de runde huller til vinduer og døre er der er, men det eneste hus, som man kan komme ind i er Bilbos, de andre er kun facader. Det store festtræ er der naturligt, også søen. Det tog 3 md. at filme og kostede flere millioner. Det hele fylder i alt ½ t i filmen 20 min i den første film og 10 min i den sidste. Det er ikke noget at sige til, at det er dyrt at lave film.
Landskabet vi kører igennem er store blide grønne bakker og det er mest kvæg, som ses på markerne. Nu, ser vi også majsmarker, som er ved at blive høstet. Der er større flade områder på nordøen end på sydøen, som er mere vild og barsk. Det er også her på sydøen de fleste mennesker bor.
Det næste stop er igen et slot, som er årsagen. Det er en cafe, så vi får os en kop cappuccino og Bjarne en muffin og jeg turens første is, for der er det dejligste solskinsvejr. Vi må være kørt bort fra det lovede regnvejr.
På den anden side af vejen ligger en udendørs butik med havemøbler og alle mulige spøjse former for havedekorationer i forskellige størrelse, samt potter. Ting vi aldrig har set derhjemme bl.a. en Humpty Dumpty, som er en  engelsk tøjfigur lavet af femkanter. Jeg har en bog med dem og lavede en til hver af mine to første børnebørn. Pinligt at de andre ikke fik en, men så fik de forhåbentlig noget andet. Der er også en metalglobus med New Zealand på og en rød prik you are here, sikken en humor.
Der er meget trafik, da vi når Auckland, men det lykkes uden alt for meget besvær at finde vores motel. Vi snakker lidt med receptionisten, som fortæller at der er meget trafik i Auckland og det er både svært at finde en parkeringsplads og dyrt at parkere. Hun fortæller at vi kan tage toget i stedet, for vi bor kun 5 min gang fra stationen. Hun giver os køreplaner og fortæller os vejen til stationen.
Vi spiser hos genboen, som er et meget stort Novotel.
Onsdag d 3 maj. Vi vågner op til strålende solskin. Vores morgenmad kommer med nogen forsinkelse, fordi receptionisten selv skal klare det hele alene om morgenen. Pyt, bare vi får den, for der jo ikke noget, som vi skal nå til bestemt tid.
Jo, det skal vi nu alligevel, for ved nærmere undersøgelse, så kører alle togene ikke ud til os, og vi skal med to tog, ud til M.O.T.A.T, et museum for transport og teknik, og de kører med ½ t drift. Det lykkes fint med togene og at finde museet, men så er vores held også rendt ud, for der er fyldt med larmende børn i alle aldre. Det må være en hel skole, som er på besøg. Det lykkes at se museet uden at blive alt for generet af de meget larmende børn, fordi vi vælger efter, hvor børnene går hen og så går vi den modsatte vej. Det fungerer nogenlunde. Da børnene endelig tager afsted, begynder det i stedet at regne, så i stedet for børnene, forsøger vi nu at undgå det værste regnbyger. Vi har selvfølgelig ikke taget regntøjet med. Museet er meget interessant. Foruden transport og teknik, er der også en stor afdeling med nybygger huse, butikker og værksteder, samt nogle meget interessante 3D film bl.a. om hjernens opbygning, om dinosaurer og om hesten. Vi kan ikke nå hele museet inden de lukker, så vi beslutter, at forsøge at nå ned til toget i tørvejr og så tage herud i morgen igen.
På vej til toget ser vi den smukkeste klare fulde regnbue og kan svagt ane en mere. Vi kom hjem i tørvejr og togene passede sammen, så nu er der bare kaffetid og afslapning, til vi skal spise.
Torsdag d. 4 maj. Igen i dag vågner vi op til dejlig solskin, men klog af skade tager vi regntøjet med.
I dag får vi seniorbilletter til toget uden at sige noget, af en ung billettør. I går, da vi sagde, at vi var seniorer, til en ældre billettør, fik vi at vide, at man skulle være 80 år før man kunne få senior billetter. Det står ellers på deres opslag, at det er fra 60 år, men vi havde ikke lyst til at skændes, så vi betalte bare. Nu holder vi bare mund og siger, hvor vi skal have billet til og lader billettøren om at vurdere om vi kan rejse på almindelig voksenbillet eller seniorbillet.
