Vi pakkede det meste i bilen torsdag aften, så vi kun skulle have klaret morgenbad, morgenmad og madpakker fredag morgen, fordi vi skal tidlig afsted, senest kl. 7.

Fredag morgen var jeg glad for, at vi havde pakket bilen, for det tisseregner. Jeg skulle, vanen tro, sy i bilen, på den kedelige tur ad motorvejen til Sekkelund, hvor vi skulle mødes med de andre, senest kl. 9.30. Oh! ve oh! skræk kalechen var ikke tæt, det dryppede ind, fra kanten ved vinduet, lige ned på mit sytøj. Heldigvis havde jeg picnic tæppet med gummibagside inde i bilen, den fik jeg arrangeret så dryppene løb nedad tæppet, så var det kun Bjarne, der blev våd.

Da vi nåede Vejle klarede det op og vi havde tørvejr igen.

Ved Sekkelund cafeteria mødtes vi med de 11 andre biler. Ejeren havde været så flink at åbne tidligere, så vi kunne komme ind og få en kop kaffe og et rundstykke, inden vi kørte videre mod Hamburg og biltoget ved Altona banegård.

Vi gjorde et kort ophold ved grænsen, af hensyn til dem, som gerne vil have lidt forsyninger med. Vi nøjedes med 1 karton vin og en dåse lakridskonfekt, der var ikke plads i bilen til de store grænseindkøb, som vi for øvrigt aldrig har gjort i.

Det var meningen, at vi skulle spise frokost ved grænsen, men det var for tidligt, så det blev rykket, til rasteplads Ålbæk. Det skulle vi ikke have gjort, for da vi nåede til Ålbæk rasteplads, var det et stort byggerod og det regnede igen, så vi måtte indtage den medbragte madpakke i bilen. Allerbedst, som jeg sad og nød min frokost og havde fået hældt en kop kaffe op, så skulle vi afsted igen og min kaffe blev hældt ud, øv.

En med GPS i bilen, havde fundet ud af, at der var en meget lang kø ved Hamburg på mindst 12 km., så køreplanerne måtte ændres. Vi skulle køre af motorvejen tidligere end planlagt, hvilket betød længere kørsel i byen og kørevejledningen passede ikke længere. Vi skulle være fremme senest kl. 16, hvilket årsagen til hastværket, for bykørsel tager længere tid end motorvejskørsel, selvom der var beregnet god tid.

Lige da vi kørte af motorvejen, var der tæt trafik, men det lettede ret hurtigt, så det gik helt godt med at holde sammen i køregruppen, vi var i. En køregruppe var 4 biler, som holdt øje med hinanden, det var jo gamle biler, vi kørte i.

Lige pludselig stod Bjarne og Anna stod ud af deres bil og skubbede den ind til siden. Heldigvis var der lige en plads og ingen fortovskant. Benzinpumpen var stået af, kør I bare videre, vi kommer, når Bjarne har sat den nye pumpe på, det tager kun 10 min., sagde de.

Det var jo meget godt, de to andre biler fra køregruppen var væk og vores kørevejledning duede ikke, for vi var kommet en anden vej ind i byen end den planlagte. Jeg kunne huske hvad de første gader hed, vi skulle køre ind ad og gaden op til autotoget. Til alt held blev vi opmærksom på skiltene til autotoget og vi fandt også gaden, kun holdt vi ved den forkerte ende, gaden var ensrettet, så nu skulle vi bare finde rundt til den anden ende. Da vi endelig holdt i gaden, troede vi stadig, at vi var det forkerte sted, for det lignede bare en almindelig gade og vi kunne ikke se nogen indkørsel, til autotoget. Mobilen duede ikke, for der var ingen strøm på og et par unge mennesker, som vi spurgte forstod ikke hvad vi snakkede om. Ha, ha, ha, bare 2 m. længere fremme i gaden kunne vi se indkørslen til autotoget, hvor de andre allerede var kommet ind Jeg var altså lige ved at få et hjerteslag. Faret vild i Hamburg og skulle være ved toget til et bestemt klokkeslæt, om 10 min., det er slet ikke sjovt, før bagefter. Kort efter kom Anna og Bjarne, som vi skulle dele sovekupé med i toget.

Bilerne blev kørt ombord af mændene, medens kvinderne gik ud til kupé vognene, med toilettasken og madkurven. Toget afgik til tiden, kl. 18.

Efter at have fundet bordet, under det ene sæde, spiste vi vores medbragte mad, sammen med lidt af rødvinen og hyggede os, nød udsigten fra toget, indtil det var sengetid. Aftentoilettet foregik enten i et lille aflukke med en håndvask eller på toilettet, hvor der også var en håndvask, så det må vist kaldes kattevask med tandbørstning. I kupéen skulle bordet pakkes væk, køjerne klappes ned og der var bestemt ikke plads til, at 4 mennesker skulle redde seng på en gang. Jeg måtte redde seng 3 gange inden jeg fik lagenposen til at vende rigtig, så jeg kunne komme ned i den. Der var ikke meget plads i køjen og den var noget hård. Toget larmede og indimellem ruskede det, så jeg troede, at jeg faldt ud af køjen eller rutsjede ned i fodenden eller den anden vej. Det blev ikke til meget soven.

Meget tidligt allerede ved 6 tiden, var der meget snak ude på gangen, så ved 7 tiden opgav vi mere søvn og stod op og foretog endnu en kattevask.

Der blev bragt morgenkaffe rundt ved 8 tiden. Kaffen var god, der var et frisk rundstykke, en indpakket croissant, juice, smør, smøreost og syltetøj, i de klassiske små pakker, det var udmærket, man blev mæt.

Kl. 9.30 ankom vi til Bolzano i strålende solskin. Det tog ca. 30 min. at læsse bilerne af og vi var klar til at fortsætte, nu med endelig med kalechen nede. Bortset fra Michael og Tine, der havde problemer med bilen. Michael fik det løst. Først gik det mod en tankstation, da alle skulle have tanket, allerede her fik vi de første kik ud over det bjergrige landskab. Nu gik turen videre gennem det smukke landskab op igennem adskillige hårnålesving til Passo Mendola. Her så jeg det mest lyserøde hus, jeg nogensinde har set, det skulle ikke blive det sidste.

Leo og Inge ankom i røg og damp, deres bil kogte bogstavelig talt og det var desværre et problem, som ikke kunne løses. Så de måtte ringe til SOS og vi andre måtte fortsætte uden dem. Michael fik hældt mere vand på bilen og mente, at det nok skulle gå.

Turen gik videre, først ned fra Passo Mendola og videre op til Spormaggiore gennem et helt fantastisk, betagende natur, med den ene smukke udsigt over bjergene efter den anden. Jeg tog billeder fra bilen, medens vi kørte, for alle de smukke udsigte skulle med hjem. Ikke ret mange af dem blev gode. Da vi ankom til Spormaggiore, hvor vi skulle spise frokost, på en lille restaurant, havde køreholdet tabt Michael, så han havde bilproblemer igen og bilen lugter heller ikke ret godt, men jeg har ingen forstand på biler og mekanik. Michael kom dog lidt efter, så der var ikke nogen, som behøvede at køre tilbage og finde ham. Restauratøren tilkaldte den lokale mekaniker, til at hjælpe.

Jeg var godt sulten, for frokosten var blevet forsinket af alle bilproblemerne. Det var en meget lækker frokost vi fik serveret, som var værd at vente på.

Fra Spormaggiore kørte vi videre mod Gardasøen, igen igennem masser af hårnålesving, med den ene mere fantastiske udsigt efter den anden. Det sidste stykke frem til campingplads Serenella ved Bardolino, kørte vi langs søen.

Det gik fint med fordeling af hytter, men det bestilte sengetøj og håndklæder var noget værre kludder, fordi de havde fordelt sengetøjet i alle hytter og alle havde ikke bestilt sengetøj. Det lykkedes dog efterhånden at få styr på fordelingen, så alle fik det, de havde bestilt.

Der var bestilt bord hos campingpladsens restaurant, så vi fulgtes alle derhen. Leo og Inge var kommet og havde fået en lånebil og deres egen ville blive transporteret til Danmark, men det kunne godt tage 3 uger, inden den kom hjem.

Michael sagde, at hans bil var Ok nu.

Maden er OK, men de kludrede gevaldigt i serveringen. Vi var nogle stykker, som måtte rykke for vores vin og vand tre gange inden det lykkedes, at få det. Det resulterede for øvrigt i, at de dagen efter påstod, at vi ikke havde betalt for 1 l. vin og 1 l. vand. Ellers var det en rigtig hyggelig aften. Jeg var meget træt og havde alligevel svært ved at falde i søvn p.g.a. trafikstøjen, som jeg ikke er vant til.

Vi vågnede op til solskin, så vi kunne sidde ude og spise morgenmad, på terrassen.