Vi skulle jo på M.O.T.A.T igen i dag, så vi kendte vejen, men jeg mente, at vi kunne komme en nemmere vej, ifølge kortet. Ups, vi endte ved noget vejarbejde, hvor vi ikke måtte gå, så det blev til den nærmeste omvej. Det medførte dog, en god ting, at vi kom forbi en servicestation, så vi kunne  få købt sandwich, dem havde de ikke haft i de 3 butikker, som vi hidtil var kommet forbi og havde forhørt os i. Det er ikke muligt at købe mad på museet. Turen ud til M.O.T.A.T. II foregår i en gammel sporvogn, der kører frem og tilbage hvert 10 min. Denne del af museet er fly, minder fra II verdenskrig og om N Z piloter, her kunne de godt bruge lidt mere plads.
Tilbage til toget følger vi den vej vi kender. Vi står af inde i centrum. Jeg skal have fundet et sted, hvor jeg kan få et memory kort til kameraet lagt over på en CD, for jeg er ved at løbe tør for hukommelse. Jeg har aldrig taget så mange billeder før. Det lykkes at finde en fotoforretning, som brænder Cd’er og det tager kun 1 t.
Vi bruger ventetiden til at tage op i Skytower, hvor der er en fantastisk udsigt over Auckland og omegn. Vi ser en, som Bungy jumper fra tårnet. Ikke om jeg turde. Jeg syntes at det er slemt nok, at der er glasgulv i elevatoren og også oppe i tårnet, der hvor vi går rundt. Der er meget langt ned og selv om en af sikkerhedsvagterne står og hopper på glasgulvet for at vise, at det er stærkt nok, så kan jeg nu ikke lide at kikke nedad. Vel nede igen, henter jeg min CD og det lykkes Bjarne at finde nogen DVDer om fly, som han har ledt efter længe.
Jeg vil gerne have vasket noget tøj, inden aftensmaden, så vi tager hjem. Det har selvfølgelig holdt tørvejr hele dagen, nu hvor vi havde regntøjet med. Det bliver lidt sen aftensmad, fordi jeg gerne ville have tøjet tørret inden vi går.
Fredag d 5 maj. Vi vågnede i nat ved et ordentlig tordenbrag og så blæste og regnede det voldsomt. Der kom kun det ene brag, så jeg faldt i søvn igen, men det er meget gråt til morgen.
Vi tager toget ind til centrum, for at komme med en gratis bus ud til Kelly Tarlton`s Antartic and Underwater World. Vi er heldige at få plads. Der kan kun være 10 personer med og bussen kører kun 1 gang i timen. Hos Kelly er der en meget fin udstilling om de første ekspeditioner til Sydpolen. Det har virkelig været barsk og det var da heller ikke alle, som overlevede. Tænk de havde heste med.
Her er der masser af pingviner, som lever i et landskab, der er bygget op, med sne, is og vand, præcis, som deres naturlige miljø, men her er der ingen risiko for at blive spist, når de elegant glider i vandet. Hele landskabet er lukke inde bag ruder. Vi kan køre med i et lille tog og se ind til pingvinerne, se hvor elegante de er til at svømme, i modsætning til deres kluntethed på land. Turen afsluttes med at vi ser en kunstig spækhugger, som fanger en lige så kunstig sæl, selvom man kan se, at det er kunstigt, er det alligevel godt lavet.
Der er et kæmpebassin med rokker og hajer, hvor man går i en undervandstunnel og kan se fiskene. Vi ser rokkerne blive fodret. Man kan godt få lov, sikkert mod betaling, at komme med i bassinet og fodre rokkerne. Det har vi ikke lyst til, vi nøjes med at være tilskuere. Der er mindre bassiner med blæksprutter, søheste, elektriske ål og en masse farvestrålende fisk.
Der er en stor udstilling om hajer, som meget tydeligt viser, at det er meget få hajer, som er farlige for mennesker, men menneskene er derimod meget farlige for hajerne. Der er faktisk flere arter, som er udryddelsestruet, fordi nogen kan lide at spise hajfinnesuppe. Japanerne burde virkelig have røde ører, for det er dem der slår hajerne ihjel bare for at bruge finnerne og ikke andet.
Vi er også heldige at komme med den gratis bus til centrum igen. Vi tager toget til vores stoppested Greenlane. Vi vil lige se på området vi bor i, men da det begynder at regne bliver det kun til det lokale supermarked, som har åbent alle 24 t. Det er kæmpestort, Bilka størrelse, men kun med mad. Herude vejer de alt frugt og grønt ved kassen. Det ville jeg ønske, at de også gjorde derhjemme, så man ikke altid er tvunget til at købe en bestemt vægt eller et bestemt antal, men kunne nøjes med det man har brug for.