Det var dejligt at slappe af efter den lange rejse. Jeg havde heller ikke sovet meget denne nat, trods trætheden, for trafikstøjen fortsatte hele natten, især motorcyklerne larmede meget. Det vænnede jeg mig ikke til, men jeg blev træt nok til at sove.

Det er prisen for at bo på landet, hvor der er stille, man bliver vænnet af med støj. Herude på landet er der kun fuglesang og engang imellem en traktor der larmer.

Formiddagen blev brugt på en tur til Affi, hvor der var et stort indkøbscenter. Her fandt Bjarne et par flotte sandaler.

Vi købte ind til aftensmad og midt i det hele kom jeg i tanke om, at vi også skulle have noget til frokost og morgenmad. Himmel hvor var det forvirrende at købe ind i en butik man ikke kender. Vi travede rundt i butikken for at finde det vi skulle have. Det blev ikke mindre forvirrende af, at jeg ingen huskeseddel havde og var alt for træt til at multitaske. Vi ledte også efter en kaffetragt, der kunne passe i vores termokande, men det fandt vi ikke, så jeg måtte fortsætte med at holde ved tragten, medens vandet løb igennem. Tragten der var i huset, var beregnet til en kaffemaskine, der ikke var der og kanden heller ikke.

Alt imedens vi forsøgte at få styr på vores indkøb, kom Knud og fortalte, at campingpladsen lukkede for indkørsel af biler fra kl 13 – 15. Nu var kl. 12.15 så det kan nok være, at vi fik travlt med at få betalt, for det tog 30 min. at køre til campingpladsen. Vi nåede det og vel hjemme spiste vi frokost og slappede af. Kl ca. 14 var vi nogen stykker, som gik ned til søen og badede. Vandet var dejligt, men det var en prøvelse at komme ud igennem stenene og ind igen, uden badesko. En hurtig tur under bruseren og vi var klar til gåturen ind til Bardolino kl 15. En tur på 20 min. langs med vandet. Det var nu først kl. 16 vi skulle gå, så vi kunne roligt sætte os hen i skyggen igen og nyde siestaen.

Kl. 16 gik vi i samlet trop ind langs vandet til Bardolino, som er en hyggelig lille by, med masser af restauranter og butikker.

Jeg kiggede efter en nederdel, men det droppede jeg hurtigt, da jeg så priserne. I stedet købte jeg postkort og frimærker.

Vi slog os ned på en udendørs restaurant. Jeg fik en lækker yoghurt med frugt og Bjarne en øl. Det var hyggeligt at sidde og betragte folkelivet, medens snakken gik fra bord til bord. Efter et par timer gik vi hjem igen, af en anden kortere rute end den langs søen.

Kl 18.30 var der køremøde, så vi kunne finde ud af, hvem der ville hvad næste dag, samtidig bestemte vi, at køremødet skulle holdes hver dag kl 18.30, så alle kunne holde sig orienteret om hvilke planer der var.

Jeg lavede aftensmad en kødsovs med skruer og salat. Det kunne godt gå an. Det var desværre vand med brus jeg havde fået købt og vi måtte ikke drikke vandet i hanen. Det brusende vand måtte jeg så nøjes med indtil jeg fik købt noget andet.

Jeg brugte aftenen til at få skrevet postkort, så de var klar til at sende. De skulle gerne nå hjem inden vi selv kom hjem.

Vi gik tidligt i seng for vi skulle tidligt op og synge fødselsdagssang for Ole, der fyldte 60 år.

Vi begyndte, som bekendt dagen med at synge fødselsdagssang for Ole og Knud holdt en lille tale. Efter sangen spiste vi morgenmad ude i solen, det var bare skønt.

Kl 9.30 var vi klar til afgang mod Monte Baldo, inden da nåede jeg at skifte kjole og tage leggings på, fordi Lilian sagde, at der kunne være koldt på toppen.

Undervejs til Monte Baldo besøgte vi "Den tyske mindelund" i Costermano, med faldne fra II verdenskrig, her ligger der 21.951 soldater begravet. Det er selvfølgelig kun en lille del af de menneskeliv, som en sindssyg mands magtbegær kostede, fordi andre var sindssyge nok til at følge ham.

På parkeringspladsen vakte alle vores gamle biler opsigt, på de to busfulde tyske turister, som holdt der. Bjarnes jaguar blev dog kaldt en lamborghini, så det var ikke det store kendskab til biler, som plagede dem. Mindelunden var meget smukt lavet og virkede ikke så deprimerende, som de mange hvide kors på den Amerikanske kirkegård i Normandiet. Måske, fordi man ikke kan se, hvor mange grave, der faktisk er. Den ligger utrolig smukt, med en helt fantastisk udsigt over landskabet. Begge steder leder alligevel tanken hen på, hvor stort et spild af unge menneskers liv krig er, for de fleste var i alderen fra 20 – 30 år.

Herfra kørte vi videre gennem utallige hårnålesving til svævebanen op til toppen af Monte Baldo.

Svævebanen var i to etaper, den første var en lille lukket vogn, som to personer lige kunne stå op i, den næste etape var et stolesæde for en person.

Det gik langsomt, men sikkert opad, kun med en svagt knirkende lyd fra svævebanen. I stilheden kunne jeg høre fuglene og cikaderne. Højere oppe var der klokkespil fra køernes klokker, som havde forskellig klang, så lyden var helt musikalsk. Spredt rundt kunne vi se flere runde vandingsdamme til køerne.

På toppen var der et utal af forskellige blomster. Jeg kendte ikke dem alle sammen, men jeg fik taget en masse billeder af dem. Desværre var der meget varmedis, så der var ikke så meget udsigt, som der ville have været i klart vejr, men flot var det nu alligevel.

Vi slog os ned i græsset og spiste vores medbragt mad. Et par stykker gik op til den lille restaurant og købte mad. De kunne nu kun få suppe. Det var nok ikke det ideelle, for der var ikke koldt på toppen, den dag. Tværtimod var der behagelig varmt, så det ekstra tøj vi slæbte med blev der ikke brug for.

Undervejs ned, inden sidste etape gik vi ind på restauranten og købte os en kop kaffe, americano med ekstra varm vand til, for ellers er den så stærk, at den er udrikkelig efter min smag.

Vel nede igen kørte vi til Torri, for Knud ville undersøge om vi kunne bestille billetter til færgen, til næste dag.

Vi gik en tur, sammen med Ingrid og Ole langs med vandet, hen til en lille havn, hvor der svømmede et svanepar rundt med tre unger.

Vi vendte tilbage til bilen, inden parkeringstiden udløb, 1 t. og gik ind og fortalte de andre, som sad og fik en øl, at vi kørte hjem nu.

Vi skulle have benzin på og kørte ind til en Esso tank, hvor der var selvbetjening, men betalingsstanderen var tapet sammen med gaffatape, så vi kørte videre mod en anden Esso tank og kom forbi en fartkontrol, men vi kørte ikke for stærkt. Den anden Esso tank var ikke bedre end den første, så vi måtte tanke hos Agip, hvis benzin nogen af holdet havde dårlige erfaringer med.

Tilbage på campingpladsen var vi flere, som gik til søen og badede. Denne gang gik vi hen til badebroen, så vi slap for at skulle igennem stenene. Vandet var dejligt.

Efter badeturen nåede jeg lige at få vasket en kjole inden vi skulle til køremøde.

Planerne for morgendagen måtte ændres, for vi kunne ikke bestille færgebilletter, fordi den ene færge var i stykker, så der var 1 t. mellem hver afgang og vi kunne ikke være sikre på at komme over alle sammen på en gang, da færgen kun kunne tage 18 biler. I stedet ville vi køre, rundt om søen.

Ole inviterede på vin til maden, som tak for fødselsdagssangen. Vi gik derfor alle hen på den lokale restaurant kl. 8. Dejligt, så slap jeg for at lave mad.

Vi afsluttede aftenen med at gå en tur ned til søen og nød udsigten til lysene, på den anden side af søen. Det havde været en rigtig hyggelig aften.

Vi begyndte dagen med at synge fødselsdagssang og Knud holdt tale, for Michael, selvom han ikke fyldte rundt. Det var hyggeligt at få sagt godmorgen på den måde til alle. Derefter fulgte selvfølgelig morgenmaden. Morgentoilettet var overstået.

Vi kørte fra pladsen kl 9. Først gennem det kendte terræn til Riva. Fra Riva kørte vi gennem en meget lang tunnel, hvor det gik opad hele tiden. Ude af tunnelen gik det igen gennem nye hårnålesving og et ufatteligt smukt og majestætisk landskab, med høje bjerge.

Vi gjorde holdt ved Ledro søen, som er en fuldstændig krystalklar sø, med foreller i. Desværre havde jeg ikke badetøjet med, så jeg måtte nøjes med at mærke på vandet. Jow, jeg fik også en is, andre købte kaffe og der var lige mulighed for at besøge "det lille hus". Det var en nødvendighed at gøre, når muligheden var der, for der var ingen offentlige toiletter i bjergene og man forventes at købe noget eller betale for brug af toilettet. Det er meget svært at finde et sted til aftrædelse i naturen, for enten sad du til fri beskuelse eller bjergsiderne var så stejle, at man skulle være bjergbestiger, for at komme enten op eller ned eller også kunne man slet ikke komme til at parkere bilen.

Efter pausen kørte vi videre mod Idro søen, som er meget større, den nøjedes vi med den smukke udsigt ud over. Jeg bliver aldrig træt af landskabet hernede.

Næste stop var frokosten ved et lille trattoria, hvor vi fik superlækker mad, vand og vin og mulighed for et toiletbesøg, på et italiensk toilet.

Der blev ikke sparet på vin serveringen. Vi var kørende, så alle holdt igen, i hvert fald chaufførerne.

Med frokosten indenbords, fortsatte vi turen, nu gik det nedad mod Gardasøen, undervejs kom vi forbi en meget stor opdæmmet sø, hvor vi gjorde holdt på broen over, for at nyde udsigten, det gode vejr og tog billeder, det var lidt svært at tage billeder fra bilen, når vi kørte, men alligevel kunne jeg ikke lade være, når udsigten blev for smuk eller spektakulær.

Herfra kørte vi videre ned til Gargnona, hvor vi skiltes. Knud og Lillian tog færgen, andre kørte syd om søen og andre kørte nord om søen.

Vi valgte at køre nord om og gense vejen, med de mange små tunneller, som vi kørte for mange år siden, på vej hjem fra Carolé ved Adriaterhavskysten, men det var ikke længere mange små tunneller, hvor der mellem dem er udsigt over søen, nej, nu er det snart en lang tunnel, der arbejdedes på livet løs, på at gøre tunnelen helt færdig, for der var vejarbejde/tunnelbyggeri to steder.

Lige før campingpladsen kørte vi ind for at tanke, men der var lukket, så vi måtte køre igen, da vi holdt for at komme ud på vejen igen, var der en dame, som var ved at bakke ind i os, så Bjarne måtte bruge hornet, til at stoppe hende med. Heldigvis hørte hun det og stoppede 2 cm fra siden af vores bil Puh! Hun sendte os en undskyldende bevægelse.

Igen i dag var der fart kontrol. Vi blev ikke stoppet, men betjentene sendte os anerkendende vink, helt sikkert til bilen.

Vi var først tilbage kl. 17.30.

Jeg var oppe på en stol, for at nå et glas på øverste hylde, der står den kande, som jeg havde efterlyst, helt inde i hjørnet, hvor jeg ikke kunne se den nedefra. Nå de havde nok været henne og aflevere den, medens vi var væk, selvom jeg syntes, at der var underligt sted de havde sat den.

Det havde de ikke, det blev opklaret, da jeg gik ned med skraldeposen, for da sagde Leo, at han havde en kande til os, som de havde afleveret til ham, fordi vi ikke var hjemme.

Nå men jeg måtte så pænt gå hen og aflevere kanden og sige, at jeg havde fundet den, som skulle være der.

Ved køremødet inviterede Michael på vin foran deres hytte ved 9 tiden, hvis vi tog en stol og et glas med.

Vores aftensmad var en af vores klassiske feriebrød, som er en baguette, delt i to og skåret op på langs, smurt med smør belagt med skinke, skivede tomater og ost, derefter lagt sammen. Ristet på panden i smør på begge sider. Et låg brugt til at holde brødene på plads. Det smager himmelsk, også når man ikke sidder under sydens sol og varme.

Det var hyggeligt at være samlet udenfor, i den lune sommeraften med vinen og lidt snacks, medens snakken gik. Det var en lummer aften, så alle troede, at der nok blev torden. Det gjorde der ikke. I hvert fald ikke så vi kunne høre noget.

Det var helt underligt, at der ikke var nogen fødselsdag i dag, så vi bare spiste morgenmad, inden vi mødtes med de andre kl 9.30, til dagens køretur.

Den første del af turen var fladt land. Her kom vi forbi flere marmorforarbejdnings virksomheder. Jeg så bl.a. én meget smuk mosaikplade, som ville gøre sig som sofabord

Området hedder Valpolicelli og er et vinområde. Her var bjergene ikke så høje og siderne var dækket af vinmarker, men efter det flade stykke, gik det igen opad gennem hårnålesving, hvor jeg flere steder kunne se ned til det sving, vi lige var kommet igennem. Vi kom også forbi flere sandstensbrud, et byggemateriale, som er det foretrukne her i Italien, ser det ud til.

Vi nåede frem til målet Ponte di Veia, en naturbro. Det var imponerende, at se broen, smuk?. Det er umuligt at forklare i ord, den følelse det var at stå og se på naturens bygningsværk, som er blevet dannet gennem millioner af år. Her var også huler, som sikkert var blevet brugt til bolig af vores forfædre, men der var ikke adgang til dem, da der var gitter for.

Vi spiste frokost her. Den stakkels tjener var ved at få stress over 22 menneskers individuelle bestillinger. Hvordan må der så ikke have været i køkkenet.

Nu smagte jeg endelig de trøfler, som Bjarne ville give for mange år siden, på en ferie i Nordsjælland og så var restauranten lukket.

Jeg vil sige at trøfler smager fantastisk på spagetti, mum !

Vi sagde, at vi selv kørte hjem, fordi vi ikke ville med til Molina og se kaskader, det vil min hofte desværre ikke være med til, 5 km travetur op og ned ad bakke, det kunne måske gå nedad, men opad ville Bjarne være nød til at bære mig. Det kan jeg ikke være bekendt at byde ham.

Vi havde ikke kørt ret langt, så holdt Bente og Flemming ind til siden, der var slet ingen vand på bilen, fordi en kølerslange var revnet. Heldigvis opdagede de, det i tide og det kunne laves på stedet. Til alt held var der vand nok i de forskellige biler, til at fylde køleren med igen.

Nu må det snart være nok med bilproblemer. Først Bjarne og Anna, med benzinpumpen i Hamburg, dernæst Michael og Tine i Bolzano og et par andre omgange. Jeg ved ikke hvad Michaels problem er, men han har også været ved mekaniker inde i Garda by. Leos og Inges alvorlige problemer på Passo Mendola, hvor de måtte sende deres bil hjem og have lånebil. Arnth har problemer med bremserne og de er uundværlige, til kørsel, i bjergene.

Da Flemmings problem var løst kørte vi hjem. På campingpladsen slappede vi af. Jeg havde skåret vores kæmpe vandmelon over i to og den halve havde jeg skåret i skiver, som jeg ihærdigt forsøgte at afsætte, for vi kunne ikke selv spise os igennem den og da slet ikke, når den havde fået lov at ligge siden i mandags.

Jeg var så uheldig at den halve vandmelon faldt ned over min kjole. Jeg vaskede den, men var ikke sikker på, at saften var gået af, det var det ikke helt, men efter, at vi er kommet hjem, har jeg fået det af.

Efterhånden var alle hjemme igen, så badeholdet samledes og gik i vandet, det kunne vi lige nå inden køremødet.

Efter køremødet laver jeg aftensmad, det var igen noget grydenoget med skruer og salat. Medens vi sad og spiste kom Anna og inviterede, til hygge, på terrassen, med lidt vin og Anna´s kæmpepose peanuts, fra grænsen.

Det var køligere i aften, så jeg sad og kom til at fryse, med mine bare skuldre.

Vi måtte have tæppet over lagnet, da vi gik i seng for at holde varmen. Det var alligevel bedre end da det var lummert.

Jeg vågnede tidligt og gik i bad, lavede kaffe og besluttede at lave blødkogte æg, medens Bjarne hentede baguette, da butikken åbnede kl. 8. Efter morgenmaden gik vi ind til markedet i Bardolino, en tur på ca. 20 min.

Vi havde aftalt, at mødes med Bjarne og Anna ved færgen kl. 11.15, men kort efter, at vi er kommet hen til boderne mødte vi dem, så vi slog følge.

Jeg var på jagt efter en nederdel og en skjorte. Allerede i den første tøjbod fandt jeg en skjorte, som både passede mig og jeg kunne lide. Nederdelen var derimod et problem, hver gang jeg fandt en jeg kunne lide, så var den for lille. Tiden løb og Bjarne og Anna skulle også selv have købt noget, så vi skiltes.

Kort efter fandt jeg lige nederdelen og en billig kjole. Nu skulle jeg bare finde Bjarne, som var blevet væk, og så mellem alle de mennesker, puh! og det var varmt.