Når vi sådan har vandret rundt i byen kan vi rigtig se, at vi er kommet længere mod nord. Ja, det lyder forkert, men herude er der varmere mod nord, fordi alt vender på hovedet. Det synes jeg i hvert fald. Klimaet svarer til Sydfrankrig.
Der er hække af trompetblomster, blomstrende cannaer, som kan stå ude hele året her. Hegn beklædt med passionsblomster. I haverne appelsin- og citrontræer, hibiscus buske og træer. En masse andre blomster og træer, som jeg ikke kender.
Som du kan se på billedet, så har de også problemer med grafitti herude. Jeg står på jernbanestationen og tager billedet, medens vi venter på toget.
Lørdag d. 6 maj. Vi vågner op til dejlig solskin, men der blæser en kold vind. Morgenmaden er leveret, i aftes, så vi må selv riste vores brød. Det er nu også bedre end at sidde og vente på at få morgenmaden leveret. Receptionisten ville gerne være fri, fordi hun er alene om morgenen og skal passe skranken alene. Vi synes, at det er i orden, for den eneste forskel er at vi selv skal riste brødet. Egentlig ville hun vel allerhelst at vi gik over til genboen og spiste, selvom hun ikke siger det, men nej, jeg vil gerne have morgenmad, inden jeg skal ud.
I dag skal vi på patchwork udstilling. Jeg fandt den på Internettet og det er Auckland Quiltmakers Annual Show & Sale. Vi tager med toget noget af vejen og resten går vi. Det er ikke svært at finde udstillingen, for der er skiltet godt.
Det er spændende at se hvad de laver andre steder i verden og opdage, at meget af det, ligner det, som vi laver derhjemme. Der er også en del, som er meget anderledes bl.a. nogen utroligt fascinerende små dekorative ”dukker” og trolde.
Jeg lagde særligt mærke til et tæppe, som er helt specielt. Ved tæppet stod der ”hvad gør man, når man har et stykke stof, som man synes er grimt, jo, man skærer det i 16 stykker og giver det til 16 piger og beder dem lave en kvadrat af en bestemt størrelse, til et tæppe og det kom der 16 forskellige kvadrater ud af, som så er blevet syet sammen. Stoffet må have været med junglemotiv og Tarzan´s Jane, i hvert fald går hun igen på flere af stykkerne, men det mest fascinerende er at jo længere man kigger på tæppet jo flere små detaljer får man øje på. Resultatet er pragtfuldt.
Bjarne den tålmodige sjæl er med. Udstillingen er ikke så stor, men jeg talte med en, som fortalte mig, at det er den bedste udstilling i Auckland, meget bedre end mange af de større udstillinger. Det vil jeg gerne tro, for det er alt sammen forskelligt og der er virkelig flotte ting imellem.
Vi har masser af tid, så vi vælger at gå til Auckland museum, som kun er 5 min. gang væk. Her der  en stor udstilling, ikke kun om maorierne, men om hele det polynesiske område, som viser deres flotte udsmykninger af deres ting bl.a. skåle, våben, deres fine væveteknikker. Det er kunsthåndværk, når det er bedst. Det er ufattelig, at nogen har kunnet kalde dem vilde og ukultiverede, når man tænker på, hvor dygtige de var til at udnytte naturens ressourcer uden at misbruge den. Gid vi andre kunne gøre det samme. Her fandt jeg også ud af, at de planter, som jeg troede var palmeliljer, de hedder hurakere (på maori) og er de planter, som de laver stof, reb, kurve og tæpper af. Der er udstilling om N Z natur til lands og til vands, med en hel del dinosaurer skeletter. Der er en udstilling om vulkaner, hvor de har lånt en af menneskene fra Pompeji. Sikkert fordi det er det eneste sted i verden, hvor der har været noget at grave ud efter et vulkanudbrud.
Hele øverste etage er War Memorial med navnene på alle dem, som har mistet livet, i de krige eller fredsbevarende styrker, som N Z har deltaget i. Det er deprimerende at se alle de navne, når man samtidig tænker på, at NZ befolkning ikke er større end Danmarks.
Søndag d. 7 maj. Ja, så har vi taget hul på vores sidste dag i N Z  og underligt nok, så begynder hjemveen at melde sig nu.
Vi kører ud til Orewa Beach, fordi vi gerne vil se en af N Z berømte strande, men også fordi, der er det skønneste solskin. Vi har også en del benzin på bilen, som vi skal have brugt noget af, inden den skal afleveres i morgen. Først handlede vi ind til frokost i supermarkedet. Fødevarer er faktisk dyre herude. I forhold til fødevarepriserne i supermarkedet, så er det ikke dyrt at spise ude.