Juhu! der var han. Vi gik ned til færgestedet. Bjarne og Anna var allerede kommet, vi mødte også Leo og Inge. Vi fik købt billetter og kom med færgen til Sirmione, en landtange, som skyder ud i Gardasøen, med de gamle romerske ruiner Grotti di Catullo. Det var dejligt ude på vandet og Leo fik sig en lille "morfar".

Det første vi gjorde, da vi kom iland, var at lede efter et spisested. Vi fandt et hyggeligt sted, med skygge fra træer, hvis grene var formet, hen over terrassen, det må have taget flere år. Vi fik en lækker lasagne, 1 l. rigtig god vin og vand. Det sidste var en selvfølge her i varmen.

Bagefter gik vi, i middagsheden, ud til Grotti di Catullo.

Vi så først den indendørs udstilling, hvor der var dejligt tempereret. Bagefter gik vi gennem ruinerne af det romerske byggeri, som må været det ypperste dengang det blev bygget, helt tilbage før Julius Cæsars tid. Det er imponerende hvad de kunne lave allerede dengang, med den teknik og det værktøj, som de havde til rådighed.

Det ville være utrolig spændende, hvis man havde mulighed for at se det, dengang, der levede mennesker i bygningerne. Jeg ville selvfølgelig være en af de rige og ikke en af slaverne.

Det var varmt og vi drak vand i spandevis. Jeg havde allerede drukket 1 l. efter frokost.

Vi vandrede tilbage til byen og nåede lige en øl, inden vi tog med færgen tilbage til Bardolino og gik tilbage til campingpladsen. Der var ingen spor tilbage efter markedet om formiddagen.

Skulle der være noget, som vi havde fortrudt vi ikke købte, kunne det nås om fredagen inde i Garda, for det vil være de samme kræmmere, som dem i Bardolino og det tager ca. 20 min. at gå derind, bare den modsatte vej.

Vi gik lige omkring butikken og fik købt ind, bl.a. vand.

Aftensmaden bestod af en gang tunsalat med baguette til. Vi inviterede Anna og Bjarne til at hjælpe os med at tømme vores vinkarton, senere kom Jørn og Inge til.

Trods vinen var det igen en nat uden meget søvn. Vi besluttede at tage med til Verona.

Morgenmad med blødkogte æg, også var det afgang til Verona. Vi var 5 biler. Det gik nemt med at komme derind og finde den underjordiske parkeringskælder.

Vi fulgtes ad ind til Arenaen, hvor de var ved at gøre klar til operaen Aida, nogle af kulisserne stod ude på pladsen bl.a. 4 store sfinkser, påfugletronen og et par romerske stridsvogne. Her så vi også fænomenet levende statuer, som vi har set i Rom, de forventede penge, hvis vi tog billeder af dem. Romerske soldater, et par krigerisk udseende piger og et par klædt i krinoline og kalvekrøs, som mod penge lod sig fotografere med turister.

Der var to af parrene, som vi fulgtes med, der begyndte at tale med en ung pige om billetter til aftenens forestilling. Det troede vi andre ikke rigtig på var reelt, det var formodentlig en svindler.

Vi tabte tålmodigheden, med at vente på deres forhandlinger, så vi gik over og købte indgangsbilletter til Arenaen.

De var i fuldt sving med at gøre klar, til aftenens forestilling, så der hamredes og bankedes og lavedes lydprøver. Jeg havde svært ved at forstille mig at de kunne blive færdige, når jeg så hvor lidt der var blevet stillet op, men selvfølgelig når de det, for det er ikke første gang, de sætter Aida op i Arenaen.

Arenaen er en gammelt romersk amfiteater, fra dengang de blev brugt til gladiatorkampe. Den ligger inde midt i byen, på et stort torv. Et stort område var afspærret, som lagerplads til kulisserne. Indgangen er gennem en af de store buer, der er en gang hele vejen rundt under tilskuerpladserne, men det mest var spærret af. Vi gik op ad trappen og ind på tilskuerpladserne. VIP pladserne er på det flade stykke foran scenen, som vi kan se hen til, den er skrå. Bag os går de almindelige tilskuerpladser stejlt opad, de nederste er der stole på, de øverste er den rå sten. Det er nok de pladser, som jeg har hørt, at man selv skal tage puder med til, de billige pladser.

Jeg kan godt forestille mig, at det må være en helt eventyrlig oplevelse, at se en forestilling her under åben himmel. Hvilket betyder, at hvis det begynder at regne, så slutter forestillingen og du får kun dine penge igen, hvis de har nået under halvdelen af forestillingen. Selvom jeg ikke er operafan, kunne jeg godt tænke mig engang, at se en forestilling her.

Da de andre kom ind fortalte de, at de ikke havde købt billetter, fordi programmet ville blive for hårdt, men de troede stadig, at det var reelt, at de kunne købe de rigtige billetter hos den unge pige.

Vi skiltes, de gik ind i Arenaen og vi gik videre ned gennem gågaden, med de dyre designervare butikker og vi kom forbi et antikvariat, med en masse forskelligt omkring biler, rally, motorløb og emaljeskilte med biltilbehør. Jeg er sikker på, at det glas var meget klistret, da vi gik derfra, for nu var der masser af tid til at se på vinduer, nu hvor det ikke var tøj, men biler det handlede om Ha, ha.

Vi gik igennem gårdspladser omgivet af nogle meget flotte gamle huse, som rummer administrationen af Verona. Vi kom helt ned til floden Adige og gik langs med den. Det var ved at være varmt, så vi søgte ind i skyggen under træerne.

Vi var efterhånden sultne og gik på jagt efter et spisested. Det første var alt for dyrt, der var heller ingen gæster, i den næste var prisen lige tilpas, den havde naturlig skygge med vinplanter og andre gæster, så her gik vi ind og spiste lækker mad og fik en dejlig kold øl. Da vi var næsten færdig med at spise, kom de andre. Jeg ved ikke om der er nogen, som sendte dem en sms om hvor vi var ellers synes jeg det er utroligt, at de fandt ind på den samme restaurant, som os. De sagde godt nok, at de kunne høre os, da de gik forbi, gu´ ve´ om det var mit grin. Men ???

Vi gik videre hen til den ældste bro over floden, den er imponerende, bygningsværk af mursten og den står endnu. I en nærliggende bygning var der kunstudstilling, men den sprang vi over, selvom der helt sikkert ville have været dejlig køligt derinde.

Jeg kan for øvrigt godt lide at gå på kunstudstilling, men det sker ikke så tit.

I stedet gik vi hen til parkeringskælderen, hvor vi havde aftalt at mødes kl. 15, så vi kan nå at komme ud af byen inden hjemkørselstrafikken sætter ind.

De andre sad allerede og ventede på os, da vi kom

Vi betalte for parkeringen og fandt vores biler. Da Bjarne stoppede billetten i for at komme ud, så skete der ingenting, bommen gik ikke op, Ups! hvad gjorde vi nu, hvordan får vi forklaret en eller anden, at vi havde kommet den betalte p-billet i. Nå, men vi kunne ikke holde foran bommen, hvor vi holdt i vejen, så Bjarne bakkede lidt og så gik bommen op. Fronten på bilen ragede åbenbart for langt frem, da han stoppede p-billetten i. Vi åndede lettet op og kørte ud.

Turen hjem gik let og smertefrit. Vi fik benzin på. Jeg fik hentet mere vand i butikken.

Det var tid for badeholdet at gå i vandet. Hvor var det skønt at blive kølet af. Den badetur kommer jeg til at savne.

Efter badeturen pakkede vi det meste og jeg gjorde rent i hytten, så det kun var finishen om morgenen, inden skulle køre kl. 9.

Vi gik sammen med de fleste andre hen og spiste på den lokale restaurant, det var meningen, at vi skulle have været inde hos naboen, men der var kommet ny ejer, så det blev droppet.

Vi havde lige fået os bænket udenfor, da tjeneren kom og sagde, at vi skulle flytte indenfor, for det begyndte snart at regne. Det havde han ret i, det stod ned i stænger, inden vi havde fået os sat ned igen. Medens vi spiste glimtede det i udenfor og buldrede, men vi nåede hjem i nogenlunde tørvejr.

Det buldrede, bragede og regnede, hvor længe det blev ved, hørte jeg ikke, for jeg faldt heldigvis i søvn.

Det var afgangsdag i dag, så vi stod tidligt op kl. 6, tog bad og fik spist morgenmad indenfor, for alt var drivende vådt udenfor, efter nattens regn.

Vi fik pakket det sidste, jeg tog rugbrødet og syltetøjet med, men det sidste vandmelon røg desværre ud.

Vi havde god tid, så jeg satte mig til at læse, medens jeg sad og læste i sofaen, kom damen, som skulle kontrollere om alt var i orden, strygende ind af døren, klappede låger op og i, med en fart, så jeg havde svært ved at tro, at hun kunne nå at kontrollere noget som helst, men alt blev godkendt i orden, med et OK, da hun forlod huset. Det var jo fint nok, for det betød, at depositummet ville blive tilbagebetalt.

Kl. 9 var det afgang. Vi kørte det første stykke af de kendte veje.

Jo nærmere vi kom Dolomitterne, jo mere forandrede landskabet sig. Der var bjerge omkring Gardasøen, men de er anderledes, end de bjerge, som vi kom til nu. Det var tydeligt, at der stadig var sne, hvor langt ned vidste jeg ikke. Det viste sig senere at være ned til 2000 m.

Vi måtte have jakker på i dag. Vi holdt ind i Moena og spiste frokost. 4 af os fik pizza og 2 fik spagetti. Vi var kun 3 biler i køregruppen, fordi Niels og Ruth var hjemme til fødselsdag og kom ikke tilbage før om tirsdagen. Det var kæmpepizzaer 42 cm i diameter. Ingen af os kunne spise op, selvom de var lækre. Det var også med et smørret grin de blev serveret. Måske var det familiepizzaer vi havde bestilt.

Medens vi spiste kom der en gruppe på 9 specialbiler, excalibur. Jeg har aldrig hørt om dem, men flotte, gamle biler var de, så inden vi kørte videre måtte vi lige beundre og tage billeder af de fine biler.

Kort efter frokost kom vi frem til serpentinevejen op til Pordoi passet, 33 hårnålesving var der op, det var hårdt, i de gamle biler, uden servostyring. Der skulle "muller" til at få bilerne rundt, nå, det havde der jo sådan set været brug for hele tiden. Her var bare de fleste hårnålesving, på vejen op vi kom igennem under hele turen.

Heroppe var der koldt, alt for koldt til vores sommertøj. Der ligger sne endnu, som jeg lige var henne og klappe.

Herfra gik vejen nedad igen gennem 29 hårnålesving til Arabba, som ligger i 1600 m. højde. Det var her vi boede, på hotel Olympia. Vi havde alle fået værelser med udsigt, til bjergene omkring os, det var så smukt. Vi skulle bo på 3die sal. vi var lige oppe og se værelset, det var fint, hvorefter vi gik ned og fik hilst på de 3 par, som stødte til os her, og hente bagagen.

Jeg har helt glemt at fortælle, at naturen under hele turen har været ubeskrivelig smuk og jeg er virkelig blevet solgt til at køre åben bil i bjergene.

Medens vi stod og tog bagagen ud af bilen, begyndte der at komme kørende den ene gamle bil efter den anden, så det med at bære bagage op, gik helt i stå. Bjarne fik taget billeder af 63 biler, men der var mange flere.

Nu forstod vi, hvorfor der havde stået en fotograf, med et kæmpekamera på stativ, lidt upraktisk parkeret, i et sving, da vi kørte nedad. Han kunne sagtens ses, så han var ikke til fare. Han skulle helt sikkert tage billeder af alle de gamle biler.

Det med fare, det syntes jeg derimod de mange motorcyklister var til, de kørte med hovedet under armen og var skyld i, at jeg mere end en gang fik ondt i maven, når de overhalede og kun lige akkurat nåede at smutte til side for modkørende, sommetider lige ind foran vores bil. Dem måtte vi lære at leve med i den næste uge, for der var rigtig mange af dem.

Der også masser af cyklister, men dem kunne jeg ikke lade være med at beundre, den energi, som de lagde for dagen, når de trampede opad bjergene, uanset vejret. Derimod syntes jeg, at deres kørsel nedad var lige så dødsforagtende, som motorcyklisternes.

Der var også hundekoldt i 1600 m. højde, så nu fik jeg brug for langbukserne, som ellers var stoppet nederst i kufferten. Vinden gik gennem marv og ben.

Det var ikke lige den forestilling jeg havde om sommerferie, da jeg pakkede min kuffert. Jeg håbede virkelig, at det ville blive varmere, for så meget varmt tøj havde jeg ikke med, at jeg kunne klare en uge.

Kl 19 var der aftensmad og det var ikke før, for døren til spisesalen blev ganske enkelt ikke åbnet før kl. 19.

Maden var lækker, tre retter + en overraskelse, ja, det giver 4 retter, så vi var godt forspiste og trætte. Det var sengetid, selvom kl. ikke var 10 endnu.

Jeg havde sovet godt, til trods for, at madrassen efter min smag var for hård. Vi kom lidt sent ned til morgenmad, for der var ikke planlagt noget, så vi havde givet os god tid.

Der var et fint tag selv bord, med forskelligt pålæg, brød man kunne riste, morgenmadsprodukter til yoghurt eller mælk, juice og man kunne koge sig et æg. Det sidste kunne være lidt svært. Især at få sit eget æg igen, for det var et kar med opvarmet vand og 4 æggeholdere, så ofte blev der bare lagt æg ned i beholderen og så var det umuligt at se hvis der var hvis og dermed bedømme om ægget havde fået den tid det skulle have. Det droppede jeg, men Bjarne forsøgte sig dagligt i de 7 dage vi var der og indrømmet, de fleste gange blev det, som han ville have det, Kun den sidste dag gik det galt, da var hans æg ganske enkelt væk.

Medens vi sad og spiste sammen med Ingrid og Ole kom tjeneren med middagsmenuen og vi skulle bestemme, hvad vi ville have at spise til middag, midt i morgenmaden, nå det vænnede vi os til. Vi skulle så sidde ved det samme bord til aften.

Vi ville bare gå ned i byen og se om der var noget spændende at kigge på. Det var der, der var en, som havde fundet ud af, at der skulle være en ceremoni ved kirken, noget med at plante et træ kl. 10. Nu var kl. 7 – 8 min i, så det kan nok være, at vi fik travlt.

Vi skyndte os ned til byen. Foran kirken stod flere mænd klædt i noget, som lignede folkedragter, de linede op under kommando og marcherede ind i kirken. Var det, det hele, nej kl 11 kom de ud fra kirken igen bærende på en jesusfigur og en baldakin, sammen med præsten og messedrengene, samt et optog af kvinder og børn. Alle børnene bar gule kasketter. Der var også et kvindeligt kor på 5 kvinder eller hvad det nu var. De sang noget, der lød, som svar til præsten.

Det lignede en slags gudstjeneste, som blev holdt, ved et alter, der var sat op på fortovet, foran kirken, derefter gik de videre til et andet alter, som var sat op bag kirken, hvor de også holdt en slags gudstjeneste.

Vi kunne jo ikke forstå hvad der blev sagt, men det var et smukt skue. Det lykkes Lilian at finde ud af, at det var noget med 800 års dag for Sct Benedikt og miljø, så der skulle plantes et træ. Det lignede en velsignelse præsten gav træet.

Vores vært, der var en af mændene i folkedragter, for pludselig afsted i sin bil. Det viste sig, at han havde glemt skovlen, som de skulle bruge til at plante træet med.

Mændene i folkedragter stillede gladelig op til fotografering, det hele blev for øvrigt filmet.

Efter, at højtideligheden var sluttet, gik vi ind i kirken, hvor præsten var ved at afmontere baldakinen, der var meget praktisk 4 huller i kirkebænkene til baldakinens stolper. Jesusfiguren var stillet tilbage på sin plads. Det var en meget smuk lille kirke, der var rigt dekoreret.

Jeg sneg mig til at tage et par billeder, medens præstens gik ud med noget.

Vi gik en tur rundt på kirkegården, her bruger de at have et billede af afdøde på gravmonumentet, det har jeg aldrig set før. Jeg kan ikke kalde det gravstenen, for meget få var sten, de fleste var lavet af metal, fint ornamenteret.

Det var frokosttid, så vi fandt et sted at spise, sammen med to andre par. Bagefter gik vi hjem til hotellet.

Vi havde været omkring turistkontoret, så vi havde lidt om området og vigtigst af alt, fundet ud af, hvor vi kunne købe benzin.

Jeg slappede af, med mit sytøj og Bjarne gik ned og kiggede på bilreperation. Det var desværre for koldt til at sidde udenfor og solen kunne ikke nå ind på vores altan på grund af taget.

Ved 5.30 tiden gik jeg en tur ud af vejen og fik taget en masse billeder af blomster, ud over bjergene og ned over floden.

I nabobyen Verda Varda, på 5 huse. Talte jeg med en gammel mand, som sagde, at det ville blive regnvejr, der var da også mørke skyer ude i horisonten.

Det var dog lidt svært at kommunikere, for han talte tysk og jeg talte engelsk. Mit tyske lader meget tilbage, hvis jeg skal tale det, det går lidt bedre med at forstå det.

Jeg nåede lige at vende tilbage til køremødet, her fik vi serveret et glas "juice" med en mikropizza til.