Stranden er en meget bred 3 km. lang sandstrand og der er masser af mennesker på stranden, selvom det ikke er badevejr. Vi går en tur ud af stranden og kommer selvfølgelig til at samle nogle af de sneglehuse op, som ligger på stranden. Medens vi sidder og spiser frokost, er der alligevel to, som går ud og bader. Nå, men de har vel også vikinger herude. Det er sjovt at betragte mågerne, som begynder at skændes om krummerne, endnu inden der er nogen, men mennesker, som spiser, betyder helt klart mad i mågeverdenen.
Vi kører hjem og stiller bilen og går til en nærliggende park, hvor vi kan se et vulkankrater, som er helt rundt hul i jorden, der nu er sået til med græs og plantet blomster i. Vi bestiger et gammel vulkankrater i nærheden ( det er mine hofter ikke nær så begejstrede for, som mig).
Billedet er taget på vej op til toppen.
Sikken udsigt, udover hele Auckland. Her kan man rigtig se, at byen ikke har ret mange højhuse, så den bredder sig meget. Vi kan også se, at der er mange parker rundt om i byen. På toppen er der en mindesøjle over den maorihøvding, som skabte fred med englænderne. Der er en masse vilde oliven og figentræer i parken. Det er får og kvæg, som er græsslåmaskiner, men de er åbenbart vandt til, at der altid er masser af mennesker for de reagerer dårligt nok på os.
Der er meget stort træ, som de har kaldt Christmas tree. Jeg tror det er den, som bærer røde blomster ved juletid.
Aftenen går med at få spist og pakke kufferten, det lykkes at få plads til det hele.
Mandag d. 8 maj. Det er afrejse dag. Efter morgenmaden pakker vi bilen og checker ud. Det går fint med at finde biludlejningsfirmaet Maui/Britz, selvom der er meget trafik. Derfra er der fri transport til lufthavnen. Vi er i lufthavnen kl. 10 og skal først flyve kl 14, men der går 2 t. med sikkerhedscheck og vi skal også spise frokost. Så inden vi får os set om, sidder vi i flyet og har 10.15 t. flyvetid foran os. Jeg får tiden til at gå med at sy på mit patchwork. De bøger jeg havde med er læst og smidt ud. Vi ankommer til Singapore kl. 21 lokaltid og skal videre kl 1. Vi er trætte for vores indre ur siger, at det er sengetid, i stedet venter et nyt flysæde, med 12 t. flyvetid til København. Jeg får heldigvis sovet lidt, men er vågen lang tid før de tænder lyset i flyet. Jeg venter med at tænde mit lys indtil vi mangler 2.15 t. flyvetid. Jeg kan se, hvor langt vi har fløjet og hvornår vi forventes at lande, på den lille TV skærm foran mig. Med mit lys tændt kan jeg sidde og sy lidt. Tiden er meget forvirrende, ved at flyve så langt, fordi tidsfornemmelsen går helt rabundus, da den indre og ydre tid ikke passer sammen. Vi er i København kl. 7.25 onsdag morgen, kun 5 min forsinket. Nu mangler vi kun det sidste stykke til Århus lufthavn. Igen er der lidt ventetid. Vi skal flyve kl 11, så vi kan lige nå at få en kop dansk kaffe. Uh! Hvor den smager godt, efter alle de long black og cappucinoer.
Vi bliver hentet i Århus lufthavn af Svend og Lily, som har passet vores hus, medens vi var væk. De har taget en overlevelseskurv med, hvor der er lidt til frokost, aftensmad og morgenmad, så vi ikke behøver at fare ud at handle.
Vi er hjemme igen, rig på oplevelser og der er det dejligste solskinsvejr. Jeg er helt euforisk af træthed, men holder ud til kl.21, så går det ikke længere. Det tager nogen dage inden døgnet vender rigtigt igen. Måske lidt længere, for vi skal til 65 års fødselsdag på fredag på Svinkløv badehotel.
Det gør nu godt at få noget rigtig hjemmelavet mad. Underligt nok, så var menuen på restauranterne, med New Zealandsk mad, meget ens, alle de steder, hvor vi var i New Zealand. Der var 2 kyllingeretter, 2 oksekødsretter, 1 kalveret, 1 lammeret, laks og dagens fisk. Den sidste turde jeg ikke binde an med, efter at Karen blev syg i Australien.
Det har været mit livs drømmerejse.
Jeg vil meget gerne derud igen.