Det blev besluttet at vi skulle køre kl. 10 næste morgen og så var det spisetid. Endnu engang fik vi lækker mad. Jeg var alvorligt bange for, at jeg ville ende med at kunne trille, inden vi kommer hjem. Så var det sengetid.

Vi begyndte dagen, som sædvanlig med et bad og derefter ned til morgenmad.

Det kan nok være, at vi vakte opsigt da alle rejste sig og sang fødselsdagssang for Bodil, der havde fødselsdag og Knud holdt en af sine små taler.

Det var stadig lidt underligt at skulle bestemme sin aftensmad, ved morgenbordet. På den anden side, så gør vi det vel også derhjemme, hvor vi selv skal købe ind og tilberede maden. Jeg skrev da huskeseddel om morgenen inden jeg tog på arbejde, medens jeg endnu arbejdede.

I dag gik turen til Marmolada. Vi kørte lidt før de andre, fordi vi skulle have benzin på.

Det var en selvbetjeningstank, som kun kunne tage pengesedler. Bjarne stoppede 10 euro i og så ville den ikke tage flere penge og pumpen ville ikke gå i gang. Det så nu heller ikke særlig betryggende ud, med en pengeautomat, som var holdt sammen af gaffatape, også her. Imedens Bjarne forsøgte at få gang i systemet, kom der 4 tyske motorcyklister, der bare stoppede penge og i gik i gang med at tanke på den anden tank, som åbenbart fungerede udmærket.

Ejeren var åbenbart blevet klar over, at noget var galt og kom ud på altanen og stod og råbte noget til os, som vi ikke forstod, men der kom en stor dreng ned, han fik gang i pumpen, men vi nåede kun at få benzin for tieren, inden de andre var der og vi fortsatte.

Undervejs besøgte vi en kirkegård for faldne soldater fra I verdenskrig, der ligger både østrigere, ungarere, italienere og tyskere. Området her var meget berørt af, I verdenskrig. Idet de fra at være tyskere blev italienere, da krigen sluttede, så alt er dobbeltsproget her, både tysk og italiensk. Lilian, som var medplanlægger af turen, er meget interesseret i kirker, kirkegårde og historie.

Endnu engang gik turen gennem masser af hårnålesving og med den ene smukke udsigt efter den anden. Vi gjorde et kort ophold på Passo Fedeia, her var hundekoldt og det blæste, så det føltes endnu koldere. Opholdet var mest for at se om alle var med og ingen havde problemer.

Vi kørte videre til Marmolada, som både er det højeste bjerg 3.342m. og en stor opdæmmet sø, hvor vi kørte over dæmningen og gjorde holdt ved et lille krigsmuseum, som kun har åbent, når passet er åbent. Jeg var ikke inde og se det. Vi var heller ikke med svævebanen til toppen, men vi snakkede om, at vi boede lige på den anden side, af det bjerg. Måske kunne vi tage svævebanen op og tage svævebanen ned på den anden side. Ved at kigge på kortet senere, så var der nu et godt stykke at gå på toppen mellem de to svævebaner. Det kunne sikkert godt lade sig gøre, i hvert fald på ski.

Her gav Bodil et glas champagne eller en fernet branca og småkager, i anledningen af fødselsdagen. Solen skinnede, der var læ her, så det føltes ikke så koldt.

Nu var det Prebens tur til at skille bil ad, han havde en lyd fra bagtøjet og heldig for ham, så havde Flemming og Bente, både værktøj og kedeldragt. Der var ikke noget at se, så han samlede bilen igen og vi kørte videre til et frokoststed. Der kom ikke flere mislyde fra Prebens bil, så det hjalp åbenbart at skille det ad og samle det igen.

Jeg valgte suppe til frokost, fordi der var så koldt. Til trods for kulden fandt jeg alligevel naturen omkring os fantastisk smuk og majestætisk, med de høje snedækkede tinder og dybe grønne dale.

På vejen hjem fik vi fyldt tanken, så nu kunne vi lidt igen.

Efter hjemkomsten, gik vi en tur ned i byen og ind i det lokale supermarked. Udefra lignede det en lille kiosk, men den var stor og det var utroligt hvad de havde fået plads i butikken, af forskellige fødevarer, drikkevarer og turistartikler.

Jeg fik varmen, da vi gik hjem, men det holdt ikke rigtig, for der var ikke særlig varmt på værelset, heldigvis var der et tykt tæppe, som jeg kunne tage om mig.

Det var surt. Jeg havde haft hovedpine hele dagen og pillerne virkede ikke rigtigt. Jeg var heller ikke sulten til aftensmaden. Jeg plejer ellers aldrig at have hovedpine, måske var det den tyndere luft, som påvirkede mig eller det, at jeg drak mindre kaffe end jeg plejede derhjemme.

Efter aftensmaden kravlede jeg under dynen med min bog.

I dag skulle turen gå rundt gennem 4 pas (Knud er meget glad for hårnålesving og pas, jeg tror ligefrem han samler på pas, han har kørt over).

Det første pas var Passo di Pordoi, som vi kendte fra turen herover, nu kørte vi bare den anden vej og så, så alt underligt nok anderledes ud bl.a. fik jeg øje på et rundt bygningsværk, som jeg senere fandt ud af var gravplads for soldater fra både I og II verdenskrig.

Jeg fik købt en langærmet bluse på toppen, så jeg havde en mere, til det kolde vejr, inden vi kørte videre mod Passo di Sella, hvor vi igen gjorde et ophold. Undervejs så vi en masse andre gamle biler, kørende den modsatte vej. På Sella fandt jeg en billig ulden bluse, så nu kunne jeg klare mig i kulden. Efter Sella gik det mod Passo di Gardena, hvor vi vanen tro gjorde et ophold for at sikre os, at alle var med og ingen havde bilproblemer, det var trods alt gamle biler og de blev udsat for det ekstreme, med alle de hårnålesving, på op og nedkørslerne.

Det nærmede sig frokosttid, så vi kørte videre til Corvara, den største by på vejen. Her fandt vi en restaurant, hvor vi alle indtog vores frokost.

Toiletbesøget her var en oplevelse for sig. Toiletbrættet var pigtråd indstøbt i gennemsigtig plast. På væggen hang et billede, med anvendelsesmuligheder af en toiletbørste, enten som paryk, til at vaske sig i enden med eller til rengøring af toilettet. I mellemgangen hang et stort billede, med diverse humoristiske tegninger af cykling.

Jeg fortryder nu, at jeg ikke gik ud og tog billeder.

Det begyndte så småt at regne, da vi parkerede, men medens vi spiste, så væltede det ned. Heldigvis havde alle slået kalechen op, så ingen måtte styrte hen til bilen og få det gjort.

Efter frokost gik vi en tur rundt i byen, det var billigt for alle, for alt var lukket p.g.a. siesta, indtil kl 15. Det kunne ikke være varmen, der undskyldningen, for siestaen.

Det var for øvrigt dyre mærkevare butikker, med pebrede priser, dem vi så.

Her skiltes vores veje, nogle valgte at køre hjem den korte vej og andre tog den længere vej.

Vi var kun 3 biler i vores gruppe, som tog den lange vej hjem. Det første pas vi kom til, var Passo di Valparola, her var der kun en enkelt lille restaurant, hvor vi fik en kop kaffe. Her var jeg så heldig at få et billede af legende murmeldyr, ganske vist, ved at zoome alt hvad mit kamera kan klare. Det var Inge, der havde fået øje på dem i kikkerten. Vi var så højt oppe, at der ingen skilifte var og udsigten var ned og ikke op. I modsætning til de andre pas, hvor der var flere restauranter, skilifte og souvenir butikker. Alt det var der til gengæld, da vi nåede frem til Passo di Falzárego og nu regnede det igen meget, så det var kun Inge og jeg, der valgte at besøge souvenir butikken. Inge købte postkort og jeg fandt en sød lille alf (øh! til min troldesamling).

Herfra gjorde vi ikke flere stop, inden vi var tilbage på hotellet. Vi konstaterede, at den eneste benzintank, på det stræk, var den vi havde været hos. De to andre biler holdt ind for at tanke og de fortalte, at nu var der betjening på.

Endnu engang lækker mad, men nu har jeg opgivet at spise op, ellers triller jeg herfra.

Bjarne gik en tur, medens jeg valgte at skrive dagbog. Igen i dag har jeg haft hovedpine.

Der var ingen fælles planer for dagen i dag, så vi havde besluttet, at vi ville køre til Pina og se nærmere på de flotte skulpturer, som vi kørte forbi på vej til Marmolada, fordi vejret i dag arter sig fra den pæne side, solen skinnede og der var 21 grader.

Inden vi kørte, skulle Bjarne lige hjælpe Ole med hans bil, der var noget med strømmen, så det endte med, at vi først kom afsted kl 11.30.

Undervejs fik vi drejet forkert af, fordi vi kørte en anden vej end den vi kendte, men det opdagede vi hurtigt og fandt et sted at vende bilen. Det er ellers ikke så nemt på de smalle bjergveje.

I Pina var vi fulde af beundring over alle de fine skulpturer, imponerende flotte og meget specielle, i metal, der var bl.a. en spætte på en stolpe, en hane, en drage med unge på en sten og en snegl, samt alle de mange figurer, som pryder væggene f.eks. blomster, en hummer og sommerfugle.

Der var to butikker, fyldt med alle mulige former for figurer, mange med et humoristisk islæt. Gravmonumenterne på kirkegården i Arabba måtte være lavet af denne smed/kunstner.

På den anden side af gaden var der en træskærer og udenfor hans butik står en kæmpetrold og der hang, stod fantastiske træskærerarbejder.

Det var meget spændende at se, men vi kunne desværre kun trykke næsen flad mod ruderne og tage billeder, for butikkerne var lukket. Nå, vi har alligevel ikke plads i bilen.

Vi gik op til en restaurant, der lå ved floden, her spiste vi frokost. Vi fik den mest lækre pizza jeg nogensinde har fået, med papirtynd sprød bund, også kanten. Vi nød den udenfor, med udsigt til bjergene og lyttende til det strømmende vand. Det var livet.

Vi gik tilbage til bilen i det skønne vejr. Det dejlig varmt og jeg havde alt for varmt tøj på, fordi jeg ikke var sikker på at vejret holdt, men det var bedre at have det for varmt, end at fryse, som jeg gjorde de første 3 dage.

Vi fortsatte mod Marmolada, som vi valgte at køre forbi, fordi vi ville til Canazei og se nærmere på de huse med malerier vi bare var kørt forbi, på vej til Arabba.

På flere af husene i Canazei var der malede dekorationer og hele malerier. Især et hus var helt fantastisk, der var ikke en plet på huset, som ikke var dekoreret eller malet bl.a. nogle meget smukke fuglemotiver indrammet af træskærerarbejde. Huset var bare smukt.

På torvet var der et ur, som vi havde fået at vide spillede Edelweiss kl. 12, men kl. var allerede, næsten 14.30, så vi hørte kun halvtimeslaget, det var bare ding dong og slut. De fine figurer, som var på uret gjorde heller ikke noget, men uret var meget dekorativt.

Vi nød varmen og solskinnet på vej tilbage til bilen. Vi skulle op over Passo di Pordoi og gennem alle hårnålesvingene for at komme hjem til hotellet.

Den dag var der skønt på toppen, så vi nød udsigten og en kop kaffe i solen, inden turen gik nedad.

Vi var uheldige at komme til at køre bag en campingbus, som stank og osede voldsomt. De var heldigvis så venlige at holde ind, så vi kunne komme forbi.

Da vi var kommet hjem, skulle Bjarne hjælpe Ole, med bilen igen. Ved aftensmadstid havde de fundet ud af, hvad der var galt, så nu skulle de bare finde reservedelene, dem kunne de muligvis få i Corvara i morgen tidlig.

Leo og Inge inviterede på et glas hvidvin på altanen, som vi har fælles med Jørn og Inge. Jørn var ved at lave et diasshow, på hans bærbare computer, over Leos og Inges seje vandretur til toppen af bjerget, som vi har udsigt til. Det tog dem 4 t. at gå op og 1 t. at gå ned. Der er en højde forskel på 800 m. men turen har mindst været 4 gange så lang, måske mere, for det er ikke kun bilerne, der er nød til at bevæge sig i hårnålesving, når det går op eller ned. Flot gået af dem.

Jeg fik læst det sidste af Kerstin Ekmans bog Hekseringene, inden jeg faldt i søvn.

Bjarne sprang ud af sengen, i bad og skyndte sig ned til morgenmad, så kunne jeg halte bagefter, når jeg var klar, fordi Bjarne og Ole skulle til Corvara efter en reservedel til Oles bil, som de så forhåbentlig kunne reparere.

De lånte Knuds bil.

Tilbage igen gik de i gang med reparationen, selvom det ikke var det helt rigtige de havde fået, men det kunne måske holde.

De andre kørte kl. 10 på den planlagte tur, til De tre tinder.

Bjarne og Ole var ikke færdige med at samle bilen før kl. godt 11, så vi kørte ved 11.30 tiden. Vi kørte først til Passo di Falzerego, hvor vi gjorde holdt og nød den fantastiske udsigt, der rigtig kunne ses i det gode vejr. Vi fik os en kop kaffe og tog billeder. Sidst jeg var her regnede det.

Vi kørte videre mod Cortina, men på vejen nedad begyndte det at regne, så holdt ind og slog kalechen op, da vi kom til en holdeplads.

Ole sagde, at der var problemer igen.

Medens stod og snakkede om vi skulle køre til Cortina eller tilbage til Arabba, kom Bente og Flemming på vej hjem. Ja, verden er sommetider lille, de havde misset og finde Anna og Bjarne i Cortina.

Vi blev enige om at køre til Cortina, da det var den største by og der måtte være større chancer for hjælp der. Vi parkerede ved banegården.

En meget hjælpsom taxachauffør havde et bykort og fortalte, hvor der var en autoelektriker i byen. Bjarne og Ole kører derhen, medens Ingrid og jeg vandrede lidt rundt, kiggede på vinduer og restauranternes menukort.

Autoelektrikeren kunne ikke umiddelbart hjælpe. Alligevel fulgtes vi alle ad til værkstedet igen, da Ole og Bjarne kom tilbage, men han var overhovedet ikke hverken hjælpsom eller serviceminded. Han tilbød Ole at købe et batteri til 1000 kr., selvom batteriet ikke fejlede noget, det var laderen det var galt med. Et nyt batteri ville også kun bringe ham til Arabba og hvad så.

Han kunne ikke bytte batteri med Bjarne, fordi Oles batteri var for stort til vores bil.

Ole ringede til Finn og Bodil, der var ved Passo di Gaiu ca. 11 km. væk. De ville gerne komme og hjælpe med deres batteri, så det blev aftalt at mødes ved banegården.

Vi forlod den lidet hjælpsomme autoelektriker og kørte til banegården. Vi var godt sultne efterhånden, så vi kunne passende spise, medens vi ventede på Finn og Bodil. Det tager lang tid at køre 11 km. hernede.

Nu havde vi et andet problem, alle restauranterne havde lukket for servering, af mad mellem kl. 15 – 19. Den eneste mulighed for mad, var selvservice restauranten på banegården, hvor de havde toast, sandwich o.l., det måtte vi så nøjes med. Det var udmærket, vi blev da mætte. Ole var nu ikke helt tilfreds, for han ville gerne give en bedre middag, som tak for hjælpen.

Bagefter betalte Ingrid og jeg 50 cent hver, for at benytte et toilet, hvor der hverken var toiletpapir eller sæbe. Heldigvis havde jeg engangs lommetørklæder i tasken.

Finn og Bodil var kommet og der blev byttet batterier og så gik turen hjemad. Det blev ikke til tinder eller flere smukke pas den dag.

Da vi kom til det lokale værksted, lidt udenfor Arabba, kørte Ole derind. Nu var der ikke så meget strøm på Finns batteri, at Ole kunne starte igen og køre bilen ind på værkstedet, så han fik hjælp af mekanikeren.

Måske kan den lokale mekaniker hjælpe. I hvert fald skal Ole derned i morgen tidlig kl 8.

Til køremødet viste Leo og Inge diasshowet fra deres seje vandretur, på Jørns computer.

Det havde været noget af en dag, som begyndte med strålende solskin og endte i tisseregnvejr og skyer, der lå helt nede ved jorden, så vi ikke engang kunne se bjerget.

Vejret så godt ud til morgen, selvom der var skyer, var klart vejr igen. Nattens tunge skyer var brændt væk af solen.

Vi besluttede at køre til passo di Gaiu, som Jørgen og Inger havde anbefalet, som et meget smukt pas.

På vejen derop, var der en meget smukt udsigt, som vi lige måtte holde ind og se nærmere på. Her mødte vi Inge og Jørn, som var på en anden rundtur.

Inge er for øvrigt healer, i fritiden og til morgen forsøgte hun at gøre noget ved min dårlige venstre skulder, men det lykkedes ikke.

Derimod var det gået bedre med at fjerne hovedpinen, den anden dag, den forsvandt og nu kunne jeg fortælle hende, at hovedpinen ikke var kommet igen.

Jeg tror jo ikke rigtigt på det med at kunne heale med sine hænder, men hovedpinen forsvandt og jeg har fået at vide, at det i min skulder stammer fra slid i nakken, så det var vel ikke forventelig, at hun kan gøre noget ved det.

Hun siger selv, at det ikke er hende, der bestemmer om hun kan hjælpe. Hendes hænder blev meget varme, da hun fik hovedpinen væk. Det blev de ikke da det var skulderen og nakken.

Vi kunne se en meget grøn sø i det fjerne, det var den Inge og Jørn var på vej til.

Medens vi holdt der, kom der 3 cyklister, som var ved at falde i svime over jaguaren, den ene fortalte, at hans far havde haft sådan en bil og ville gerne fotograferes i bilen, desværre havde han ingen strøm på sin mobil, så der er kun vores billeder, af ham i og sammen med bilen. Den anden snakkede i et køre, på et sprog vi ikke forstod. Den tredje sagde ikke rigtig noget. Vi troede de kendte hinanden, men nej, de fulgtes bare ad opad bjerget. Området er et yndet træningssted for cykelryttere.

Det var virkelig sandt, da vi var kommet gennem alle 29 hårnålesving. Hernede er alle hårnålesvingene nummererede og det er kun hårnålesvingene, som får et nummer. Almindelige sving bliver ikke talt med.

Vi kom op til et plateau, hvor der var udsigt til alle sider, så langt øjet rækker. Det var betagende. Her var der også kun en restaurant. Vi var så højt oppe, at der heller ikke her var skilifte, som førte højere op. Den udsigt måtte vi nyde, så vi købte en kop kaffe og en kop chokolade. Nu havde vi som gæster lov til at benytte toilettet uden at betale 50 cent hver.

Vi ville sidde udenfor, så jeg gik ud for at finde en plads, med læ, øv det var så småt begyndt at regne, så Bjarne skyndte sig over til bilen og slog kalechen op.

Vi kunne alligevel sidde udenfor, under et udhæng, medens vi nød udsigten og vores drikkevarer.

Vi valgte at køre omkring den grønne sø Alleghe, hedder den, på vej hjem, da det ikke var nogen stor omvej.

Vi kørte ned gennem alle hårnålene igen og fandt en parkeringsplads ved søen, som ikke var helt så grøn tæt på. Vi fik taget billeder i tørvejr, men det så truende ud. Vi kunne se en restaurant på den anden side af søen, mon ikke de ville servere frokost for os derovre.

På vej tilbage til bilen, buldrede det i det fjerne og nogen fløjtede efter os. Det var Jørgen og Inger, de ville gerne spise frokost sammen med os, på den anden side af søen, så vi hentede deres bil og fandt om til restauranten. Vi havde tænkt os at sidde udenfor, men nu regnede det så kraftigt, at vi valgte at sidde indenfor med udsigt, i stedet.

Efter en hyggelig frokost skiltes vi, de ville til Marmolada igen og vi skulle bare have benzin på, samt hjem og pakke.

På vejen hjem kom vi forbi det lokale værksted, så vi holdt selvfølgelig ind, for at høre hvordan det gik. Ole havde købt en ny lader, en italiensk, som de nu skulle finde ud af at sætte i, uden at futte den af, så det blev Bjarne selvfølgelig involveret i.

Efter en halv times tid, som jeg havde brugt til at fotografere blomster, fandt jeg det ikke særlig spændende at se mændene stå på hoved i bilen. Bjarne kørte mig hjem, da var kl. 16 og de ville nok være færdige om en halv times tid. Ja, ja, Bjarne var hjemme kl. 18, men nu kørt bilen og den kunne lade også. Det var heldigt, at Bjarne hjalp, for ellers havde de futtet den nye lader af.

Ved køremødet blev der talt om turen ind til Bolzano og autotoget. Anette efterlyste en bog, for de skulle videre på ferie ved Gardasøen, så hun fik min Ekman, som jeg alligevel ville have efterladt.

Vi fik pakket det meste i bilen efter aftensmaden.

Solen skinnede og det var rigtig ærgerligt, at vi allerede skulle hjem. Nå, men vi kan jo altid vende tilbage. Vi spiste morgenmad og pakkede det sidste i bilen, det fylder underligt nok mindre, end da vi tog hjemmefra.

Vi sagde farvel og god ferie til de 3 par, som skulle videre. Kl. 9 kørte vi fra hotellet, det første stykke af den kendte vej tilbage mod Bolzano. Kort efter at vi var drejet ved Viga, ind på ukendt vej, holdt Lillian og Knud, som var førerhund i vores gruppe, ind på vejen ind til et stort hotel og Lillian kom hen til os og fortalte, at her havde Agathe Christie boet, da hun skrev bøgerne om Poirot. Hun vidste, at jeg havde læst alle hendes bøger. Det var golfområdet her. Det næste stop vi gjorde var ved Carezzo al lago. Vi parkerede på et stort område, hvor der skulle betales og gik hen til en gangtunnel, som gik nedad og under vejen. Vi kom ned til den smukkeste lille safirblå spejl sø, hvor vi kunne tælle klippestenene på bunden og omgivelserne blev spejlet i søen. Det var så smukt, at jeg fik tårer i øjnene af det. De det bare kørte forbi, gik virkelig glip af noget.

Da vi kom til Bolzano kunne vi heldigvis komme til at parkere ved autotoget. Der var nogle timer, til vi skulle afsted, så vi gik på jagt efter et spisested, sammen med to andre par. Vi fandt et og medens vi sad og spiste kom resten af flokken. Der måtte være en sjette sans eller noget andet, siden vi endte de samme steder.

Efter frokost gik vi til Øtzi museet, på vejen derop kom vi gennem grøntsags og frugt markedet, hvor jeg købte grønne figner, som smager himmelsk. De kan desværre ikke købes i Danmark.

Øtzi museet havde en mumieudstilling, som især handlede om manden, som de havde fundet højt oppe i alperne, der viste sig at være fra den yngre stenalder. Der var mumier fra flere lande bl.a. vores egen Tollundmand. Særafdelinger om og med ægyptiske mumier, sydamerikanske mumier og asiatiske mumier. Det var interessant og jeg lærte meget, som jeg ikke viste. Det var også lidt uhyggeligt, for mumierne lignede noget i et mareridt, så Anna spurgte om jeg led af mareridt, Vi skulle jo sove sammen. Det mente jeg ikke jeg gjorde, men jeg turde ikke garantere, efter de syn her.

Fra museet slentrede vi ned gennem gågaden Anna og jeg skulle selvfølgelig kigge på butikker, andet kunne vi heller ikke, for det var siesta. Nå det var også den dyre gade med alt designertøjet. Jeg så de meste fantastisk smukke emaljesmykker, som jeg meget gerne ville eje et sæt af, men de var helt sikkert ikke i en prisklasse, som jeg kunne betale, for der var ingen pris på.

Vi havde været så optaget af at kigge vinduer, så vi havde glemt at holde øje med mændene, så lige pludselig var Bjarne og Bjarne væk. Juhu! de stod for enden af gaden og vinkede, de havde fundet et lille sted, hvor de gav en øl. Medens vi sad kunne vi se, at personalet fjernede puderne på stolene, hver gang nogen gik, så vi spurgte om de lukkede nu, Yes. Så vi skulle altså ikke have flere øl her.

I stedet gik vi hen til en sted vi var kommet forbi, tæt på banegården. Her kunne Bjarne og jeg også få købt madpakker til toget. Medens vi sad og nød den sidste øl kørte en tysk traktor med campingvogn bagefter forbi. Anna og Bjarne fortalte, at de var kommet forbi flere af den slags, en dag på vej til Cortina. Tænk, at køre hele vejen fra Tyskland med traktor. Jeg synes nu det er sejt gjort.

Nå det var ved at være tid, så vi gik hen til banegården på vej ind gennem bommene ringede mobilen, hvor bliver I af, I skal køre ombord nu, kl. var få min. i 17 og vi havde fået at vide, at det tidligst ville blive kl 17.30. Ja, ja vi er der om 2 min. så Bjarne og Bjarnes biler var de sidste, som kørte ombord.

Nu ventede vi bare på toget med kupeerne, som vognene med bilerne skulle kobles på.

Toget kom og afgik til tiden. Vi fik os indrettet og spiste aftensmad. Pludselig stank det voldsomt af ost, det kunne Leo ikke klare, vi andre heller ikke, så han tømte skraldespand, med bulder og brag, fordi den faldt på gulvet, fik den med nogen møje sat på plads igen og lukkede posen. Det hjalp faktisk, lugten forsvandt.

Medens vi sov sødt blev vi fragtet helt til Hamburg fra Bolzano. Nå det med at sove sødt gik ikke bedre end på turen nedad.

I Hamburg kørte vi selvfølgelig forkert, det er vi gode til, men fandt heldigvis hurtigt ind på den rette vej til Motorvejen. Det var aftalt, at vi skulle tage afsked på rasteplads Holmoor.

Vi tog afsked med alle de andre og takkede for godt selskab, ønskede god tur hjem og på gensyn ved træffet i august, i Hanstholm.